– om at være i tvivl om valget af sin kandidatuddannelse
Der var engang, hvor det der med kandidatvalg var lysår væk. Men der var jo også engang, hvor tilvalgsfag og bachelorprojekter var byer i Rusland. Nu står jeg så her igen. Med valget. Til højre eller til venstre. Jeg befinder mig i et T-kryds, og hvis jeg fortsætter ligeud, ender jeg med næsen durk mod skiltet ’blind vej’
TEKST Helle Breth Klausen
Da jeg i sin tid skulle beslutte, hvilken bacheloruddannelse jeg skulle sætte kurs mod, faldt valget på Medievidenskab. Det var ikke et valg, der var styret af den berømte ’mavefornemmelse’, for sådan en har jeg ikke.
Et ’kvadratisk, praktisk, godt’ sporskifte
I et halvt årti – og det er lang tid, når man er teenager – gik jeg ellers med tanken om, at jeg skulle læse Freud, Milgram og Skinner på Psykologi. Det var det mest selvfølgelige i hele verden. Jeg skrev sågar en frivillig(!) argumentationsopgave om, hvorfor jeg skulle være psykolog. Det siger ikke så lidt. Men det var lige indtil, jeg i sidste øjeblik skiftede spor. Det virkede som et tilfældigt (spor)skifte. Og det var det måske også. Mavefornemmelsen holdt sig i hvert fald på afstand. Jeg var pludselig på vej mod, hvad der føltes som afgrunden – i tvivl om, hvorvidt jeg var på afveje.
Ikke desto mindre gjorde jeg et stop på et studium blandt andet bestående af tekstanalyser af Ondskabens Hotel og receptionsanalyser af treårige børn med betydeligt bedre forstand på iPads end jeg. På mit tilvalg er jeg imidlertid endt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – og det har været noget af et ’kvadratisk, praktisk, godt’ sporskifte. Nu står jeg så ved T-krydset: Cand.Public eller Cand.Pinterest (et socialt billeddelingsmedie som et billede på kandidatuddannelsen i Medievidenskab, red.)?
Kommer valg, kommer vanvid
Engang var det et problem, hvis jeg havde glemt min kontaktbog hjemme på køkkenbordet. Engang var det et problem, at jeg skulle vælge HUM-fag. Problemerne i henholdsvis barndommen og på bacheloruddannelsen virker – set i bakspejlet – ualmindeligt ubetydelige. Men dengang var de altoverskyggende, nøjagtigt som kandidatvalget, der nu tårner sig højt i tankerne. Problemerne – eller den mere politisk korrekte term: udfordringerne – synes dog at have overhalet mig denne gang.
Det skulle være så godt. Og spændende. Og nervepirrende – på den gode måde. Hele verden ligger jo forude – og det handler om at træde speederen i bund og ikke se sig tilbage. Men at skulle planlægge sin rutemæssige fremtid, må jeg indrømme, til tider driver mig til vanvid. Og det er også fravalget i forbindelse med kandidatvalget, der fylder. Fravalget, der i værste tilfælde kan vise sig at være ’det forkerte’ – et skridt i den gale retning, som vi i et forsøg på beroligelse kalder for en selvhjælpsprøve i stil med devisen ’intet er så skidt, at det ikke er godt for noget’. Men vi ved jo godt alle sammen, at det ikke altid er sådan, virkeligheden hænger sammen. Derfor kunne jeg fristes (eller frygtes) til at tænke, at valget af kandidatuddannelsen står og falder med, om jeg ’cand. det hele’ eller ’ingenting cand.’ For hvad kan jeg egentlig? Og hvad skal jeg egentlig? Hvor skal jeg hen, og hvordan finder jeg frem uden GPS?
Min umiddelbare indskydelse – der dog ikke skal forveksles med ’mavefornemmelse’ – giver mig lyst til at køre i én retning og håbe på, det er den rigtige. Om nødvendigt kan jeg jo altid lave en U-vending.
