Spring til indhold
Hjem » Artikler » At lave tid til Gøgl

At lave tid til Gøgl

Tekst: Emilie Louise Nielsen

Danske unge bliver mødt med et konstant pres fra omverdenen. Et pres i form af fromme stemmer. Stemmer der hvisker en ting i øret som: ”Nu har du sørget for at finde en uddannelse, der kan sikre dig en plads på arbejdsmarkedet, ikke?”.Kan man tage en beslutning, man er helt sikker på, kommer en selv til gode, helt uden at behøve at tænke på konkurrencestaten Danmark? Det gjorde Emilie, som Delfinen har interviewet, og hun har aldrig fortrudt det.

Emilie Morgenfrue Larsen var egentligt begyndt på gymnasiet, lige efter at hun var blevet færdig på efterskole. Men hun fandt ud af, at hun ikke rigtig var klar til 1.G. Evnerne manglende ikke, men motivationen for en uge med tavleundervisning og skriftlige afleveringer manglede. Så i stedet for bare at gå i stå valgte hun derfor at se sig om efter noget andet at lave og valget faldt, efter anbefaling fra hendes søster, på Gøglerskolen.

Et anderledes alternativ

Gøgler Produktionsskolen – eller ’Gøgleren’ – er et tilbud til unge under 25, som ikke har en ungdomsuddannelse og gerne vil prøve kræfter med udfordringer af den mere kreative art. På Gøglerskolen modtager man undervisning i andre ting end man normalt ville i en almen skole – såsom mediefag, dans og teater – samtidig med at man, i det år man kan gå der, modtager løn for undervisningsdeltagelse. Den fantasifulde fagvifte virker tillokkende på mange, og som Emilie selv udtrykker det: ”Den varierede undervisning inden for linjefaget tiltalte mig meget, og jeg havde lyst til at udforske noget, hvor jeg fik lov til at bruge min krop noget mere, frem for mit hoved”. Hun valgte danselinjen, hvor hun fandt sig en ny hylde. ”Dans viste sig at være noget, jeg faktisk var god til, og det var en vild oplevelse bare at springe ud i det,” fortæller hun.

Hverdagen

På Gøglerskolen er dagligdagen noget anderledes opbygget end på andre ungdomsskoler. En typisk hverdag for Emilie begyndte med timer klokken 9. Afhængig af hvad dag det var på ugen, havde hun forskellige danseinstruktører, og ellers kørte timerne hele dagen, kun afbrudt af en kort frokostpause. Dagen var færdig 15:00, og så tog hun hjem efter en dag, hvor hun havde gjort sig i et væld af forskellige dansestilarter såsom hip hop/street, balletteknik, waacking, house, funk og breakdance. Jævnligt fik de i løbet af deres forløb besøg af internationalt anerkendte instruktører, som kørte temaer med dem. De fremviste også shows i mange forskellige anledninger for at vise, hvad de havde lært.

Hvad Gøglerskolen gav Emilie

”Gøglerskolen er et sted, hvor mange forskellige typer går, og jeg var rigtig glad for det sammenhold, som der var på min årgang. Jeg fik nogle fantastiske venner ud af det”. En af de vigtigste ting for hende er, at Gøglerskolen gav plads og opfordrede til personlig udvikling hos den enkelte, styrkede selvtilliden og åbnede op for selvstændighed. Eksempelvis fik Emilie lov til selv at stå for et arrangement, hvilket stadig er en kilde til stor stolthed hos hende og et af hendes bedste minder. Gøglerskolen gav hende en masse minder og et spark til at komme videre fra et svært sted. Og som hun selv udtrykker det: ”Gøglerskolen har lært mig at tro på mig selv og mine projekter, og at jeg kan meget mere, end jeg selv tror, hvis bare jeg tør kaste mig ud i det”.