Spring til indhold
Hjem » Artikler » At føle sig hjemme i et ’Zoom Waiting Room’

At føle sig hjemme i et ’Zoom Waiting Room’

Illustration: Sofie Bredal Andersen

Illustration: Sofie Bredal Andersen

De rum, som de fleste mennesker befinder sig mest i, hviler i, sover i, som står som base, en rede, vi sædvanligvis sætter af fra, inden vi mænger os med omverden, det er ødelagt. Omskabt. Hjemmet.

Fremmed virker rummet. Slet ikke det samme. Det er et venteværelse eller ’Zoom Waiting Room’, som censor og underviser sendte den halvnervøse, psykisk udmattede student ”ud i”, mens de diskuterer karakteren, for den mundtlige eksamen. Studenten stirrer som fremmed rundt i rummet og finder ingenting, ingenting interessant. Ingen af tingene taler til studenten, selvom tingene er studentens egne, studentens plakater og fotografier og malerier på væggene, lænestol og seng, og det er studentens beskidte tallerken og bestik på bordet, og alligevel: ingenting. Det er et venteværelse og ikke studentens værelse. Ikke stedet studenten som regel sover og tænker personlige tanker. Ikke nu. Nu, et venteværelse, snart, studentens hjem igen. Hjemmet.

Værelset vi venter i

Det er undervisningslokale, fredagsbar, festlokale for max fem mennesker ad gangen. Stue, soveværelse, læsesal og café. I forvejen var hjemmet småt. Tidligere har ikke været nødvendigt, at forholde sig til rummet. Det er det rum, alle har mindst ét af. Det rum man kalder hjem. Nogle gange sker det for mig, at mani fylder min krop, og jeg rykker rundt på ting. Jeg omrokerer, klipper ting ud af en kunstbog med landskabsmalerier. Jeg hænger udklippene op på væggene, og indretter de før hvide vægge forskelligt hver dag for at gøre rummet til det, det skal være lige nu. Jeg er kurator under ekstremt pres på udstillingen Mit Hjem, der forholder sig til og forsøger at definere, hvem jeg er, og hvordan det ’jegs’ værelse ser ud. Umuligt. Bestandigt i bevægelse. Derfor rykker jeg rundt igen og igen. Det er en mani, der minder mig om hovedpersonens i Fight Club, ham, som ikke er Brad Pitt. Han er en søvngænger i sit eget liv med sit søvngængerarbejde, der flyver fra sted til sted og sover på hoteller og aldrig knytter sig til noget. Hele hans liv bliver fladt og overfladisk. Der sker ikke noget. Ét rum har han til at rumme den personlighed, han aldrig lader komme til udtryk i sin kedelige, åndsforladte hverdag. Ét sted tager han kontrol og indretter, som han vil; hjemmet. Han fylder det med designermøbler. Mani fylder også ham. Men det er tomt, hult at indrette ét sted i stedet for at indrette sit liv efter, hvem man er. Jeg mangler flere rum. Ét til hver beskæftigelse. Derfor rykker jeg rundt og rundt og rundt og gisner efter en følelse af forandring, en følelse der trumfer følelsen af begrænsning.

Omrokering og omrokering og omrokering

Hjemmet er i forandring. Det er ikke en begrænsning. Livet uden for hjemmet er begrænset. Landskabsmalerierne på mit værelse pryder rummet, gør det hyggeligt, hjemligt, præget af mig. Jeg købte jo kunstbogen, fordi jeg synes, billederne i den er flotte at se på, og nu ser jeg endelig på dem. Jeg kommer til at tænke på Narnia. Løven, heksen og garderobeskabet, hvor fire børn ender i et fremmed hus, fordi deres hjem trues af bombeangreb. Det indvendige af huset føles ikke som deres hjem uden alt det hverdagslige, deres legetøj, og hvad børn i 50’erne legede med. De er ramt af en (covid)nedlukning, og mens de udforsker det nye hjem i en gemmeleg, falder de over skabet ind til Narnia (et eventyrland).

Aldrig har hjemmet været så begrænsningsløst, som det er nu. Tid til at udforske sit mest personlige af rum har vi i overflod til rådighed. Tid til at rykke rundt. Tid til at sidde stille og mærke rummet forandre sig sammen med dagen og humøret. Tid til at finde roen i sig selv, der åbner op for den mest frie, fordybelsesrige udfoldelse. Tid til at finde skabet der fører til Narnia. Et fordybelsesrigt, et grænseløst rum med roen fra hjemmet.

For tiden undergår hjemmet – og vores syn på vores hjem i en forandring. Den studerende skifter ikke lokale ved hver forelæsning. De nye omgivelser udebliver, mens vi sidder inde. Jeg tror, det er meget menneskeligt at koble og forbinde sine tanker, sit humør, ja, alle de små hverdagslige ting, der udgør ens liv, til sine omgivelser, og de tanker, man gør sig. Mit værelse burde ikke være et venteværelse. Jeg sover ikke, studerer ikke, bor ikke i et ’Zoom Waiting Room’. Det gør jeg ikke. Jeg fylder rummet ud med mine plakater, med det der taler til mig og åbner veje for fantasien og går på opdagelse i et grænseløst rum. Eller går en tur.

Tags: