Tekst og foto: Nina Steensig Nielsen
Jeg vågner fra en let, urolig søvn. Tænder sollyslampen. Viserne på armbåndsuret flytter sig. Opgaverne vælter rundt i mit hoved. Tre uperfekte afleveringer. Studieretningsprojekt lige om hjørnet. Mit snit. Falder. Fitness. Vennerne, der skal ses. Plejes. Jeg frygter syvtallet. Tiden går. Tonser afsted på cyklen. Stresser. Skolen. Lokaler. Min mobil bipper. Min computer er langsom i dag. Jeg kommer bagefter. Mine venner kræver min opmærksomhed. Stresset. Deprimeret? Selvdiagnoseret? Identitetskrise? Det har jeg ikke tid til.
Hængekøjerne gynger langsomt og vuggende. Jeg henter kaffe. Går til time med beskidte, bare tæer. Timen slutter. Jeg klipper negle. Snakker inspireret om alt og intet. Går langs havet mod købmanden. Møder gamle venner og får nye, og når aldrig købmanden, fordi himlen bliver dybviolet, og det betyder, at aftensmaden står på bordet. Spiser. Bliver siddende. Snakker. Aftenen udvikler sig. Jeg flyder med. Falder i søvn med min bog på maven.
Tiden. Som perler på en snor, bliver min selvrealisering hængt op på den røde tråd, der giver min nutid begrænsninger, min fortid luft og min fremtid vinger. Tiden. En trofast følgesvend, der giver mig mulighed for at stræbe, drømme, for selvudvikling, og som jager stilstand på afstand. I det, vi kalder vesten, er jeg vokset op med en forestilling om tiden som en objektiv, indgribende og uundgåelig faktor i ethvert liv. Nu har jeg boet på Zanzibar, Tanzania i to en halv måned, og jeg er blevet klogere. Jeg er faktisk en smule forarget. Jeg føler mig en smule uoplyst. Jeg har fået en forståelse for tid og tidens indvirkning på den identitet, og de sociale værdier jeg har, i forhold til dem en tanzanianer har. For hvad vil det egentlig sige at leve i nuet? Hvad har det af betydning, at vi i vesten lever vores liv som slaver af en objektiv orden; tiden? Og hvilken betydning har vestlig og afrikansk tid egentlig for den identitet jeg har, modsat den identitet en tanzanianer har?
På mange måder er jeg stolt af at være dansker. Jeg er stolt af de menneskerettigheder, vi håndhæver derhjemme og i verden omkring os. Jeg er stolt af vores omsorg for børn og ældre, vores fremskridt indenfor grøn udvikling, økologi og miljørigtige produkter. Jeg er stolt af vores demokrati og vores videbegærlighed, men samtidig er der også en skyggeside til alle disse fremskridt.
Mennesker i gadebilledet der ikke møder hinandens blikke eller hilser på andre. Busser hvor vi ihærdigt forsøger at sidde alene eller i det mindste ikke falde i samtale med sidemanden. 12-årige piger der forsøger at leve op til urealistiske idealbilleder fra fjernsynet, og får anoreksi eller udøver anden selvskade. Unge og voksne der lider under stress, depression og angst. Jeg oplever en folkelig indelukkethed. En mangel på interesse for nye mennesker, eller måske snarere en mistillid til hinanden?
Den tanzanianske pole-pole (tag det roligt) livsstil står i stærk kontrast til den objektive tid i Danmark, der maser sig frem som et lokomotiv uden bremser, og samvittighedsløst tromler sociale værdier som venskab, kærlighed, nærvær og familieliv ned på sin vej.
Her i Tanzania tager folk sig tid til hinanden. De har en indre ro. En tro på at alt nok skal løse sig. En tro på at menneskelig kontakt og sociale værdier kommer før økonomiske og praktiske gøremål. Menneskelig aktivitet er, hvad der skaber tiden. Jeg oplever, at tanzanianerne har en speciel form for menneskelig rigdom. De har en kollektivistisk baseret tillid til andre og en oprigtig interesse i at være til hjælp for hinanden. Jeg har gang på gang oplevet denne betingelsesløse lyst, de har til at hjælpe, når deres medmennesker har det mindste problem. Det er ikke bare rige mzungu’s (europæere), der får hjælp. Hjælpen kommer af interessen for at have en god og ligeværdig kontakt med hinanden, som jeg ikke på samme måde har oplevet andre steder i verden.
Jeg har overvejet om individualisering, selvrealisering, tidspresset, den konstante stræben efter det selvstændige, perfekte individ har gjort, at vi i Danmark mangler en tro på den identitet, vi har i nuet. Vores nutidige jeg er kun et ufuldendt jeg på jagt efter det perfekte fremtidige jeg. Hvordan skal man turde stole på værdierne i et jeg, som altid er under forandring. Vi laster vores bekymringer over på et fremtidigt jeg, og kan derfor bilde os selv ind, at nutiden ikke er så vigtig. Hvordan kan vi hvile i hinandens selskab, hvis vi ikke engang kan hvile i os selv i nutiden?
Vi dyrker os selv og tanken om konstant optimering i så høj grad, at det ifølge psykologiprofessor Svend Brinkmann tåler sammenligning med en religion. Vi er blevet guder i vores egen trosretning.
Afrikanerne her på Zanzibar har ikke denne form for selvrealisering som første prioritet i livet. De har derfor en anden ro og et andet forhold til nuet, som spiller ind på flere aspekter af deres kultur og personligheder. Ventetid er kvalitetstid. Du hilser og bruger tid på folk omkring dig. Du elsker at være sammen med andre mennesker, måske fordi også de hviler i sig selv.
Jeg ser et samfund, hvor alle er grundlæggende ligeværdige, hvor folk tager sig tid til nuet og til hinanden. Hvor næstekærlighed stortrives og hvor en søgen efter individuel frigørelse ikke har gjort befolkningen fremmedgjort overfor hinanden.
Jeg ser en kultur, der er kollektivistisk, sætter sociale relationer højt og lærer individet at dele den smule de har, fordi de ikke har stor materiel velstand, men de har hinanden. Min teori er, at tanzanianerne har et oprigtigt nærvær og en åben og imødekommende væremåde, fordi de tror på og hviler i det jeg, de har i nuet. Og dette fordi tiden sættes ud af spil, hvis ikke menneskene skaber den, og derfor bliver nuet essentielt for en tanzanianer. Hvorimod fremtiden hurtigt bliver nemmere at forholde sig til for en dansker, end en nutid som konstant er under udvikling.
Jeg er forundret over, at jeg først nu har forstået, at der findes en radikalt anderledes måde at leve i nuet på. Ikke som slave af tiden, men som medskaber af en tid, hvor sociale og emotionelle værdier er i højsædet. Nutiden rummer for mig det, som betyder allermest. Det rummer mig, og de mennesker, der betyder noget for mig. Jagten på fremtiden indebærer en stræben uden ende. Et luftkastel, der kan poleres og plejes til det blænder, men som netop blot er et luftkastel.
En orangerød, smørvarm stråle vælter ind i taxiens bagagerum. Støvpartiklerne, der boltrer sig i strålen, får tiden til at stå stille. Tilbagelænet på gulvet i en taxi på Zanzibar ved den lokale mekaniker sidder jeg med en fuldent følelse af, at verden er et godt sted. Udenfor er tre afrikanske mænd ved at reparere min punkterede scooter. En forbigående mand hilser med et smil. Hvid kvinde, snart mørkt og stort set alene i det ’ vilde, farlige Afrika’, og jeg har aldrig følt mig så tryg og rolig.
