”Noget banker i Aarhus”. Sådan lyder et dansk mundheld fra det 18. århundrede, som indikerer, at vor solstråle af en stad er hjemsøgt af okkult aktivitet og har været det længe. Og at der med Aarhus’ berømte smil måske snarere kunne være tale om den hånlige grimasse, som byens bøddel sendte sine ofre, inden han strammede galgens reb for at jage deres fordømte sjæle ud på en evig vandring i fortabelsens mørke. Derfor har Delfinens udsendte sat sig for at finde ud af, hvad det præcist er, der banker i Aarhus. Og hvor hårdt det banker!
Tekst Mazdak Khosravi
Foto Mille V. Holm
Munkebakken
Det er de færreste AU-studerende som i dag er klar over, at universitetets campus i 1700-tallet lagde rammer om yderst dystre aktiviteter. Langt mere foruroligende end tilfældet er, når tusindvis af nutidens studerende kaster sig ud i diverse ørlegilder på Universitetsparkens græsgrønne bakker. For enden af ”Munkebakken”, som Ny Munkegade kaldtes i gamle dage, lå nemlig ”Bøddelgyden”. Herigennem traskede dømte skæbner i massevis mod byens galgebakke. En bakke, som i dag måske er mest kendt for at være en af de mere lukrative siddepladser til Kapsejlads. Og efter at 1700-tallets mordere, tvangssodomitter og uskyldigt dømte dinglede fra galgen og havde gødet bakken med deres sidste krampetrækninger, blev de begravet i uindviet jord. Jord, som ifølge AU’s alumnimagasin Augustus, i dag lægger fundament til Science and Technologys bygninger samt en del af de Ny Munkegade-lejligheder, som mange AU-studerende residerer i.
Det er med dette in mente, at jeg en sen oktoberaften bevæger mig op ad Ny Munkegade med min diktafon og en lommelærke fyldt med Johnny Walker Red Label som eneste følgesvende. Sidstnævnte bliver jeg mere og mere glad for i takt med, at det går op for mig, hvad det er for en idé, jeg som grønskollingskribent på Delfinen har fået pitchet til mine redaktører: Jeg skal bruge det meste af aftenen på at snuse rundt efter hvileløse forbrydergenfærd på campus! Dette hvis min forstand altså tillader det. Sagt med det samme har jeg siden barnsben været tiltrukket af det okkulte. Dog ofte med det resultat, at jeg hver gang jeg begav mig ud for at lege Ghostbusters eller Scooby Doo, fik gejlet mig selv op i en sådan grad, at jeg alle vegne så dæmoniske kræfter, som var ude på at betvinge sig mit uskyldsrene drengekorpus. Denne reminiscens fører omgående til aftenens første, velvoksne slurk JWRL. Det hjælper en smule, og jeg begynder at more mig over situationen, og hvor stolt min mor må være af sin granvoksne søn, som vælter snalret rundt i mørket på jagt efter spøgelser og andet djævleyngel.
Bøddelgyden tur/retur
Munterheden forsvinder dog ganske pludseligt, da jeg drejer ind ad Fynsgade og ser mod den del af campus, som efter sigende skulle være opført oven på den uindviede gravplads. For her, for enden af ”Bøddelgyden”, er der udgravet en byggeplads. Nu begynder min fantasi for alvor at minde mig om alle de historier, jeg har hørt om forstyrret gravfred og hævngerrige dræbergenfærd. Aftenens andet bløb JWRL ryger i svælget, og jeg bevæger mig rundt om byggepladsen. Da jeg ser derind, giver det et gib i mig, og jeg sværger, at jeg ser krusninger i den store vandpyt, der har samlet sig derinde, hvorefter jeg hører noget, der lyder som skridt på det våde grus. De stopper lige så brat, som de startede, og kujonen i mig beslutter sig for hastigt at søge længere ind på campus, hvor jeg spotter noget lys. Tredje drag. Jeg er nu udmærket klar over, at jeg er i min underbevidstheds vold, og at selv det mest sunde sind kan forføres i mørket, men jeg kan stadig ikke undgå fortsat at fornemme en ubehagelig tilstedeværelse, da jeg trasker op ad ”Galgebakken” mod samfundsfaglig kantine. Jeg forestiller mig, hvordan dette sted, hvor mange af os har budt foråret velkommen ved at sidde som sild i en tønde og fylde halvandenliters flasker med pis, har været det sidste, som de dømte har set i denne verden.
Min rundtur nærmer sig sin afslutning, og mens jeg står og ser ud over søen, slår det mig, hvad det mon er for nogle gengangere fra min egen samtid, der vil præge AU’s okkulte historiefortælling om 100 år. Og om skæbnefortællinger nødvendigvis behøver galger og bødler for at være grumme nok til at lænke éns sjæl fast til evige genbesøg og dæmonisk besættelse. Jeg åbner min lommelærke og hælder resten af indholdet ud i græsset. Dette er det bedste, jeg har at give til dem, som ikke fik taget turen tilbage igennem Bøddelgyden.
