Lars von Triers kontroversielle film Antichrist bliver til århusiansk teater til september. Det er måske et dumt projekt at interviewe et teaterhold, om en forestilling de endnu ikke er begyndt at arbejde på, men Delfinen lærer bedst på den hårde måde.
Af Kasper Lundberg
Lad mig høre til at starte med, hvor er I overhovedet i processen?
Ham: ”Vi er ved minus. Vi har ikke engang set manuskriptet endnu.”
Hmm… Okay.
(lang pause, Delfinen kigger over på Anne Sofie Espersen, den anden skuespiller i Århus teaters kommende opsætning af ”Antichrist”).
Men I skal til den første gennemlæsning om lidt. Hvad tænker I om det?
Hende: ”Det ved jeg ikke. Vi aner ikke hvad der skal ske.”
Den ovenstående udveksling er ikke nogen god start på et interview. Genlæs eventuelt og forestil dig, at du er den, der stiller spørgsmålene. På det tidspunkt har du en god lang time tilbage til interviewet. Og et kæmpe kamera med mikrofon i hovedet, styret af to überentusiastiske TV3-journalister, der er ved at lave en serie om kendte mødre på arbejde.
Du skulle have ventet
Delfinen møder de to skuespillere fra Aarhus Teaters kommende opsætning af ”Antichrist”, lige inden den første gennemlæsning. Det vil åbenbart sige første gang Jacob Madsen Kvols og Anne Sofie Espersen mødes med instruktøren og læser manuskriptet i gennem. Derfor er det lidt op ad bakke at komme i gang med interviewet. Delfinen troede, at skuespillerne fik manuskriptet før den første gennemlæsning, og at vi kunne tale ud fra det.
Jacob Madsen Kvols er i starten af trediverne og meget imødekommende. Han er hurtigst til at svare på de fleste af spørgsmålene, og jeg får fornemmelsen af, at han gerne vil sørge for, at interviewet glider let. Anne Sofie Espersen (ja, det er Lene Espersens søster) er bestemt og karismatisk. Hun svarer først og fremmest, hvis man tiltaler hende direkte, og lægger gerne armene på kors, efter hun har svaret.
”Fie” kalder de hende på teatret. Måske for at få hende til at virke lidt mindre skræmmende. Hun kommer med kaffe, men det virker forkert. Som en general i uniform, der støvsuger.
TV3-journalisterne var ikke klar med kameraerne, så Espersen må gå ud igen med kaffen og komme ind på ny. Det var en betingelse for at kunne lave interviewet, at TV3 kunne være med.
”Bare lad som om I ikke har hilst endnu,” siger journalisterne.
Efter vi har hilst på den rigtige filmede måde, er det første Espersen siger til mig:
”Du skulle have ventet et par måneder med det her. Det ville give meget bedre mening.”
Jeg synker en gang, smiler og nikker.
”Det er jo meget sjovt at gøre det lidt anderledes end man plejer”, prøver jeg.
Snedig hyldest til kvinden
Efter en lidt pinlig stilhed, som Delfinen bruger på mentalt at slette alle de spørgsmål, der handler om manuskriptet, ender det med at blive Jacob, der starter interviewet. Han er vist ikke så vild med pinlig tavshed.
Ham: ”Jeg har faktisk lige set scenografien.”
Delfinen takker ham i stilhed. Men bekymrer sig straks om at miste kontrollen over situationen.
Ham: ”Det ser rigtig spændende ud. Det er et aflangt betonbasin fyldt med is, der smelter gennem forestillingen. Og så skal der vist være en glasvæg mellem os. Og en økse.”
Hende: ”Fedt. Jeg elsker modstand. Så er der noget at arbejde med.”
Delfinen begynder at føle sig til overs i interviewsituationen og beslutter sig for at komme på banen. TV3-journalisterne er allerede faldet hen i en sofa, tilsyneladende ramt af kedsomhed, men for høflige til at gå. Det beroliger Delfinen.
Hvor mange gange har I set ”Antichrist” på film?
Hende: ”En gang.”
Ham: ”Jeg har også kun set den en gang. Fie lånte den til mig, men jeg skulle virkelig tage mig sammen, efter alt det man havde hørt om den.”
At den er hypervoldelig og kvindehadsk?
Hende: ”Det er den ikke.”
Hvad er den ikke?
Hende: ”Kvindehadsk. Det er snarere en hyldest til kvinden på Triers egen snedige måde.”
