To studerende ved Aarhus Universitet, der i beruset tilstand besluttede sig for at begive sig ud på en cykelekspedition fra New York til San Francisco. En rejse i mangfoldighed, over bjerge, gennem hede ørkener og storbymylder, med øjnene åbne har de forsøgt at suge til sig af oplevelser, mennesker og natur.
Af Julie Andersen og Anna Eva Heilmann
“This is Navajo Nation,” fortæller Victor os fra forsædet af den ramponerede hvide pick-up, vi lige nu sidder i. Han og hans kollega, Leeland, har lige samlet os op fra landevejen, hvor vi, pga. et pludseligt defekt baghjul, havde stået strandet i den bagende sol i det meget varme og øde ørkenlandskab på grænsen mellem New Mexico og Arizona.
“Not many people would have picked you up here in the reservation,” siger Leeland, og Victor nikker, mens han åbner en Bud Light. Begge tilhører de Navajo-stammen, de er ikke brødre, men er født inden for samme klan, og derfor tæt forbundne forklarer de. Skellet mellem indianere og ikke-indianere er stadig stort og forholdet ret betændt, men synet af os på pakket cykel, med hjelm og tåbeligt cykeltøj, havde alligevel været så usædvanligt, at de havde samlet os op.
Vi er et usædvanligt syn i det amerikanske landskab; to piger på cykel er ikke hverdagskost, åbenbart. Folk har stoppet os for at tilbyde hjælp, frokoster er blevet betalt bag ryggen på os, og vi har endda flere gange insisterende fået stukket penge i hånden. Folk tror vi er hjemløse eller fuldstændig skøre – hvorfor skulle vi ellers vælge at sætte os i sadlen, når man kan køre i bil? Og ved vi ikke, hvor utroligt farligt det er? Der er farlige mennesker, farlige byer, farligt vejr, farlige dyr, farlige veje, ja, FARLIGT er det, og vi burde straks anskaffe os et våben eller finde et par stærke mænd til at eskortere os.
Men.
Vi har ikke ladet os afskrække af denne galoperende paranoia, da vi gang på gang kun er blevet bekræftet i det gode i mennesker. Gæstfriheden, åbenheden og venligheden er nærmest overvældende herovre, i en sådan grad, at man ikke kan lade være med at tænke på, hvor meget man i Danmark kunne lære af at åbne døren lidt mere for fremmede.
5800 km. har vi indtil videre tilbagelagt på cyklerne fra New York til Los Angeles. 14 stater har vi trampet igennem, 9 uger har vi været på farten, 24 overkørte stinkdyr har vi set i vejkanten, 10 punkteringer har vi lappet, og 30 forskellige amerikanske hjem har åbnet dørene for os. Vi har sovet hos unge, gamle, hos nøgne hippier og hos konservative republikanere. På sofaer, under stjernerne, på forladte teenageværelser og i ungdomshybler. Alle vores værter har været fantastiske, interessante og lige skubbet til, hvad vi troede vi vidste om USA, og vores stereotype opfattelse af “amerikanere”.
Vi har cyklet igennem Beverly Hills overdådighed og Memphis’ skumle forstæder. Gennem Amish Country, hvor piger i kyser og flagrende kjoler vinkede til os fra gammeldags cykler, og hvor hestevogne overhalede os op ad bakkerne. Vi har cyklet for livet på motorvejen, hvor man skal holde tungen lige i munden, for ikke at blive suget ind af suset fra lastbilerne, trukket tunge cykler gennem mudder og pigtrådshegn og følt os helt Palle alene i verden på varme, nedslidte landeveje, hvor vandet var knapt, og gribbe cirkulerede over hovederne på os.
“Welcome to Sin City,” siger bartenderen kækt, mens han slynger iskolde margaritas over disken. Las Vegas er glitrende, larmende, sindssyg. Alt for meget på den helt rigtige måde, med fjerbeklædte show girls, storspillende, cigarrygende mænd i jakkesæt og gøglere på gaden, der med ild og fyrværkeri ivrigt forsøger at fange opmærksomheden og et par dollars fra et publikum, der i forvejen bliver bombarderet af det sansevirvar af neon, musik og overflod, der er at finde på “The Strip”. Cykeltøjet blev smidt et par dage og vi nød at ligge i bløde senge og drikke kolde drinks.
Helt stille i kontrast dertil er ørkenen derfor, da vi tidligt om morgenen cykler ud af Vegas og vinker farvel til festen, der stadig er i gang. Gold og brændende varm er Mojave-ørkenen, og der er langt mellem de små søvnige flækker – og vand! Det er som at køre i en ovn, og der skal konstant hydreres, for at kroppen ikke går i panik.
Vi kaster os ud i Stillehavets bølger, da vi når den californiske kyst. Euforiske og stadig i svedigt cykeltøj, krammer vi hinanden og ignorerer de mange forundrede blikke fra japanske turister. Vi har lige krydset et kontinent! Los Angeles er gigantisk stor, og fuldstændig proppet med biler, trods dette forelsker vi os i byen – måske er det den afslappede strandstemning, måske øllene på Hollywood Boulevard, eller måske er det bare omstændighederne. Vi ruller dovent ud af City of Angels langs kysten en morgen med snuden vendt mod nord, den sidste etape er påbegyndt.
“Do you want æbleskiver?” spørger servitricen, der er iklædt dansk folkedragt og træsko. Dannebrog vajer i vinden, og gaden hedder Copenhagen Drive. Vi sidder i Solvang, nord for Santa Barbara; en fuldstændig sindssyg blanding af Danmark og Disneyland, og mest af alt bare rendyrket USA og japanske turister. ‘Leverpostejen’ vidner om en noget misforstået fortolkning af dansk cuisine, og skuffelsen er så overvældende at vi må dulme smerten med en vaffelis i solen. At sidde her, er som at være på en mærkelig mellemstation mellem ude og hjemme. Vores tre måneder lange tur er faretruende tæt på at være slut, cyklerne skal snart igen skiftes ud med studiebøger, og de møre cykelshorts skal smides ud. Det er vemodigt kun at have syv cykeldage tilbage, til gengæld bliver de helt afsindigt smukke på vejen op til San Francisco.
Vi ved ikke præcist, hvor vi skal sove i morgen, men det er ok. Vi har lært at tage hver dag som den kommer herovre, og på den måde kan vores rute altid ændre sig, og hvis en venlig sjæl tilbyder os tag over hovedet, kan vi sige ja. Vi kommer til at savne at leve dag til dag, på en sådan rigtig her-og-nu måde, hvor det eneste der betyder noget er at spise, sove og at blive ved med at trampe i pedalerne.
….Det bliver nu alligevel meget godt at få ordentlig leverpostej
Fakta:
Julie og Anna Eva har været så utrolig heldige at have nogle helt igennem fantastiske sponsorer, der har gjort denne tur mulig. Kæmpemæssig tak til Jensen Cykler og KILROY!
Stater vi har betvunget: New York, New Jersey, Pennsylvania, Maryland, West Virginia, Virginia, Tennessee, Arkansas, Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona, Nevada, Californien
Soundtrack:
John Denver – “Country Roads”
Bon Jovi – “Living on a prayer”
Steppenwolf – “Born to be Wild”
Kenny Loggins – “Danger Zone”
