Spring til indhold
Hjem » Artikler » At “påfugle” den

At “påfugle” den

Af: Lasse Yde Hegnet

Nu er det så småt ved at være forår – en tid med kærlighed i luften, siger man. “Nå”, siger jeg. Bevares, jeg kan da godt lide foråret. Faktisk er det min yndlingsårstid. Men det der med, at der er mere kærlighed i luften end ellers, den køber jeg ikke helt. Måske er det, fordi pigerne er begyndt at finde sommertøjet frem, og det kan få blodet i kog hos drengene, at man siger sådan? Hos dyrene er der oftest et andet ord for den slags tid på året: Parringssæson!

Her er både hanner og hunner i brunst, hvilket er en mere videnskabelig term for at være liderlig. At være i brunst lyder så kønsløst, og bruger man det om mennesker, lyder det, som om vi ikke er andet end de dyr, vi var, før nogle fandt på kulturen. Måske er det derfor, at Sune Wagner siger således om de piger, der gik i seng med de tyske soldater under Anden Verdenskrig: /Du viser/for alle/så skamløst/din brunst/

– de var ikke længere på et menneskeligt stadie, når de knaldede fjenden.

Hunnerne vil  have store …

Lad os blive i dyreverdenen – denne udgave af Delfinen handler trods alt om fugle, og jeg vil gerne over de næste sider reflektere over påfuglene, deres parringsstrategier, og hvordan man som mand kan “påfugle” den i sin jagt på kærligheden her i den skønne maj måned.

Hos påfuglene er der stor forskel på hanner og hunners udseende. Ifølge Givskud Zoos hjemmeside kan fuglene takke evolutionen for dette. Påfugle er nemlig ikke monogame – de holder sig på dansk ikke til én partner – og så handler det ganske enkelt om for hannerne at kunne tiltrække så mange hunner som muligt. Og hvordan gør man bedst det, når man er en overdimensioneret blå fasan? Jo, man udvikler nogle voldsomt store og smukke halefjer, som skal tiltrække de brunstige hunner.  Men halefjerene må heller ikke være for store, for så forringer det hannens bevægelighed, og gør den til et nemmere bytte for rovdyr. Det minder om de tidlige mennesker. Her gjaldt det som mand om at have et stort forplantningsorgan hængende frit til skue. Det er som sådan heller ikke et problem i Afrika og andre sydlige egne med behagelige temperaturer. Til gengæld kan det være en smule ærgerligt i et koldt Europa. Dingleværket risikerer simpelthen at fryse af. Det er lidt det samme koncept for påfuglene – de store haler giver dem noget på den dumme, men kan også være en trussel mod deres liv og vel.

Derfor er deres haler opbygget på snedig vis. Halerne består af 100-150 overhaledækfjer, som har de karakteristiske øjne for enderne. Disse fjer understøttes af ca. 20 stive “ægte” halefjer. Overhaledækfjerene falder af efter parringstiden, så hannen igen er mere mobil og ikke er i livsfare. Så hvor hannerne er blå, store og flotte, er hunnerne små, grå og lidt kedelige at se på. Til gengæld har de det, som hannerne gerne vil have, og det er nok til, at hannerne har udviklet sig til store prydfugle.

Når det er parringssæson for påfuglene, samler hannerne sig  i grupper, hvor de skriger et parringskald for at tiltrække hunnerne. Når hunnerne nærmer sig, bliver hannerne territoriale og markerer nu hver deres område. Ind imellem kommer det til fysisk kamp mellem hannerne. Når de har markeret deres territorier, svinger de deres store, smukke halefjer ud og vifter med dem for at lokke hunnerne til og få dem til at vælge sig en partner.

Påfugle-strategien

For nogle år siden introducerede en ven mig til bogen “The Game”, som kort fortalt handler om, hvordan man som mand kan score kvinder i byen. Overordnet set drejer det sig om, at der er mange forskellige strategier, og den som er bedst til “spillet”, er den, som behersker mange af disse og forstår at skifte mellem dem på de rigtige tidspunkter. Eksempelvis må man bruge én strategi for at tiltrække kvinderne og en anden, når scoringen skal køres hjem. Mennesket er trods alt en lidt mere kompleks størrelse end påfuglen, og derfor er det ikke nok bare at kunne lokke kvinderne til.

En af strategierne i “The Game” er det såkaldte “peacocking” eller at “påfugle” den.

Mange af strategierne i “The Game” handler om, hvordan man kan gå hen til en kvinde og score hende ved selv at tage kontakten. “Peacocking” vender det på hovedet – som virkelighedens påfuglehanner, som tiltrækker kvinderne med deres fjerpragt. Da vi mænd ikke længere har klokkeværket hængende frit fremme som en alternativ og måske knap så kunstfærdig halefjer, må vi ty til andre metoder. Det man som mand nemlig kan gøre for at være “peacocken” i flokken er at gøre noget drastisk ved sit udseende. Noget som er så aparte eller underligt, at det får kvinder til at komme hen og spørge “hvad sker der lige med det der?”, og derfra gælder det selvfølgelig for manden om at have en kæk kommentar eller en så spøjs forklaring, at han kan få kvinden til at blive hængende – og her kommer resten af strategierne så i spil.

Eksempler på typer af halefjer

Men hvad er så aparte eller iøjnefaldende, at kvinderne kommer vrimlende med åben mund og mange spørgsmål?