Ham: ”Hvordan det?”
Hende: ”Ulykken ender med at give hendes seksualitet skylden. Sidst i filmen er der et flashback til scenen, hvor barnet falder ud. Nu ser hun pludselig barnet falde ud, mens de har sex, men hun reagerer ikke, fordi hun er fortabt i sin egen nydelse. Det bliver en kommentar til dæmoniseringen af kvinden og hendes seksualitet.”
Ham: ”Tænker du, at nydelsen er mere legal for manden?”
Hende: ”Ja, det viser hvilke odds kvindens seksualitet er oppe imod.”
Urban Cougar
Er I bange for at blive påvirket af filmen?
Ham: ”Det er noget med at se på teksten og ikke tænke for meget i filmen.”
Hende: ”Jeg har den dybeste respekt for Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourgs præstationer. Men det er jo et helt andet udtryk på film. Når jeg tænker på manden og kvinden i ”Antichrist”, tænker jeg på dem, men det bliver helt anderledes, når vi kommer i gang. Så er man ikke i en forestillingsverden længere, så er man på gulvet.”
Ham: ”Ja, så arbejder man bare og prøver ting af.”
Hende: ”Jeg har aldrig haft et problem med at blive inspireret. Jeg kan godt skille tingene ad.”
Espersen er nogle år ældre end Jacob, modsat aldersforholdet i filmen. Delfinen tænker lige et øjeblik over, hvordan man spørger pænest ind til det.
Jacob, jeg kommer til at tænke på at du jo er ret ung i forhold til… Defoe. I filmen. Hvordan vil du leve op til hans autoritet som garvet terapeut?
Ham: ”Det har jeg også tænkt på. Det bliver jo unægteligt et.. noget anderledes forhold.”
Hende: ”Det kan være, at jeg skal være sådan en urban cougar, der har scoret en ung lækker fyr. Hvem ved, det kan også være at det er pisseligegyldigt med alderen? Det kan være, at det er helt tilfældigt, hvilke skuespillere de har valgt: ’Nå, ham den gamle og hende den unge kunne ikke, så bliver det bare Fie og Jacob’. Jeg ligner alligevel heller ikke en på 36.”
Ham: ”Nej, 25! Jeg ligner til gengæld en på 36.”
Hvad er teaterstykkets styrke i forhold til filmen” Antichrist”?
Ham: ”Det intime. Det er meget fysisk at være i teatret. Det bliver noget andet at være inviteret ind til.”
Hende: ”Det bliver meget mere mareridtsagtigt med mennesker af kød og blod. På film er er ligesom et lag, der ikke er der i teatret. En fælles puls med publikum. De kan jo række ud og røre ved os, hvis de skulle få lyst til det.”
Skrækscenariet over dem alle
Hvordan tror I, folk vil modtage forestillingen?
Ham: ”Jeg tror, at folk kommer til at være meget kritiske.”
Hende: ”Det bedste vil være hvis publikum kan abstrahere fra filmen. Da vi lavede ”Et dukkehjem”, og vi talte med journalister, blev vi altid spurgt: ”Hvorfor skal man lave ’Et dukkehjem’ for hundredetyvende gang?” Så bare du nu ikke spørger om, hvorfor man skal lave Antichrist som teater!”
Hvorfor skal man lave ”Antichrist” som teater?
Hende: ”Fordi det er en universel historie om angst, sorg og natur.”
Det lyder som noget, der kunne stå på tavlen i dansktimerne i 6. klasse.
Hende: ”Jamen det er rigtigt. ”Antichrist” handler jo om det ultimativt værste. Skrækscenariet over dem alle.”
Som er at miste sit barn?
Ham: ”Ja. Jeg har selv to børn, og jeg gik længe, efter jeg havde set filmen, og tjekkede, at vinduerne var lukket rigtigt.”
Delfinen kommer i tanker om, at TV3-journalisternes program skal handle om Espersens moderrolle og får en anelse. Ganske rigtigt er de vågnet op af snakken om børn, men de optager ikke. Delfinen får lyst til at blive filmet mere.
Hvordan er det at skulle arbejde med en historie, der starter med, at et barn falder ud af vinduet, når man selv har børn?
Hende: ”Det er den værste frygt overhovedet. Det, der sker når…”
TV3-journalisterne bryder ind. Nej, det bliver de nødt til at have på video, det er superrelevant for deres program om moderskab og arbejde. Kunne de lige kunne få Delfinen til at spørge igen. Yes. Delfinen har TV3 snoet om sin lillefinger. Nu skal det bare lyde godt.
