Grøn er det nye sort. I takt med at vi er blevet opmærksomme på jordens begrænsede ressourcer, har krav om bæredygtighed og genanvendelse vundet indpas. I December 2015 vedtog Kommissionen en pakke, der skulle omstille den nuværende lineære økonomi til cirkulær økonomi.
Tekst af: Af Susanne Christensen
Foto: Peter Kirkegaard, Mew.dk
Det startede som et buzzword i Bruxelles’ korridorer. Cirkulær økonomi. Hurtigt bredte det sig som løbeild på en varm savanne og blev til noget, man talte om i frokostpausen. Buzz’et fik Christel Schaldemose, medlem af Europaparlamentet for Socialdemokratiet til at spidse ører.
”Er det her virkelig en ting?” tænkte hun, ikke uden en vis undren.
Men efterhånden som hun forhørte sig rundt omkring, gik det op for hende, at det ikke blot var en ting. Men oven i købet lige netop hendes ting.
Overordnet er idéen bag cirkulær økonomi at gøre produktion og forbrug bæredygtig, både kommercielt og miljømæssigt. Den er inspireret af naturens cyklus, hvor intet, der dør, går til spilde, men derimod omdannes til næring.
Ansporet af klodens voksende befolkning på snart syv milliarder mennesker, der alle efterspørger fødevarer, forbrugsgoder, brændstoffer og energi, samt af de voksende mængder af affald, der ikke kan nedbrydes naturligt, gør den op med det klassiske ”Producer, brug og smid væk”-princip, en såkaldt lineær økonomi.
I stedet bygger cirkulær økonomi på et ”Cradle to Cradle”-princip, hvor produkter bliver designet, så de let kan skilles ad og genanvendes. De biologiske komponenter indgår herefter i et kredsløb, hvor de bliver nedbrudt, og de teknologiske komponenter i et, hvor de bliver renoveret eller forbedret, så de kan genanvendes i nye produkter.
Ved at danne et lukket kredsløb for produktion og forbrug åbner muligheden sig for at nedsætte mængden af affald, reducere CO2-udledning, sænke virksomheders omkostninger ved køb af materialer, skabe flere jobs i genbrugsindustrien og give forbrugere mere bæredygtige produkter.
Det kræver selvfølgelig bare, at Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet kan blive enige om en fælles lovgivning.
Business as usual
Christel Schaldemose har kurs imod plenarsalen. Her skal dagens første udvalgsmøde finde sted. Som medlem af Udvalget for Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, var det helt naturligt også at få foden inden for i Udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, hvor lovforslag om cirkulær økonomi debatteres og behandles.
Det her er hendes passion : at lave lovgivning, der har en betydning for mange menneskers hverdag. Når hun udtaler ordene, ved hun godt, det lyder lidt højtragende, men det er virkelig noget, hun brænder for.
Hun har allerede gjort det hårde benarbejde. Lovforslaget er læst, alliancerne er i hus, partilinjen fra hendes gruppe S&D er klar. Christel Schaldemose er klar. Med sine næsten ti år på bagen, er udvalgsmødet bare business as usual.
Plenarsalen er pakket med 70 medlemmer og 70 suppleanter, sammen med et hav af assistenter, tolke, pressefolk, lobbyister, repræsentanter for de relevante NGO’er og medlemmer af Kommissionen. Selv om Kommissionen formelt set kun har initiativretten til at stille lovforslag, slipper de (kommissionsmedlemmerne) det sjældent fuldstændigt, når det bliver sendt videre til Parlamentets udvalg, Ministerrådet og medlemslandene.
Christel Schaldemose sætter sig på sin faste plads og tager høretelefonerne på. I første omgang er tonen formel. Medlemmerne taler efter tur og hovedsagligt bliver kun de store partilinjer trukket op. Også debatten er klassisk. Den går på, hvor meget indflydelse EU skal have over medlemslandene, hvor stram eller lempelig lovgivningen skal ende med at være, hvor lang implementeringsperioden skal være, om lovforslaget er ambitiøst nok.
Som Christel Schaldemose rækker hånden i vejret for at stille et spørgsmål ud i forsamlingen, mærker hun alligevel et par sommerfuglene i maven. Det sker, når debatten falder på et emne, hun ikke er 100 procent sikker på. Hvad hvis nu, hun spørger om noget, hun kunne have læst sig frem til? Hvad hvis nu, hun falder igennem? Og kommer til at lyde dum?
Dørene bliver lukket. Lidt af formaliteten forsvinder. Det er nu, de egentlige forhandlinger går i gang.
”Paragraf 25, 26 og 27 har nogenlunde samme ordlyd. Hvis vi nu kan blive enige om at slå dem sammen,” lægger Christel Schaldemose ud.
Det er forhandlingerne, hun nyder mest. For det er her, hun sidder med fingrene nede i noget helt konkret, sit håndværk. De tørre paragraffer, der i fremtiden vil få en betydning. For forbrugere, for miljøet, for virksomheder.
”I så fald skal ordlyden ændres fra ’skal’ til ’bør’,” lyder svaret fra oppositionen.
Det er ikke altid, hun får lovgivningen udformet på den måde, hun vil have det. Men sådan er det, når man laver lovgivning på vegne af 500 millioner europæere.
