Teaterforestillingen Antichrist
Aarhus Teater
Instr: Annika Silkeberg
af Jannie Pallesen
foto David Bering
I et interview i forrige nummer af Delfinen udtalte instruktør Annika Silkeberg, at hun ikke ville følge Lars von Triers film, når hun skulle sætte Antichrist op på Aarhus Teater. Hun ville i stedet lave en anden udgave af fortællingen, hvor der var ”mulighed for at undersøge teatret for dets styrker og svagheder i forhold til filmen”. Hvorfor teaterstykket så følger filmen fra ende til anden og slet ikke griber teaterets potentiale, begriber jeg ikke.
Forestillingen bliver hele vejen igennem båret af fortællerstemmer, der refererer filmens scener og udvikling. Det lyder præcis, som hvis man så Antichrist på tv i synstolket version. Det bliver hurtigt kedeligt. Helt pinligt bliver det, da en fortællerstemme beskriver den famøse ræv, der spiser stykker af sig selv, og Anne Sofie Espersen griber mikrofonen og afbrydende råber ”CHAOS REIGNS!”. Den del af publikum, der ikke har set filmen, sidder og rynker brynene. Fælles for os alle er vist, at vi sidder og krummer tæer.
Teateropsætningen er minimalistisk og smuk. En oval kasseform afgrænser scenen. Inden i den er der to store isblokke, der allegorisk står og smelter langsomt. I midten af kassen er der en stor glasrude, der flere gange adskiller de to elskende. Blandt andet i en heftig og passioneret sexakt hvor begge skuespillere blotter deres kønsdele op af ruden til nogle publikummers forlegenhed. Glasruden fungerer yderligere som et perfekt remedium for en illustration af den terapeutiske trekant, der virker som den røde tråd i stykket. Den trekant der udspringer af kvindens sorg, men som også inkluderer mandens terapeutiske professionalisme, der skaber en distance imellem de to personer. Ydermere introducerer trekanten Eden – skoven, som vi efter Triers premiere har lært at frygte.
Stykket indledes med de to eneste skuespillere i stykket, Jacob Madsen Kvol og Anne Sofie Espersen, der klædt i begravelsestøj står længst muligt fra hinanden på hver sin side af glasruden. Snefnug daler over dem, mens en fortællerstemme refererer deres lille drengs død. Det er smukt. De næste tredive minutter fungerer udmærket. Sorgens mange ansigter bliver belyst ved gråd, hysteri, skænderier og voldsom sex, hvorefter Anne Sofie Espersen lægger sig på is – i bogstavelig forstand. Skuespillerne interagerer med teateropsætningen på en god måde, og distancen imellem de to elskende kan mærkes helt ned på bagerste række. Vi taler om fine skuespillerpræstationer. Man begynder dog at se frem til at følge med de to skuespillere væk fra kassen og ud i skoven. Det sker desværre aldrig.
Antichrist har været midtpunkt for utallige diskussioner, der specielt har omhandlet filmens omdrejningspunkt om naturen som satans tempel. Er det kvindens seksualitet den symboliserer? Mandens? Menneskets? I filmen er naturen altomsluttende og dødbringende. Det er dén, der gør hele fortællingen absolut skrækindjagende. Trier skaber et univers, hvor ræve hvæser advarsler, hvor mug søger at rodfæste sig på menneskehud, hvor egetræer formerer sig i sekundet. Et yderst bizart univers der kan mærkes helt ind i knoglerne.
I teateropsætningen fortsætter stykket bare, som det begyndte – med en fortællerstemme, der rammesætter skuespillernes relationelle drama. Dramaet bliver godt nok mere og mere vanvittigt, og da Anne Sofie Espersen tager en saks ned i trusserne for at afklippe sin klitoris, går der da også et fælles gisp fra publikum igennem rummet. Men vi har at gøre med en teatersal, der ikke er i nærheden af at kunne agere satans tempel. Her er satan kun tilstede igennem kvindens vanvid, hvilket, jeg slet ikke synes, er tro mod Triers Antichrist. Én ting er at imødekomme forskellige former for formidling, noget andet er at lave en version, der slet ikke rammer hovedet på sømmet i forhold til kernen af originalen.
Det kunne have været balstyrigt at opleve Antichrist i teateret, hvis dets fulde potentiale var imødekommet. Tænk sig hvor uhyggeligt det kunne have været at føle, at man sad midt i Eden på besøg hos mr. og mrs. vanvittig! Hvis man havde hørt bladenes hvislen mellem tilskuerrækkerne og følt, at skræmmende halvdøde dyr var tilstede iblandt os og ikke kun igennem Anne Sofie Espersens mærkværdige udråb. Silkebergs udtalelse i forrige udgave af Delfinen: ”Okay, der kommer en ræv, der taler. Men denne her kan du ikke grine af.” er den største usandhed længe. Desværre.
