Kender du det, når du står foran spejlet og tænker for dig selv: “hold da kæææææft jeg er da lækker”? Du har formentlig tænkt førnævnte tanke engang efter et par glas papvin i et fedtet spejl på et beskidt toilet med et dunkelt lysniveau. I så fald skal du bare blive ved med det, for hvad er der egentlig galt i at elske sig selv?
Hvis du har hørt efter i danskundervisningen i folkeskolen, har du sikkert hørt historien om Narkissos. Hvis du omvendt var sådan en sej type, der heller ikke rigtigt hørte efter; jamen ingen problemer, lad mig opfriske historien for dig. Narkissos var en riiiigtig flot fyr, der blev så forelsket i sig selv, at han ikke kunne fjerne gluggerne fra sin egen refleksion. Derfor endte han med at sidde ved en sø og være så opslugt af sit eget spejlbillede, at han endte med at dø lige der. Bum, det var altså historien.
Det er måske en lidt dystopisk fortælling om at elske sig selv. Jeg kan i hvert fald garantere, at du ikke (nødvendigvis) ender med at sidde og dø ved en sø bare fordi, at du er lidt glad for dig selv. Jeg tror personligt, at det handler om at finde den gyldne mellemvej mellem det at sidde og være forblændet af sit eget spejlbillede i en vandoverflade og det at tænke, at man bare er lidt meeh. I min optik er det i hvert fald ikke nogen god idé at være fuldstændig jantelovsfikseret og gå rundt og tro, at man aldrig må tænke, at man er mere end bare meeh. Omvendt, er det heller ikke nogen god idé at gå rundt og være en rigtig pralhals og og tude folk ørene fulde om hvor lækker og dejlig man er. Der er jo ikke noget i vejen med at gå rundt og vide, at man ser godt ud, og der er vel heller ikke noget i vejen med at sige det højt en gang imellem.
Selvtillid er en god ting, og så er det noget, der avler positivitet og optimisme, og det er jo dejligt. Det er i hvert fald en selvdestruktiv tankegang at gå og føle, at man ikke må tænke højt om sig selv. Så ved du hvad? Skid hul i hvis andre fortæller dig, hvad du må og ikke må tænke om dig selv. Og hvad så hvis andre synes, at det er mærkeligt, at du stopper op ved hvert butiksvindue for lige at se hvordan dit hår sidder, eller bare for at se på dit hår fordi, du ved, at det ser skidegodt ud. Så længe at der ikke er en sø i nærheden, skal du bare se så meget på dit spejlbillede som du har lyst til. Det er dog stadig vigtigt, at du ikke glemmer, at der også er andre her i verden end dig selv. Men så længe, at du husker at behandle andre ordentligt, så er der sgu ikke noget galt med at elske sig selv i en sådan grad.
Specielt i en verden hvor der eksisterer et utal af guder, og det måske af denne årsag kan være lidt svært at hitte rede i og faktisk vide hvad man skal tro på, så er det måske meget rart bare at tro på sig selv. Uden at bevæge sig ud i noget værre blasfemi, så er der jo ikke noget galt med at forgude sig selv lidt en gang imellem. Til slut kan man nærmest ikke andet end at stille det dejligt gængse, retoriske spørgsmål med en god portion cringe: hvis du ikke selv tror på dig selv, hvem i alverden skal så?
