En ung gondoliere er kommet på overarbejde i den skarpe januarsol; sveden pibler ned ad panden, mens han kæmper for fremdriften af sin skinnende gondol, der er overlæsset med japanske turister, og derfor ligger ekstra tungt i kanalen.
Af Anna Eva Heilmann
Jeg er i Venedig på noget så eksotisk som et mad-photoshoot. En bekendt er i de sidste stadier af sit magnus opus: en kogebog af fuldstændig episke proportioner – en kærlighedserklæring til den flydende by og dens overdådige madtraditioner. Der bliver indkøbt auberginer, krydderurter og glinsende blæksprutter på markedet tidligt i morgendisen, og venetianske opskrifter kommer derefter til live i køkkenet i den lejede herskabslejlighed. En madequilibrist er i køkkenet og der bliver oset, stegt og flamberet, der bliver drukket espresso’er med nøddebrun crema, kølig prosecco med rim på glasset, og grappa med lang, brændt eftersmag. Blæksprutte-blæk bliver tappet, sort pasta med grillet jomfruhummer anrettet, fotografen knipser løs, og vi tager allesammen et glas prosecco mere.
Udenfor glider både forbi med mennesker iført masker og storslåede kostumer – for karnevallet er netop startet.
Karneval, Karnevale, Carne vale, der på latin betyder “farvel til kød” er starten på fasten, en tradition, der knytter sig til den kristne påskefejring. Fasten varer 40 dage, til minde om de 40 dage Jesus opholdt sig i ørkenen. Fasten er en bods- og bedringstid, der kulminerer Langfredag. Her er der derfor ingen prosecco og blæksprutte-pasta at finde, men mådehold og forberedelse til påsken.
Mest af alt en katolsk praksis, er det, med karnevallet i Rio som det måske mest berømte eksempel: Svedige sambarytmer, vrikkende dansere iført risqué paillet-kostumer i lange processioner under bagende sol. Overfor dette er karnevallet i Venedig mere afdæmpet, classy og mondænt, med fashionable kostumeballer i pallazzoer langs Canal Grande dertil eksklusive klassiske koncerter.
Noget udvandet finder vi dog også rester af traditionen i protestantiske Danmark. Ingen sambarytmer, men vi klær vores børnehave – og skolebørn på i girafkostumer og Frost-kjoler, og lader dem slå katten af tønden. Faste-delen synes at have mistet appel i takt med udbredelsen af fastelavnsbollerne. Ej heller synes karnevallet i Aalborg en øvelse udi mådehold og askese – Mokaien er simpelthen for fristende.
Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have,
hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade!
Faktaboks
Ordet fastelavn stammer fra det plattyske Fastelovend eller Fastnacht, der betyder aftenen før fasten. Karneval, carne vale, betyder på latin farvel til kødet.
Fejringen af fastelavn hænger sammen med den faste, der fulgte efter. Fasten praktiseres indenfor næsten alle kristne trosretninger (protestanter dog lidt undtaget). Under fasten må man ikke spise kød, og det i de 40 dage den varer fra askeonsdag til påske. Fastelavnssøndag falder derfor 49 dage før påskesøndag.
Den protestantiske kirke har været modstander af fastelavn og karneval. Efter Reformationen i Danmark forsøgte den lutherske kirke igen og igen med Christian den 4.s hjælp med at afskaffe fastelavnsfesten. Protestanter anså det som en hedensk fest, der undergravede både den kirkelige og verdslige autoritet.
Slå katten af tønden
Det har været en udbredt folketro, at en by kunne slippe for pest, hvis en sort kat blev slået ihjel. Derfor har katte levet livet ret farligt i hele Europa ved fastelavn. Den skulle i tønden, fordi den var månens listige, hellige dyr, der så skulle ofres inden lysere tider.
I Danmark kom den sorte kat i en tønde, hvor den blev godt og grundigt mishandlet mens tønden blev slået i stykker. Når tønden endeligt blev slået i stykker kunne børnene så prygle den ihjel med kæppe og kviste.
I 1830’erne fik man standset skikken med katten i tønden, men den dag i dag, slår man stadig katten af tønden – bare uden en levende kat, derimod gerne med et billede af en kat uden på tønden. Den, der slår tønden ned bliver kåret som kattekonge.
Fastelavnsris
Fastelavnsriset, et bundt friske birkegrene pyntet med udklippede figurer, bruges om morgenen fastelavnssøndag til at vække forældre ved at slå på sengen og giver frugtbarhed. Tidligere risede man også husdyrene på gården for at give dem frugtbarhed.
