UPDATE: AU har netop meldt ud, at studiestarten bliver fysisk. Læs mere sidst i artiklen.
Der hersker ret stor forvirring om introugen. Ved i, hvad der kommer til at ske?
Marica: Der kommer hele tiden nye opdateringer, som er lidt svære at følge med i. Ingen ved jo, hvordan coronasmitten udvikler sig. Vi ved for eksempel heller ikke helt i dag, seks dage før studiestarten, hvad vi kan forvente i næste uge. Det er frustrerende, men vi må bare planlægge ud fra de restriktioner vi allerede har fået, og så se hvad der sker. Når det så er sagt, kan jeg godt undre mig over at studiestarten ikke er et emne som regeringen snakker om, så universiteterne har en klar idé om hvad de kan gøre. Der er ret vigtigt at de nye studerende får en god og god tryg studiestart, og regeringen burde tage stilling til de mange tusind studerende, der starter i disse uger, synes jeg.
Marie: Ja, det er ikke nemt at finde rundt i universet af mailkorrespondancer, restriktioner og tidsplaner, men vi tager en dag ad gangen og forsøger at dække os ind, hvad angår alle scenarier. Jeg kan kun sige, at vi lige nu (på idéhistorie og filosofi, red.) regner med at kunne afvikle ugen med en kombination af digitalt og fysisk fremmøde, men arbejder også på programmer, der kører 100% digitalt.
Vi venter også på udmeldingerne, så tror desværre ikke vi kan gøre folk meget klogere. Vi kender ikke selv helt svarene. Men selvfølgelig gør vi vores bedste for at studiestarten bliver så god og informationsrig som mulig.
Har i nogle backup-planer for hvad der skal ske hvis det hele slet og ret bliver aflyst?
Marica: Vi har som cheftutorer lavet et ”Plan B”-program, der er 100% digitalt. Hvis det bliver aktuelt, har vi dog planer om at få de fleste af vores sociale aktiviteter planlagt i løbet af efteråret. Vi har for eksempel ”Den store dannelsesrejse” og nogle aftenhygge-arrangementer med fællesspisning, som vi tænker kan blive arrangeret en weekend i den nærmeste fremtid, så de nye studerende ikke bliver snydt.
Marie: Vi har ikke lagt noget fast endnu, men vi ønsker at følge op på de forskellige sociale områder, når situationen er til det. Efter egen mening så er studiestarten en betydningsfuld ting, som betyder meget for éns liv på universitetet, og derfor vil vi gøre vores bedste for at prioritere det i den kommende tid.
Hvordan har det påvirket jeres egne forberedelser til det kommende semester?
Marie: Det er en super godt spørgsmål. Jeg håber selvfølgelig ikke at det kommer til at påvirke mit kommende semester. Jeg starter selv på tilvalg i år og føler mig derfor lidt som en af de nye, der gik ind i det med en masse forventninger om socialt samvær og fremmøde, men må også selv fortsætte på online undervisning og med en skærm imellem kommende studiekammerater.
Det føles dog lidt som at være gået ind til noget og nu sidder i lidt noget andet. Den følelse, kommer de kommende studerende helt sikkert også til at have, og det er jo ærgerligt. At tro at en digital studiestart kan gøre op for den oplevelse man normalt har, er ganske naivt. Jeg synes AU mangler lidt en anerkendelse af, at studiestart og undervisning bare ikke er det samme, når det foregår digitalt. Jeg har selvfølgelig respekt for folkesundheden og restriktionerne, da de selvfølgelig ikke er hevet ud af ærmet på grundløst område, men det er stadig ærgerligt.
Marica: Jeg føler faktisk jeg har glemt min egen semesterstart lidt med alt den planlægning. Så den har jeg ikke så godt styr på. Og det er en del mere frustrerende at arbejde som tutor. Jeg kan mærke at motivationen falder, og der skal et større stykke arbejde til for at motivere mine medtutorer.
Har i nogle gode råd til de nye studerende? — Hvad kan man gøre selv, for at få en god start på studiet?
Marie: Det er svært at give gode råd, som ikke kan fremstå en smule irriterende på nuværende tidspunkt — men jeg vil da helt sikkert sige til de nye, at jeg håber de kan holde humøret oppe, og huske på at det forhåbentligt ikke er for evigt. Vi på idéhistorie skal i hvert fald nok tage revanche på senere tidspunkt , det lover jeg!
Marica: Hold humøret oppe! Ik’ bekymre jer for meget. I skal nok få lov til at møde jeres medstuderende — om det så bliver helt digital eller semi-digital studiestart. Jeg kan godt forstå, at det er lidt usikkert og forvirrende, men I må gå den næste uge i møde med en god portion optimisme. Tutorerne er klar på at stå mere digitalt til rådighed i den kommende tid, så I må endelig skrive!
UPDATE: Mens denne artikel blev redigeret, meldte AU ud, at den fysiske studiestart bliver til noget. Find nyheden på Aarhus Universitets facebookside
Vi nåede at få en kommentar fra Marica med
Marica: Jeg er glad! Det betyder virkelig meget, at vi får lov til at vise dit nye studerende rundt fysisk, og ikke skal forsøge at “ryste sammen” socialt på zoom eller give digitale rundvisninger. Det tror jeg er meget vigtigt og det er godt, at ministeriet prioriterer at holde fast i en fysisk studiestart. Det er selvfølgelig også kun muligt, fordi universitetet har lavet så mange forbehold og restriktioner, og vi er derfor endt ud med et program, hvor vi forsvarligt godt kan være på uni fysisk. Vi glæder os!