Et essay over følelsen af fremmedgjorthed i klassesamfundet med udgangspunkt i Glenn Bechs nyeste roman. // Efterårets læse-anbefaling til den privilegerede middelklasse-studerende der går og leder efter sig selv.
Dit første hjem er livmoderen. I en varm, tætsluttende væske skvulper du rundt og eksisterer med den mest naturlige selvfølgelighed. Men du fødes. Alt er nyt, ukendt og din naturlige eksistens, denne følelse af hjem, er ikke længere givet. Heldigvis griber to velmenende arme dig, omfavner dig og holder dig tæt til en varm, blød, barm. Disse øjne, arme, udgør i mange år dit hjem; de ser dig, anerkender dig, opmuntrer dig og giver dig en følelse af at du har ret til at være til. Den naturlige eksistens genoprettes og det er herfra du møder verden. Verden med dens uretfærdighed, usikkerhed og meningsløshed. Verden hvor du skal kæmpe med andre for at få plads til dig selv. Men alligevel, din verden.
… / mens nogle børn slår græs og samler flasker efter mor og far
udvikler andre børn sig i kraft af at være børn / …
Med ét rives de to kærlige øjne væk. Efter livmoderens varme pøl bliver alle altså ikke grebet af velmenende arme. Denne strofe ramte mig med en sjælden gennemslagskraft, da jeg for nyligt læste Glenn Bechs, Jeg Anerkender Ikke Længere Jeres Autoritet (2022). I strofen klinger den klassekamp som bogen italesætter, frontalt og uden filter. En italesættelse af klassernes levede liv. De følte, men ofte usynlige konsekvenser af et klassesamfund. Konsekvenser der for nogle er livstruende tunge, men for andre blot er blinde vinkler. Ulighed diskuteres ofte ud fra tal – løngrupper, økonomisk statsstøtte, den top 1% – og selvom tallene er vigtige, har de meget lidt med den menneskelige eksistens at gøre. De er svære at forholde sig til. I Glenn Bechs bog bliver klassespørgsmålet nærværende, virkeliggjort, og den rammer, hvor det gør ondt. Den konfronterer de blinde vinkler – de vinkler der ellers er med til at opretholde den behagelige væren.
Følelser som fremmedgjorthed, usikkerhed og ængstelighed er ikke fremmede for mig. Det er tværtimod emner jeg læser om i medierne, emner jeg diskuterer med mine venner; stress over eksamener, studievalg, karriere. Angsten ved det forestående voksenliv. Presset om at skulle finde sig selv, stå ved sig selv, dyrke hvem man er. Men måske netop derfor – fordi jeg føler at dette netop er min kamp – føler jeg mig ramt af Glenn Bechs bog.
… / jeg giver ikke meget for attituden, det rolige nervesystem
når selvværdet du rider på
podedes ind i dig af et par nærværende, kærlige omsorgspersoner
hvis aldrig du har været bange for at blive overfaldet på gaden
mobbet i folkeskolen, til bold
på arbejdspladsen eller i dit eget hjem
må det være så meget desto lettere at:
“stå ved dig selv”
“vise andre hvem du er”
“være ligeglad med folks meninger”
“stolt” / …
Denne strofe gav andledning til – efter en vis indignation; for det er da ikke nemt at stå ved sig selv?- en nagende fornemmelse. Har jeg mon en følelse af rettighed til verden, af hjem, som jeg ikke selv har skabt, men som jeg har i kraft af min klasse? Jovist har mine forældre taget mig på ferie, givet fine julegaver, betalt mit kørekort. Jovist har de smurt min madpakke, kørt mig til sport, spurgt ind til mine følelser. Er jeg mon alligevel – trods egen usikkerhed og ængstelighed – blevet givet en følelse af eksistensberettigelse? Læser du dette universitets-magasin, står du nok i en lignende situation. Du har gået på en form for gymnasium og efterfølgende valgt en lang videregående uddannelse. Du har økonomisk gode prospekter og har du ikke – fordi du bruger det meste af din tid i Nobelparken – har du højst sandsynligt valgt med hjertet, helt bevidst ligeglad med uddannelsens økonomiske afkast. Ud fra statistikkerne er du altså efter alt at dømme en del af middel- eller den øvre middelklasse.
Glenn Bech udfordrer idéen om at vi er ‘self-made’ og påpeger, at kampen for dit selvværd ikke er noget du alene kan tage æren for. Dét, at du står ved dig selv, er ikke noget du fortjener en buket roser og masse likes for, da en stor del af dette er blevet dig givet ved fødslen – og det er ikke er alle givet.
… / det er langtfra alle der har lige adgang til at gennemskue udviklingen
hver gang:
- eliten
- overskudsmennesket
- universitetsstuderende
- kapitalisme hjulene
- globaliseringen
sætter farten op
hægtes folk af
det er langtfra alle der har lige adgang til tryghed i hverdagen / …
Man hverken kan eller skal gøre sig fri af sine privilegier, men ethvert usynligt privilegium skævvrider din verdensforståelse. Med dine privilegier skylder du verden at forsøge at forstå den, at forstå dig selv i den. Vi forlader alle livmoderens varme og fødes nøgne og sårbare i en ukendt og kaotisk verden. Vi skal alle finde vores plads og føle os fremmede. Men vi bliver ikke alle født lige nøgne, lige sårbare, vi føler os ikke alle lige fremmede. Det er vigtigt at huske, men det er svært at forholde sig til. Det er min varmeste anbefaling at tænke over det i selskab med Glenn Bech.