Lad os prøve at tage nogle eksempler på “peacocking”:

  1. I “The Game” er en af de såkaldte “pick-up artists” en fyr, der hedder Mystery. Han  “peacocker” den så meget, han kan. Han har sorte negle, og altid en eller anden super mærkelig hat, briller, ringe, læderbukser eller noget lignende, som ingen andre kunne overveje at tage på en normal aften i byen. Så peacock-strategien fra “The Game” handler om at være så ekstrem som muligt, men personligt vil jeg påstå, at “peacocking” også kan gøres mindre åbenlyst. Konceptet er jo stadigvæk bare, at man skal kunne få en kvinde til at opsøge en for at kommentere på ens “halefjer”.
  1. Man kunne binde en anden slipseknude end den klassiske windsor. Eldridge-knuden tiltrækker opmærksomhed – især hvis ens slips har en frisk farve. Med frisk farve menes der ikke brun, sort, beige, grå, marineblå eller  lignende. Der menes rød som Green Days forsangers slips, limegrøn, gul, turkisblå, lilla, guld, orange…
  1. En tredje mulighed er at farve sit hår i en lige så aparte farve. Det har det med at tiltrække opmærksomhed eller sjove spørgsmål.
  1. Et sidste eksempel er at få sig en spøjs tatovering på et synligt sted. Det kunne være bag øret. Har du eksempelvis en spand tatoveret bag øret, er det tilpas iøjnefaldende til, at en kvinde kunne finde på at spørge: “Hvad har du bag øret?”, og så er det derfra at skifte til en ny strategi. For så er opmærksomheden i hus.

Menneskelig parringsdans

Jeg så engang et sjovt billede på internettet. Du ved, sådan et billede med en tekst på. Det her sagde: “Der findes ingen søde drenge til en fest, kun forskellige strategier”. Jeg morede mig lidt over det. Nu kan det jo også være muligt som fyr at være til fest uden at have score-brillerne på. Også selvom man er single. Omvendt er jeg ikke i tvivl om at billedet har ret – har man score-brillerne på, så er der ganske givet en strategi bag.

Og før du, kære læser, siger at strategier ikke virker, må jeg simpelthen sige, at du tager fejl. Strategierne virker. Men det gør de kun, hvis man er autentisk i dem. Jeg blev klogere af at læse “The Game”, fordi jeg nu bedre kan gennemskue, hvad der foregår i den mærkelige dans, der foregår, når mennesker finder sammen.Til gengæld ved jeg også godt, at jeg ikke nødvendigvis scorer en pige, jeg møder i byen eller til en fest, heller ikke med de strategier jeg behersker, hvis jeg ikke bruger dem rigtigt. For at gøre det så uromantisk som muligt, så må vi se på den menneskelige parringsdans som en jagt – både fra mandens og kvindens side. Og mennesker er lige så forskellige som dyr, og det er klart, at en spækhugger ikke har en chance for at fange en abe i en regnskov – den er simpelthen ikke tilpasset til at jage i trætoppe. Sådan er det også for mennesker; hvis man ikke behersker alle strategierne, så scorer man ikke steder, hvor ens strategi ikke passer ind. Eksempelvis på en bar, hvor man ingen kender, er nogle strategier og evner bedre end andre.

Jeg har snakket meget om strategier uden at nævne og gå i dybden med andre end “peacocking” – er jeg bange for at røbe alle mænds hemmeligheder? Næ, for selvom man kender strategierne kan de stadig virke. Så piger, kig efter:

Alfahannen: Ham der altid er i centrum, ham der skal have de andre til at grine, ham der laver de dumme ting på dansegulvet. Igen er mennesker som dyr tiltrukket af dem, der virker som ledere – de må jo have de bedste gener! Selvom nogle vil afskrive det som et personlighedstræk, så kan det faktisk være  en strategi.

Pille-ned-og-byg-op: Ham der afleverer et par nedladende kommentarer, som slår pigen på selvværdet. Når hun så er blevet usikker, bygger han hende lige så stille op igen, så hun føler sig set og værdsat.

Hiv-i-rottehalerne: Du ved, ham der altid driller dig. Skubber til dig. Prikker til dig. Joker med dig. Er flabet, jeps. Det er den gode gamle “den man elsker, tugter man”-tanke. Han synes faktisk, du er sød.

Den-søde-lytter: Ham der gerne vil snakke med dig og lytte til, hvad du har at sige. Ham der holder dine ting, og som du måske glemmer, fordi han ikke er alfahannen.  

Det skal som afslutning også siges, at det er sjældent, at strategierne bliver brugt alene, og at alt ikke er en bevidst strategi. Mennesker er også bare mennesker, der tilfældigvis er

tilstede og agerer.  Mange af de ovennævnte kan ligne personlighedstræk eller adfærd, men kan være scoringsstrategier. Scoring  handler også om at opdage, hvor ens personlighed og adfærd er stærkest – det er jo der, man har bedst chance for at score! Netop fordi strategierne ligger så tæt op af ting, man kan karakterisere som personlighedstræk, kan de være svære at gennemskue. Var man nem at gennemskue, så ville man nemt blive sat i forlegenhed, fordi man er blevet afsløret som en simpel skørtejæger…

Så puds jeres halefjer, farv jeres hår og gå så ud til Kapsejladsen og tiltræk jer en masse opmærksomhed, som de forkert-proportionerede påfugle, I er!