Spring til indhold
Hjem » Artikler » Anmeldelse: Wild As The Wind

Anmeldelse: Wild As The Wind

Wild As The Wind
Michelle Eistrup
Gallery Image

af Linh Le

Rolige om dagen, vilde om natten – er hestene, hvilket kunstneren Michelle Eistrup gennem sin installation af fotografier, videoprojektion og lydcollage indfanger godt men overfladisk. Udstillingen på Galleri Image viser den skarpe kontrast mellem dyrenes adfærd om dagen og om natten. Særligt er Michelle Eistrup optaget af to dele af hestenes ’rejse’: Turene til stranden og turene ind i natten. I centrum er fotografierne af en flok heste i et åbent strandterræn på Læsø, taget i dagtimerne, hvor de nærmest indgår i skulpturelle formationer. Hvilende og majestætiske. Fotografierne er i lyse nuancer. Nærmest drømmelignende. Beskueren genkender med det samme den velkendte, rolige oplevelse af en tur på stranden. Desværre ligner mange af fotografierne hinanden, hvilket gør dem kedelige at se på i længden. Derfor er det en skam, at de fylder halvdelen af udstillingen. Fotografierne af nathestene er nemlig langt mere interessante. Når natten tager over, tager vildskaben over. De hurtige, sprælske bevægelser ikke er til at kontrollere og næsten umulige at fange med et kamera. I billederne efterlades konstant spor af skygger fra de tidligere bevægelser. Eistrup formår at indfange fandenivoldskheden med snapshottet af en hvid hest, der stirrer lige ind i kameraet med sine isblå, hjemmesøgende øjne. Billedet er i virkeligheden sammensat af tre fotografier. Et af nattehimlen, et af hesten ude i skoven og et af hesten på stranden. Kombinationen giver beskueren et indblik i den ’rejse’, Eistrup er så fascineret af. Eistrup fortjener store klapsalver for værket, men det er desværre det eneste værk, der gør det værd at besøge Galleri Image i denne omgang. Man længes efter flere fotografier af dyrene i aktion om natten. Her ligger det uudnyttet potentiale gemt.