I vinters, altså her i 2017, fik jeg langt om længe afleveret mit bachelorprojekt. Jeg manglede stadig en afsluttende mundtlig eksamen, men alligevel var det en milepæl at komme igennem netop denne opgave. Det var nemlig tredje gang i løbet et halvt år, jeg havde troet, at nu kunne jeg aflevere. I den periode var jeg løbende i kontakt med min vejleder på projektet, og vi mødtes op til de gange, jeg håbede på at kunne aflevere. Inden hver samtale sendte jeg noget, vi kunne tale om, for eksempel små bidder af det, jeg indtil videre havde skrevet. Men da jeg så skulle til vejledningssamtale, og vi sad over for hinanden, kunne jeg ikke redegøre for det, jeg havde sendt. Ganske enkelt kunne jeg ikke huske, hvad jeg selv havde skrevet. Det var enormt pinligt.
Lidt historie
Da jeg gik i gymnasiet kunne jeg ikke forestille mig, at jeg ville blive forsinket på universitetet; tværtimod var jeg helt sikker på, det ikke skulle ske for mig. I 2011 startede jeg imidlertid på teologi på AU; dengang med en depressionsdiagnose. Alligevel så jeg ingen alternativer til at starte umiddelbart efter mit højskoleophold i foråret det år. Havde der været vinteroptag på teologi havde jeg helt sikkert satset på det. Somme tider blev jeg ked af det i min daglige gang på universitetet, og fældede også nogle tårer fra tid til anden. Alligevel gik det overraskende godt med den afsluttende eksamen på 1. semester. Jeg har altid været god til at læse til eksamen, så det kom mig nok til gode, selv i en svær tid.
Vi spoler frem
En del længere frem i studiet havde jeg det også svært. Jeg havde afsluttende eksamener i to fag. Mange sagde til mig, at det måske var at gabe over for meget at prøve at gå op. Men med god støtte gik jeg op og bestod dem begge. Jeg, som ellers altid har gået efter de højeste karakterer og intet mindre, blev pludselig klar over, at det at gå til en eksamen og bestå faktisk kan være en præstation i sig selv.
Tre måneder på psykiatrisk afdeling
Sidste sommer, i 2016, kulminerede det hele med en indlæggelse på AUH i Risskov. Det var den sommer, jeg første gang skulle havde afleveret bachelorprojekt. Naturligvis kunne jeg ikke det. Jeg havde regnet med et ophold på hospitalet på omkring et par uger. Uden at gå for meget i detaljer kan jeg sige, at de foretog ændringer i min medicin, som gjorde, at de kunne stille diagnosen skizofreni. Midt i indlæggelsen skiftede jeg afdeling og det stod klart, at det ville tage lidt længere tid at få mig på ret køl end ventet. Jeg måtte indse, at et liv med skizofreni ikke altid er lige let. Her tænker jeg for eksempel på det tidspunkt, jeg måtte opsige mit studiejob, som jeg egentlig holdt meget af. Der blev også grædt, da jeg sendte opsigelsesmailen til min chef.
Et besværligt system
Der er en del bump på vejen, når man er syg. Både skal man passe på sig selv, men derudover er det også nødvendigt at have en del tålmodighed med AU’s system for ansøgninger og dispensationer. Jeg har heldigvis fået meget støtte fra forskellige sider og er blevet mødt med en stor venlighed fra de ansatte på AU. For at være helt ærlig, ved jeg faktisk ikke helt, hvordan det hænger sammen med dispensation for brugt eksamensforsøg og ansøgning om forlænget studietid. Derudover kommer så SU-systemet. Havde jeg været alene med det, var jeg nok automatisk blevet udmeldt af AU og mistet min SU for længe siden. Det har krævet stædighed at komme hertil, både for mig, familie og behandlere. Alligevel har jeg aldrig været i tvivl om, at det var det hele værd – på intet tidspunkt tænkt tanken om at opgive det hele.
Min drøm
Imens jeg nu er bachelor i teologi bliver mange af mine veninder og kammerater færdige med deres kandidatuddannelser, både på teologi og på andre studier. Således kan de søge job, og en del flytter fra Aarhus. I min situation kan jeg ikke gøre meget andet end at glæde mig på deres vegne, og det gør jeg naturligvis. Min store drøm er at få en stilling som præst i Den danske folkekirke. Når vennepar skal giftes, tænker jeg altid på, at det kunne være skønt at kunne vie dem eller døbe deres børn. Det skal nok komme til mig også. Jeg vil altså teologien, og jeg skal videre på kandidatuddannelsen til september i år.
Hvordan med skizofreni og universitetet?
I juni i år blev jeg færdig med min afsluttende eksamen på bacheloruddannelsen. Det var en kulmination på seks år arbejde, og bestemt noget andet end at afslutte med at kunne se en karakter fra bachelorprojektet på nettet. Det har heldigvis kunnet lade sig gøre for mig at optage undervisningen; således har jeg aflyttet lydfilerne hjemme og skrevet noter til. Jeg kunne spole tilbage og stoppe lyden, det er jo naturligvis ikke muligt til selve undervisningen. Min hukommelse, på samme måde som min koncentration, er også nedsat. På samme måde som til møderne med min bachelorvejleder husker jeg så dårligt, at man skulle tro, jeg ikke havde forberedt mig – til stor frustration for mig selv. Til den afsluttende eksamen ville jeg bare bestå, og det gjorde jeg også. Jeg er dermed bachelor i teologi, og jeg kender mig selv så godt, at jeg vil påstå, at jeg også er bachelor i skizofreni.
