Klimastrategi
Mens verdens øjne de seneste måneder har været rettet mod coronakrisen, har vi i bestyrelsen også haft blik for en anden presserende krise, nemlig klimakrisen. På bestyrelsesmødet i april vedtog vi Aarhus Universitets klimastrategi 2020-2025. Målet er sammenlignet med 2018 at reducere AU’s CO2-udledning med 35% i 2025 og på den længere bane at blive CO2-neutral i 2040. Målene er sat med blik for de beregninger, der er foretaget for at kortlægge AU’s nuværende klimaaftryk.
Vedtagelsen af klimastrategien skete efter et længere forløb, hvor en arbejdsgruppe med studerende og medarbejdere har spillet en central rolle. Dertil kommer AU’s bæredygtighedsnetværk og en høring, hvor studerende spillede ind gennem studenterorganisationerne og de akademiske råd. Den vigtigste fase er dog kun begyndt, nemlig udmøntningen. Til august får vi i bestyrelsen en mere konkret køreplan for, hvordan målene nås. Det ser vi frem til. En ting er dog sikkert – en succesfuld realisering af målene kræver, at vi alle ændrer adfærd på universitetet, så vi alle kan bidrage!
Klimastrategien er ikke printet, men du kan hente den på klimavenlig vis her.
Studenterrådet arbejder selvfølgelig også selv aktivt med grøn omstilling i vores organisation, blandt andet i tæt samarbejde med Den Grønne Studenterbevægelse.
Fakta:
– Universitetsbestyrelsen er den øverste myndighed på universitetet.
– Der er 11 medlemmer i universitetsbestyrelsen. To af dem er studerende, to er videnskabelige medarbejdere, én er teknisk-administrativ medarbejder, mens seks er eksterne medlemmer, der ikke har deres daglige gang på universitetet.
– Bestyrelsen beskæftiger sig i særlig grad med to emner, nemlig strategi og økonomi.
AU flytter
Bevares, hele AU flytter ikke, men store dele af AU gør faktisk. Måske har du allerede hørt om flytteplanerne omtalt med ord som “Universitetsbyen” og “Campus 2.0”. Måske særligt, hvis du læser på en af de uddannelser, der fremover får ny adresse. Det gælder eksempelvis ingeniøruddannelserne på Navitas, BSS’ uddannelser på Fuglesangs Allé og Molekylærbiologi.
Flytteplanerne er ikke noget overraskende tema på bestyrelsens dagsorden. Det kræver flere års forberedelse at slå dørene op til nye campusområder. Hele vejen igennem har det været centralt for os studerende i bestyrelsen at sikre tilstrækkeligt med fysiske studiepladser på de nye campusområder, så vi har plads nok til både selvstudie og gruppearbejde. Allerede i dag er der massive pladsproblemer nogle steder på AU. Dette problem må ikke overføres til de nye fysiske rammer, og derfor tør vi vist godt love, at det ikke er sidste gang, vi har slået et slag for studiepladser på de nye campusområder.
Du kan læse mere om flytteplanerne her og finde ud af, om netop dit studie er del af dem.
Ny institutstruktur på Faculty of Technical Sciences
De naturvidenskabelige og tekniske hovedområder er for tiden genstand for omstrukturering, blandt andet fordi det daværende fakultet Science and Technology (ST), der blev delt i to ved årsskiftet, simpelthen var blevet for stor en enhed. I stedet er det i dag muligt at studere på Faculty of Natural Sciences og Faculty of Technical Sciences. Sidstnævnte står nu sandsynligvis over for en intern omstrukturering – nu på ingeniørområdet. I stedet for at lægge skillelinjen mellem diplomingeniører og civilingeniører, som er logikken bag de to nuværende institutter, er der lagt op til en ny struktur, hvor inddeling i institutter sker ud fra faglige fællestræk. Forhåbningen er blandt andet, at ingeniørstuderende fremover vil kunne drage nytte af flere og bedre faciliteter, herunder både undervisning og lokaler, der understøtter de specifikke behov; om det er inden for bio- eller kemiteknologi, elektro- eller computerteknologi, byggeri og bygningsdesign eller mekanik.
De endelige beslutninger er dog endnu ikke truffet, men processen trækkes heller ikke i langdrag. Inddragelses- og høringsprocessen af studerende og medarbejdere begynder inden sommerferien, og forventningen er, at den nye organisering implementeres fra 1. januar 2021.
Er du mere nysgerrig? Så læs nyheden her.
Studenterrådet og RIA følger naturligvis processen tæt. Hiv fat i os eller RIA, hvis du har vigtige input.
Corona
Ja, så kom det – corona. Selvom du sikkert har læst tonsvis af coronanyheder de seneste måneder, kommer vi heller ikke udenom det i sammenhæng med AU’s bestyrelse, men vi vil gøre det kort. Vores fokus har været på at opfordre til en klar og tydelig kommunikation om beslutninger og forhold.
Det skal dog siges, at bestyrelsen kun kan tage en meget lille del af æren for at AU har fungeret (nogenlunde) under de underlige omstændigheder, vi alle har stiftet bekendtskab med den seneste tid. Vi vil benytte lejligheden til at sige et kæmpe tak til alle de seje studenterrepræsentanter i studienævnene, der har lagt ekstra timer i at få det til at spille!
Vi glæder os – ligesom jer – til at komme tilbage til universitetet og vores fælles studiemiljø igen, og vi sørger selvfølgelig for at holde jer opdateret om det sidste nye om genåbningen.
Er det virkelig det hele, tænker du måske? Selvfølgelig ikke. Bestyrelsen har mange andre emner på dagsordenen. Hvis du har spørgsmål eller bare har lyst til at høre mere om bestyrelsesarbejdet, må du altid skrive til os på hanna@sr.au.dk og ditte@sr.au.dk.