Spring til indhold
Hjem » Artikler » AU fester i eksamensperioden

AU fester i eksamensperioden

TEKST Martin Møller Aamand
FOTO Studenterrådet

ARTIKEL

Festen for Fremtidens Aarhus Universitet 17. juni var placeret, så ikke alle studerende endnu var færdige med deres eksamener. Delfinen har spurgt de ansvarlige hvorfor.

Fredag den 17. juni 2011 holdt AU fest for at fejre, at man med egne ord i fremtiden ”bliver et universitet med større sammenhæng”.

Festen, der bl.a. bød på koncerter med D-A-D, L.O.C. og Camille Jones i Uniparken, var efter intentionen ”for alle medarbejdere og studerende”.

Men det var ikke alle, der kunne deltage.

Debat på Facebook
På AU’s officielle Facebook-side skrev en studerende den 16. juni 2011 en kommentar til AU’s indlæg om festen den næste dag: ”[D]et skal siges der er tale om rigtig god planlægning, i og med alle studerende ved AU ikke har fået sommerferie endnu.”

Den kommentar var to andre personer åbenbart enige i og klikkede derfor på ”Synes godt om”.

Et kvarter senere skrev en anden studerende følgende svar til kommentaren: ”Hvis det skal nås inden folk tager på Roskilde og ferie er det denne weekend. [Jeg er] heller ikke fær dig men så må man jo bare disponere sin tid :)”.

Det svar fik ligeledes to tommelfingre opad. Den ene, der syntes godt om svaret, var forfatteren selv, mens den anden var Aarhus Universitet – altså administratoren (eller en af administratorerne) på AU’s Facebook-side, som redigeres af AU Kommunikation.

Nogle dage senere tilføjede en tredje studerende sin mening om sagen og gav udtryk for sin manglende forståelse for den forklaring: ”Ja da, det er vigtigere at tage hensyn til at folk skal på Roskilde, end at de skal til eksamen. Wtf…”.

Den kommentar var der ingen, der reagerede på.

Mest hensigtsmæssig dato
Sussi Staugaard fra AU Kommunikation, der var projektleder på festen den 17. juni, mener ikke, at arrangementet kunne være placeret anderledes.

”Den 17. juni blev valgt som den mest hensigtsmæssige dato set i forhold til, at der kunne holdes en stor udendørs koncert, inden mange medarbejdere og studerende gik på ferie, og at langt de fleste eksamener var overstået på dette tidspunkt,” skriver hun i en mail til Delfinen.

Ifølge Sussi Staugaard gjorde man sig i planlægningen umage for at mindske generne ved festen så meget som muligt for de studerende, der skulle læse til og være til eksamen.

”Derfor fik vi lagt de nødvendige lydprøver så sent på eftermiddagen som muligt, og derfor orienterede vi de eksamensansvarlige om festen, så vi sikrede os, at ingen eksamener ville opleve generende støj fra lydprøverne,” skriver hun.

En fest umiddelbart efter sommerferien ville ifølge Sussi Staugaard falde sammen med Aarhus Festuge, Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag samt universitetets årsfest. Derudover blev fakulteternes traditionelle personalefester, som normalt afholdes sidst i juni, slået sammen med festen 17. juni.

Ingen nedskreven Facebook-politik
AU Kommunikation, som redigerer AU’s officielle Facebook-side, har ifølge Sussi Staugaard ingen nedskreven politik for anvendelse af “Synes godt om”-funktionen på Facebook. Sussi Staugaard skriver i sin mail til Delfinen, at funktionen typisk bruges til at henlede opmærksomhed på ting, som redaktionen synes er relevante for sidens brugere.

”I det nævnte tilfælde erkender vi, at det ser mærkeligt ud, at vi har ‘Syn[t]es godt om’ en bestemt kommentar, og det har bestemt ikke været hensigten at fremhæve den ene kommentar frem for den anden,” skriver hun.

Alle kommentarer på Facebook-siden vil ifølge Sussi Staugaard blive hørt:

”Jeg vil gerne understrege, at vi naturligvis evaluerer hele festens forløb, og at kommentarerne vedrørende valg af dato naturligvis indgår i denne evaluering.”