666 klovne på omkring 40 kvadratmeter indhyllet i røg, latter og spiritusdampe. Hvem kan undgå at blive oversvømmet af fascination på Cirkuskroen? Eller måske ligefrem skræmt?
af Jannie Pallesen
foto Jannie Pallesen
Da jeg gik forbi Cirkuskroen første gang, ænsede jeg den ikke. Det gjorde jeg heller ikke anden eller tredje gang. Det var først den dag, jeg passerede stedet med en smøg i den ene hånd og en ugidelig lighter i den anden, at jeg virkelig så kroen. Jeg gik forbi det håndskrevne og ærlig talt lidt tarvelige skilt med en falmende klovn som kroens promoter og direkte ind i den største oversvømmelse af fascination længe. Cirkuskroen er bestemt ikke blevet navngivet ved et tilfælde, om end navnet kunne være mere specifikt. Der er klovne i hver en afkrog! Jeg stod stille med tekoppeøjne lidt for længe, før jeg gik de få skridt op til baren, bestilte en øl, greb en pakke tændstikker og var hooked for altid.
The Holy Fool
Klovnen har rødder tilbage til Biblen, hvor Kristus berører fjolset, der så pludselig optræder normal og velovervejet. The Holy Fool fungerer som et symbol på en liminal figur, som lever i grænselandet imellem kosmos og kaos, instinkter og civilisation, endda imellem det gode og det onde. Selvom klovnen kan besidde en sørgmodig og muligvis endda poetisk side, er han mest kendt for sin latterlighed og vanvittige opførsel. Fælles for alle slags klovne er, at de ikke passer ind i omlæggende strukturer. Måske er det netop derfor, at nogle har sympati for klovne, og måske er det præcis derfor, andre frygter dem.
Klovnehulen
Lyden af en rusten latter, terninger der bliver rystet en ekstra omgang og en øloplukker på hårdt arbejde, giver mig lyst til at blive længere, end jeg burde. Stamhundene Cleo og Wagner går rundt og tigger klap. Det er tydeligt at se, at de er vant til at omgås de fleste af krogæsterne. Klovnene, der hænger fra loftet og står på hylderne, gør på en eller anden måde rummet mindre. Jeg føler mig som et barn, der har bygget en hule og inviteret alle sine dukkegæster. Her er hyggeligt i den tilrøgede klovnehule, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om jeg ville mene det samme, hvis jeg var her alene. Alene ville jeg sandsynligvis forestille mig klovnen fra Stephen Kings ”Det onde” dukke op imellem de andre klovne med et uhyggeligt tandsæt, blod på samvittigheden og mord som agenda. Føj. Pludselig føler jeg, at de utallige klovne på Cirkuskroen kigger på mig.
Den farlige klovn
Klovne er altid blevet fremstillet som onde. Klovnekarakterer i film som ”Det onde”, ”Killer Klowns from Outer Space”, jokeren i Batman og endda Krusty i The Simpsons har alle været med til at ændre klovnens umiddelbare og ligefremme persona. Men er klovnens onde ansigt blevet skabt af medierne, eller har medierne valgt klovnen som karakter, fordi den i forvejen vakte frygt blandt publikum? Klovnen er upassende følsom. Han er jaloux, grådig, beregnende, stortudende og højtgrinende. Han reagerer stærkt på alt. Den overdrevne brug af følelsesmæssige impulser er normbrydende, da klovnen stort set altid opfører som han ikke bør, skal eller må. Selvom vi måske ikke kan identificere os med klovnens overreaktioner, kender vi alle hans forskellige følelser i større eller mindre grad. De fleste af os har for eksempel lyst til at bryde ud i latter, når vi ser en fremmed vælte harmløst på cyklen. I stedet spørger vi høfligt til personens fysiske velbefindende. Klovnen skraldgriner bare. Han frister os til normbrud og ekstremitet. Derfor er det måske slet ikke klovnen, vi frygter, men frigørelsen af vores egne undertrykte og upassende følelser?
Den grædende klovn
Klovnen er i sig selv et paradoks. Han er ond, god, sørgmodig og glad. Det evige smil sminket på hans ansigt er paradoksalt. Han er ikke munter hele tiden. Den grædende klovn symboliserer ikke bare en todelt personlighed, men også en todeling af selve livet.
Jostein Gaarder skriver i ”I Et Spejl, I En Gåde”:
“Vi græder, når noget er trist. Ligesom vi også gerne fælder en tåre, når noget er smukt. Når noget er morsomt eller grimt, ler vi. Måske bliver vi triste, når noget er smukt, fordi vi ved, at det ikke vil vare for altid. Ligesom vi begynder at le, når noget er grimt, fordi vi forstår, at det bare skaber sig. Klovner er morsomme at se på, fordi de er så gyseligt grimme. Når de tager klovnemasken af foran sminkespejlet, bliver de meget smukke. Derfor bliver klovner så triste og ulykkelige, hver gang de går ind i deres cirkusvogn og lukker døren hårdt i efter sig.”
Vi ved, at der gemmer sig mindre morsomme sandheder bag klovnens evige smil. Sandheder vi ikke nødvendigvis har lyst til at blive mindet om. Også han skal dø. Klovnes påtagede udtryk og paradoksale opførsel determinerer en opmærksomhed, der ikke stemmer overens med vores lykkelige forglemmelse af livets evige paradoks: Livet findes ikke uden døden. Vi ved aldrig, hvor vi har klovnen. Han er ikke til at regne med. Han er som livets kerne – upålidelig, uforudsigelig, ukontrolleret og enormt påvirket af tilfældigheder. Vores kropsvarmende tro på kontrol bliver udfordret i klovnens nærvær. Skræmmende, det er han!
At klovnen symboliserer livets dikotomi imellem liv og død er måske en overanalyse, men der er en grund til, at de fleste har et deres tilhørsforhold til klovnen. Han kræver fuld opmærksomhed. Opmærsomhedsiveren, der resulterer i uforudsigelighed og manglende kontrol, gør mange utilpasse måske endda direkte bange. Hans opførsel minder lidt for meget om livets lunefuldhed eller om de normbrud, der frister. Det lader til, at de har indhyllet sig i klovnenes verden på Cirkus Kroen, når de knapper den næste øl op med et smil af rygertænder og en sætning, vi kender alt for godt: ”døden skal jo ha’ en årsag”.