Der er bredde i lyden og højt til loftet, når Anna Calvi byder velkommen til sit musikalske univers på den selvbetitlede debut. Der har været en pæn hype omkring den unge englænder – godt hjulpet på vej af opvarmningstjanser for Arctic Monkeys og Grinderman i 2010. Og så er hun blevet udråbt som britisk rocks helt store håb. Rent hype, eller er der noget om snakken?
Anna Calvis musik er lidenskabelig, dramatisk og ambitiøs, og hun formår at imponere med stemmekraft og guitarspil i et lydunivers, der emmer af romantik fra livets mørkere afkroge. Derfra frembringer hun skønhed og patos med inspiration fra Morricone, PJ Harvey og Jeff Buckley, for at nævne nogen. Musikken vækker genklang af soundtracks til film af Tarantino eller David Lynch, når han bevæger sig ind i 60’er-klingende uskyldigheder med alt andet end en uskyldig agenda. Anna Calvis musik er tydeligvis filmisk i sit udtryk, og hun er ikke bange for at lade musikken tale sit eget storladne sprog.
Anna Calvi udfolder albummets 10 numre med en stemmepragt, der svinger fra lavmælt forførelse til operaagtige højder. Og ind imellem kommer stemmen direkte fra kroppen og rammer lytteren med en kraft, så man svinger bagover af benovelse. Det kan man høre på ”The Devil”, der sparsommeligt i sit umiddelbare udtryk bygger langsomt men sikkert op, og viser facetterne af hendes vokal. Forførelsen fortsætter på den Nick Cave-inspirerede ”I’ll be your man”, der står som et af albummets mest rockede numre. Nummeret efterlader dog lytteren en smule uforløst i omkvædet, hvor Anna Calvi holder sig lidt tilbage i vokalen til fordel for et lidt mere koket udtryk.
Udover at være sangerinde er Anna Calvi i høj grad også guitarist. Guitarlyden bevæger sig ubesværet fra skramlende støj til knivskarpe, støvede solostykker. Hendes guitarspil komplementerer vokalen, og fungerer dermed både som musikalsk bund og som en fremtrædende stemme med fuldt ud samme sans for dramatik som vokalen.
Der er ganske få anker mod Anna Calvis yderst kompetente og overbevisende debutalbum. Enkelte af numrene, eksempelvis ”Morning Light”, fremstår som et af albummets svagere udtryk, men det er ingenlunde dårligt af den grund. Det kommer blot til kort i sammenligning med den førnævnte ”The Devil”, den smittende ”Suzanne and I” og den frembrusende ”Desire”.
Om Anna Calvi vitterligt er rockens frelserinde, og det bedste, der er sket siden Patti Smith, som en vis Brian Eno har udtalt, kan man næppe bedømme på baggrund af et enkelt album. Men faktum er, at der her er tale om en original kunstner med store musikalske ambitioner, talentet til at bakke dem op og et musikalsk udtryk, der ikke segmenterer hende benhårdt i en bestemt genre og markedsføringsprofil. Kort sagt er Anna Calvis debut en fortræffelig og besnærende plade, der giver forhåbninger om, at der her måske er tale om en kunstner, der kan gå hen og blive en af de helt store.
Anmeldt af Vibe Kiil
