Thomas Bernhard: Åndedrættet. En afgørelse
Er udkommet på forlaget Sisyfos.
Nu er tredje bind i østrigeren Thomas Bernhards selvbiografiske romanserie endelig udkommet på dansk. Serien udkom på tysk mellem 1975 og 1982, så på den måde har den været tilgængelig længe (men altså kun for de tyskkyndige). I løbet af det sidste års tid har anmeldelser af de to foregående bind været trykt i Delfinen, og dette har resulteret i en del forventninger til de kommende dele hos denne anmelder. Derfor var det en glædelig overraskelse, da Åndedrættet. En afgørelse landede i postkassen for nylig. Ligesom de forrige bøger er den et fascinerende personportræt i et sprudlende, kritisk og musikalsk sprog.
TEKST Niklas Boel Kristensen
Den østrigske forfatter Thomas Bernhard (1931-1989) havde et mildest talt ambivalent forhold til sin hjemstavn Salzburg i Østrig, der ofte i hans værker bliver skydeskive for en insisterende og voldsom kritik. Både teaterstykker og fiktionsværker er bevidst provokerende og præget af en udstrakt kulturpessimisme. Modtagelsen i hjemlandet har været blandet, mens der internationalt har været større anerkendelse at hente. Bernhard står i dag som en af de vigtigste europæiske forfattere efter anden verdenskrig og er i løbet af de sidste ti år blevet genstand for fornyet interesse herhjemme. Forlaget Sisyfos har udsendt de to foregående bind i rækken af selvbiografiske romaner, mens forlaget Basilisk satte gang i bølgen med romanerne Gående og Undergængeren. Desuden barsler Basilisk med Træfældning i løbet af 2013 og senere Gamle mestre, der sammen med Undergængeren udgør en triologi om kunstneren. Man kan således glæde sig, hvis man er blevet forført af Bernhards gale pen. Og vil man hellere i teatret og opleve Bernhards stemninger, kan man se en opsætning af monologstykket Helt enkelt kompliceret på Det Kongelige Teater i København frem til begyndelsen af maj.
Først en kort opsamling af de tidligere bind i romanserien om forfatterens opvækst. I det første bind skildres den forarmede krigs- og efterkrigstid i Salzburg – set igennem forfatterens skolegang, hvor skolen beskrives som en nådesløs ødelæggelsesinstitution. Opgøret og fravalget af gymnasiet stod som det springende punkt i denne bog og som det første skridt mod at skabe sin egen tilværelse. I næste bind står forfatteren i købmandslære hos Hr. Podlaha i Salzburgs kvarter for udstødte og fattige i en slags selvvalgt eksil. I denne kælder, der ligger i den modsatte ende af Salzburgs borgerligt-mondæne gymnasium, skaber han sig en tilværelse, der kombinerer fysisk hårdt arbejde, daglig kontakt med socialt forarmede kunder og privatlektioner hos en musikprofessor i fritiden. Overordnet kredser bøgerne altså om Bernhards vej gennem opvæksten og hans valg, der grundigt gennemanalyseres og fremskrives som nødvendige for at kunne eksistere på egne betingelser – fri af samfundets dobbeltmoral og fordærv. I Åndedrættet. En afgørelse står dette valg om og denne vilje til at finde sin egen vej i tilværelsen igen som det helt centrale, idet vi følger den nu 18-årige Bernhard under et alvorligt sygdomsforløb.