Fra blød buzz til hårde paragraffer
Hvad europæerne i sidste ende vil få, afhænger ikke blot af Kommissionens udspil og Parlamentets forhandlinger. Det afhænger i lige så høj grad af medlemslandenes implementering af lovgivningen.
Ifølge en analyse udarbejdet af The Ellen MacArthur Foundation og konsulentfirmaet McKinsey vurderes det, at en omstilling til cirkulær økonomi i Danmark frem mod 2035 vil kunne øge BNP med op til 45 milliarder kroner, give en øget arbejdsindkomst svarende til 13.000 ekstra job, reducere dansk CO2-udledning med 3-7 procent, og ressourceforbruget med på til 50 procent.
Herudover er Christel Schaldemoses to kæpheste at få reduceret madspild markant og give virksomheder et økonomisk incitament til at fremstille langtidsholdbare og bæredygtige produkter til forbrugerne.
”Det er ret vildt at tænke på, at cirkulær økonomi er gået fra at være et buzzword til noget, vi faktisk laver lovgivning om,” filosoferer hun.
Men det kræver, at hun overbeviser sine kollegaer i Parlamentet.
Leje eller eje Parlamentet
”I dag lever virksomhederne af at producere fysiske varer, som for eksempel et fladskærms-tv, der skal smides væk, hvis rammen går i stykker. Hvis vi i stedet kan forpligte producenten til at vedligeholde tv’et, altså reparere rammen, så bliver det muligt at forlænge levetiden på det produkt, forbrugeren har købt.”
Christel Schaldemose øver talen til debatten i plenarsalen med sine assistenter. Mange politikere øver sin retorik foran spejlet, men det er meget længe siden, hun har måttet øve foran spejlet.
”Det er et økonomisk incitament til at producere som hidtil. Vi må finde nye bæredygtige løsninger. Dels fordi vi også har en voksende middelklasse i lande som Kina, der jo også gerne vil have de samme produkter, som vi har i Vesten.”
Den ene bærer titlen politisk konsulent, den anden presserådgiver. De har begge en uddannelse i kommunikation. De sparrer med hende, giver hende feedback, så hendes budskab kommer til at stå stærkere.
”I stedet bør vi give virksomheder et økonomisk incitament indrette vores forbrug på en måde til i højere grad at levere en serviceydelse. Så produktet består i dét, forbrugeren ser i fjernsynet – ikke hvordan fjernsynet ser ud… Frem for at have det nyeste udstyr, skal man have den nyeste serviceydelse.”
Den sidste sætning er den vigtigste. Hendes punch line. Den kerer hun særligt om, for den er vigtig, hvis hun vil have sit budskab igennem så tydeligt som muligt og vinde den opbakning der skal til for at hendes forslag bliver stemt igennem.
Ekviperet med sit papir med stikord, rejser hun sig endnu en gang i plenarsalen. Hun vil helst ikke læse op. Derfor er stikordene i punktform. Hun skal nå rundt om alle sine pointer så kort og præcist som muligt. Hvis hun taler for længe, risikerer hun, at mikrofonstikket bliver trukket. Eller at hun er nødt til at halse igennem den sidste del af sin tale, så hun ikke når at levere sin punchline.
Det eneste, hun bestræber sig på, er at kigge op. Selv om hun ved at ingen vil vende sig om i plenarsalens halvcirkel. Men hun hader at læse op. Og så er der jo kamera på.
Det er langt fra som at overvære Parlamentets store personligheder, ALDE-gruppens Guy Verhofstandt med de vanvittige gestikulationer eller EFDD-gruppens satiriske ordsmed Nigel Farage. Christel Schaldemose er sig selv, når hun holder tale.
Efterfølgende sætter hun sig. Ingen kigger. Debatten fortsætter. Hun ved ikke, hvad udfaldet af hendes bestræbelser bliver endnu. Men hun er altid fortrøstningsfuld.
”Når det lykkes, så tænker jeg jo: Yes! Men det er jo ikke noget, jeg laver alene. Det er jo en opgave, vi løfter i fællesskab,” siger hun.
Kommissionen gennemfører:
- Finansiering på over 650 mio. EUR fra Horisont 2020 og 5,5 mia. EUR fra strukturfondene
- En indsats for at reducere madspild, bl.a. fælles målemetoder, forbedret datomærkning og værktøjer til at opfylde det globale mål for bæredygtig udvikling om at halvere madspild senest i 2030
- Udvikling af kvalitetsstandarder for sekundære råstoffer for at øge tilliden blandt de erhvervsdrivende i det indre marked
- Foranstaltningerne i arbejdsplanen for miljøvenligt design 2015-2017 for at fremme reparationsmuligheder, holdbarhed og genanvendelsesmuligheder for produkter foruden energieffektivitet
- En ændret forordning om gødning, som skal lette anerkendelsen af organisk og affaldsbaseret gødning i det indre marked og understøtte betydningen af biologiske næringsstoffer
- En strategi for plast i den cirkulære økonomi, som tager hånd om spørgsmål vedrørende genanvendelighed, bionedbrydelighed, farlige stoffer i plast og målene for bæredygtig udvikling om at reducere havaffald mærkbart
- En indsats på en række områder angående genbrug af vand og herunder et lovgivningsforslag om mindstekrav for genbrug af spildevand.
Kilde: eu.europa.eu
Kilde: ec.europa.eu