Nu taler vi jo om en film, der har barnedød som udgangspunkt. Den første scene viser en barnekrop i ultraslow, der falder mod jorden til en arie fra G. F. Händels ”Rinaldo”. Med et sådant udgangspunkt, er det så ikke muligt, at…
Journalisterne bryder ind igen og siger, at nu bliver det for langt, og før stillede jeg spørgsmålet så godt og kort, og det er jo også i min egen interesse, at jeg virker præcis, når nu det er til fjernsyn, og det lød noget i retning af: filmen starter med et barn der dør, og I har selv børn. Delfinen tænker, at det egentlig ikke er et spørgsmål.
”Antichrist” starter med et barn der dør, og I har selv børn?
Hende: ”Den altoverskyggende frygt forbundet med at få børn er, at man kan miste dem igen. Det kan man mærke, når man møder et værk som dette. Én ting er jo, om man gør det rigtige, og de skal i terapi alligevel, og man skal sige undskyld, og alt det der, men risikoen for at miste dem er…”
Ham: ”Det er jo et helt lille liv, man pludselig har ansvaret for.”
Hende: ”Men jeg tror, det bliver godt.”
Hvad bliver godt?
Hende: ”At finde ud af, at selv det værste, nytter det ikke at være bange for. Det er jo barnets død, der gør, at helvede bryder løs i historien, og det er jo et mareridt. Men det smukke er, at Trier lader det være så stort. Det er ikke interessant, alt det der sker i terapien. Det løser ingenting.”
Ham: ”Manden prøver at få kontrol over situation, og får hende til at gå ind i sorgen. Han reagerer slet ikke selv, han projicerer bare det hele over på hende.”
Hende: ”Hun trækker ham længere og længere ind i det, og han får advarslen fra dyrene om, at der er en, der skal dø. Men måske er det kontrollen og ordenen, der skal dø. Trangen til at forstå det hele. Chaos Reigns, ikke?”
Ham: ”Der er så mange symboler, det er svært at finde ud af, hvad det helt skal betyde. Men det vigtigste er at finde ud af, at det ikke gør noget, at man ikke forstår det.”
Pludselig er interviewtiden alligevel gået, og de to skuespillere skal videre til deres første gennemlæsning på stykket. Delfinen siger pænt farvel med et lidt forvirret indtryk af, hvad der egentlig er sket. Journalisterne fra TV3 filmer, at vi siger farvel og siger pænt tak, og hvor var det interessant.
Inden I går, vil jeg lige nå at spørge jer… Det er et lidt fjollet spørgsmål. Jeg ville lave sådan en minibiografi af jer hver til artiklen, og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt, når nu Antichrist handler om frygt, hvis der stod, en eller anden fobi I har?
Ham: ”Okay? Jamen, så er jeg måske en lille bitte smule højdeskræk.”
Hende: ”Jeg er ikke bange for noget.”
Trier-freak
Et par timer senere, efter gennemlæsningen mødes Delfinen med instruktøren på ”Antichrist”. Annika Silkeberg er en lille mørkhåret kvinde, der til at begynde med smiler mere, end hun taler.
Hun kan ikke finde rundt på teatret, da hun lige er blevet ansat som husinstruktør, og vi bruger de første 5 minutter af den halve time til rådighed på at bevæge os fra etage til etage.
Delfinen prøver at udnytte tiden:
Hvordan gik gennemlæsningen?
Hun trækker bare på skuldrene og smiler et besynderligt smil som viser sig at betyde ”Jeg har ikke sovet i tre døgn. Vær sød ikke at stille alt for åbne spørgsmål”. Efter at have brugt de næste fem minutter på at sidde fast i en lagerelevator finder vi en halvmørk foyer med en hård sofa, uden for de øverste publikumsrækker ved teatrets store scene.
Silkeberg forklarer, at hun har været vågen de sidste tre døgn og arbejdet på manuskriptet til teaterstykket.
”Det er jo vanvittigt. Jeg skal lave måske verdens bedste instruktørs måske bedste film som teater.”
Hvad gør Trier til verdens bedste instruktør?
”Hans fornemmelse for form. For hver film har han rykket grænserne for, hvad filmmediet kan. Men det er også noget personligt. Jeg har altid følt mig tæt forbundet til Trier. Jeg føler en lignende kønsmæssig dobbelthed hos ham som hos mig selv.”