Under arbejdet i købmandsbutikken læsser han en dag kartofler i sne og slud, hvilket resulterer i en forkølelse, der ignoreres de følgende måneder. En dag bryder sygdommen ud i voldsom feber, smerter og angst. Samme dag bliver det klart, at bedstefaren, der er en nøgleskikkelse i Bernhards liv, tænkning og kunstnerdrømme, også er så syg, at indlæggelse og kirurgi er nødvendigt. Bedstefarens sygdom bliver ikke forklaret for Bernhard, der selv bliver diagnosticeret med våd brysthindebetændelse. Det viser sig, at bedstefarens tilstand er mere skrantende end hvad, der gives udtryk for. Og han dør undervejs, mens den unge Bernhard kæmper videre. Men situationen forekommer håbløs: Han er placeret på sygehusets ”dødsstue”, hvor patienterne falder som fluer. Her er døden et praktisk anliggende, der letter personalets arbejde og frigør en seng til en ny patient, der kan gå sin sidste tid i møde. Stemningen på stuen er barsk og den 18-årige Bernhard stifter her et indgående bekendtskab med livets nådesløse vilkår, hvilket hærder ham. Fortællingerne om stuens organisering og patienter er kritiske, skræmmende og øjenåbnende.
På dødsstuen erfarer Bernhard langsomt sundhedspersonalets holdningsmæssige ligegyldighed over for patienterne, den totale mangel på patientkontakt samt en generel inkompetence og magtesløshed fra lægernes side. Selvfølgelig er romanen her provokerende i sin fundamentale kritik af det daværende sundhedssystem, men misantropien knytter sig til erindringen, og teksten forpligter sig over for den unge Bernhards oplevelse fremfor en decideret objektivitet. Ikke desto mindre skulle det undre, hvis ikke et par af Bernhards skarpe bemærkninger om sygehusets nedbrydning af patienterne har noget på sig. Sygdommen og hospitalsopholdet bliver oplevet eksistentielt, idet Bernhard sættes i forurolige nærhed med døden. Der er her, han beslutter sig for, at han vil leve, og det holder åndedrættet i gang. Hans overlevelse er en viljesakt. Han er blevet placeret på et badeværelse, hvor de mest akutte patienter samles for at dø i løbet af natten og derefter transporteres i blikkasser hen til obduktionen. I dette limbo griber han fat og klynger sig til livet. Med sig tager han en grundlæggende erfaring af tilværelsens vilkår og tilfældighed, idet han reddes af marginaler.
Efterfølgende bliver forfatterens tilstand langsomt bedre, og han bliver flyttet til en institution beliggende uden for byen nær grænsen til Bayern. Her er frisk bjergluft, der hjælper lungepatienter med at genvinde kræfterne. Her bearbejder han sin sygdomstid, bedstefarens død og erkendelsen af, at drømmen om en sangkarriere er skudt i sænk af lungesygdommen. Han begynder at læse litteratur, knytter et bånd til sin mor og hengiver sig til filosofiske diskussioner med en ung student, der er hans stuekammerat. Bedst som vi genkender det opbyggelige og fantastiske ved Bernards selvfortælling, vender urimeligheden tilbage og smitter den næsten raske Bernhard med tuberkulose. Om dette er tilværelsens tilfældighed eller lægernes tankeløshed, vil jeg her lade stå åbent.
Bernhard har arvet det kunstneriske sind og kompromisløsheden fra sin bedstefar. Bedstefarens sidste ord er meget rammende et UD, der bliver råbt til hospitalspræsten, der kommer for at give ham den sidste olie. Der er ikke meget forsoning i dette direktiv, men en stærk vilje og insisteren på egne definitioner. Denne energi er kendetegnende for Bernhards skrift og midterste del af denne selvbiografiske romancyklus giver – ligesom seriens tidligere bind – et indblik i en frygtelig og fascinerende opvækst i Salzburg. Her trives misantropi side om side med den ufattelige viljestyrke, der har ladet ham overleve en krigs- og sygdomshærget begyndelse på tilværelsen. Det er blandt andet dette indædte drive, der har gjort ham i stand til at omsætte disse rystelser til stærke litterære sindbilleder. Åndedrættet. En afgørelse er først og fremmest en roman om en insisterende vilje, der i Bernhards skrivestil falder i lange, endevendende sætninger med sans for rytme og gentagelser. Den er absolut anbefalelsesværdigt, både som levnedsbeskrivelse og som litteratur.
