The Social Network
Inst: David Fincher
af Maria Maarbjerg
David Fincher, som står bag Fight Club og Seven, har instrueret filmen, der er baseret på bogen ”The Accidental Billionaires” af Ben Mezrich. Til hovedrollen har han valgt Jesse Eisenberg, der spiller super-nørden Mark Zuckerberg, grundlæggeren af Facebook. Plottet ser om sådan ganske banalt. Den unge Zuckerberg har grundlagt en succes. Spørgsmålet er, om ideen til den er hans egen eller stjålet fra nogle medstuderende, som nu har slæbt ham i retten, og kræver en del af kagen. Filmen er ganske enkelt, hvad man ville kunne betegne som en klassisk amerikansk advokatfilm, hvor der er flere uenige parter, der hver giver deres version af forløbet. Det hele afbrydes af flashbacks, der understøtter deres udsagn. Samtidig rejser filmen moralske spørgsmål om værdier her i livet, om vigtigheden af venskaber, om hvad penge kan gøre ved de førnævnte venskaber. Dertil kommer den obligatoriske ulykkelige kærlighedshistorie, der efter nærmere research viste sig ikke at være helt i tråd med virkelighedens Mark Zuckerberg.
Plottet er set før. The Social Network skiller til gengæld sig ud ved at skildre den negative side af Zuckerberg. I stedet for en film med en helt, der må kæmpe en uretfærdig kamp mod de onde overmagter, som plakaten antyder, skildrer den mennesker med både dårlige og gode sider. Man sympatiserer ikke med en specifik karakter. Desværre tangerer rollerne til tider det stereotype. Af og til kan det endda virke som en parodi, hvilket gør filmen utroværdig. Det er lidt en skam, da det absolut ikke er skuespillet, der fejler noget. Uden behov for den helt store make-over spiller Eisenberg virkelig definitionen af en nørd. Karakteren er så nørdet, at man tilnærmelsesvis sidder og bliver irriteret på ham.
Det, der gør The Social Network så interessant, er dens vedkommenhed og aktualitet. Filmen ville dog næppe have fået den samme opmærksom, hvis det ikke var, fordi den omhandlede noget, der vedrører stort set hele den vestlige verden. Facebook er en integreret del af vores hverdag. Hvad enten det er som praktisk mailfunktion, selviscenesættelse eller en almen overspringshandling i eksamenstiden.
Trods Facebooks popularitet er der næppe mange, der ved, hvor ideen kom fra. Er man interesseret i svaret, skal man ikke ty til The Social Network. Dette er underholdning og ikke en dokumentarfilm, som virkelighedens Zuckerberg næppe vil bryde sig om. Tværtimod har han allerede været ude og afvise flere af filmens centrale punkter.
Filmens styrke er, at den sætter spørgsmålstegn ved fænomenet Facebook. Hvorfor det er så vigtigt at fortælle hele vennekredsen om dagligdagens ordinære gøremål? Hvornår vi går i seng, og hvor meget vi glæder os til weekenden? Hvis man vil se stor filmkunst, bliver man svært skuffet over The Social Network. Så foreslår jeg, at man i stedet går på Facebook, hvor Delfinen har sin egen profil, som man frit kan tilmelde sig.