Kønsmæssig dobbelthed?
”Ja, jeg opfatter Trier som en blanding mellem mand og kvinde, og sådan ser jeg også mig selv. Han er kontroversiel, og jeg har altid tænkt, at han ser sig selv i sine kvindelige figurer.”
”Jeg prøver at forvirre dig”
Betyder det så noget, at filmen er lavet af en mand og teaterstykket af en kvinde?
”Kun at det bliver sværere at kaste den samme kritik efter mig, som er blevet kastet på ham. Jeg tænker på ”Antichrist” som en kamp mellem hovedpersonerne og inde i dem. Mellem noget sadistisk og noget masochistisk. De bliver besat af at straffe hinanden.”
Er det da noget kønsspecifikt, det masochistiske og det sadistiske?
”Nej? Hvorfor skulle det være det?”
Øh, det ved jeg ikke, jeg prøver bare at forstå, hvad du siger. Jeg spurgte ind til det, du sagde om kønsmæssig dobbelthed, og så gik du selv over til at snakke om sadisme og masochisme?
”Haha, jeg prøver at forvirre dig, så du ikke kan bruge svarene!”
Det var da ikke så pænt. Men det har ikke med køn at gøre så?
”Allerlængst ude har det måske nok. Volden i historien er jo motiveret af, at hun hader både hans køn og sit eget køn så meget, at hun forvrænger sit eget minde om barnets død.”
Er det så kernespørgsmålet i filmen? Hvilket flashback der er det gældende. Om hun så barnet falde ud eller ej?
”Nej, det kan man ikke sige. Det er jo i virkeligheden ikke så vigtigt. Trier er jo smart. Han laver altid et eller andet trick i sine film, som alle snakker om. I ”Dogville” var det kridtstregerne, i ”Antichrist” er det måske spørgsmålet om, hvorvidt hun har set barnet falde ud eller ej. Trier laver en afledning, så alle kigger et sted hen, så han kan være i fred med sit arbejde i et andet hjørne.”
En ræv du ikke kan grine af
Hvad er kernespørgsmålet for dig i forhold til teaterversionen?
”En del af det er et formmæssigt spørgsmål. Det er en mulighed for at undersøge teatret for dets styrker og svagheder i forhold til filmen. Det er også noget af det interessante i forhold til, at det er så ny en film, at man vil kunne huske den, når man ser teaterstykket.”
Hvad bliver så den største forandring fra film til teater?
”At vi kun er i et rum. Vi skal udnytte det som teatret kan, det at være her og nu. I princippet kan man røre skuespillerne, hvis man vil, og man kan ikke lige gå ud og hente popcorn. I film vælger man ligesom, om man vil være sammen med dem på lærredet. I teatret er man sammen.”
For mig at se er den største udfordring, at meget af det særlige ved ”Antichrist” er specifikt filmisk. Horror er jo især en filmgenre og mange af de ting, der har gjort størst indtryk på folk, er meget filmiske. Jeg tænker især på de blodige special effects, babyen der falder i ultra-slowmotion og ræven, der taler. Hvordan vil du forløse alle de filmelementer i en teaterversion?
”Ved ikke at lave dem.”
Det var et meget kort svar til et langt spørgsmål. Kan du ikke sige noget mere?
”Okay, der kommer en ræv, der taler. Men denne her kan du ikke grine af.”
Kan du sige noget mere om ræven?
”Nej. Jeg er nødt til at prøve mig frem først for at finde ud af, om jeg har ret.”
Tænker du nogensinde på, at det måske er lidt af en satsning at vælge ”Antichrist” som det første stykke at instruere på Aarhus Teater?
”Selvfølgelig. Hele tiden. Jeg er rædselsslagen. Jeg har ikke sovet de sidste tre nætter, fordi jeg bare har siddet med manuskriptet og skrevet og skrevet og tænkt og tænkt.”
Apropos rædselsslagen. Har du så en eller anden fobi?
”Jeg ekstremt bange for alt. Jeg er bange hele tiden. Jeg kigger mig konstant over skulderen.”
Hvad er du bange for lige nu?
”At jeg kommer for sent til mit næste møde, og at de andre bliver sure.”
Annika Silkeberg forsvinder og efterlader Delfinen en anelse tænksom. Måske blev artiklen noget rod. Kaos, nærmest.
Det havde været rart med en ræv til at advare Delfinen.
Antichrist har premiere på Aarhus Teater 17. september
