Tekst: Trine Møller
Foto: Kåre Viemose
Jeg føler mig en lille smule ukultiveret, da jeg står i Musikhuset iført kondisko en onsdag aften omgivet af folk klædt i deres stiveste puds. Jeg er operanovice, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente mig af de kommende tre timer, hvor jeg skal stifte bekendtskab med Den Jyske Operas opsætning af Mozarts “Cosi fan Tutte”, på dansk “Sådan gør alle kvinder”.
Salen er fyldt med begejstrede mennesker på denne premiereaften. Der er tale om en demokratisk opera, og det er derfor op til publikum at bestemme, hvorvidt stykket skal spilles som en traditionel 1700-tals produktion eller i en mere moderne version. Valget er helt i tråd med Mozarts forkærlighed for behandling af emnet demokrati, og ligeledes helt i stykkets ånd, hvor konsekvenserne af ens valg i kærlighedslivet skildres.Ved hjælp af klapsalver afgøres det, at denne aftens stykke bliver en traditionel udgave.
Mozart skrev Cosi fan tutte i 1790. I samtiden anså man stykket for at være overfladisk og nedgørende over for kvinder, og det fik således en kølig modtagelse. Det gik i glemmebogen i mange år, og blev først taget til nåde i 1900-tallet. I dag er det en operaklassiker, som er blevet bearbejdet på et hav af måder.
Stykket synges på italiensk med danske overtekster. Til at starte med føler jeg mig fremmedgjort overfor det uforståelige sprog, den karakteristiske opera-sangmåde og den voldsomme gestik, men efter en halv times tid må jeg overgive mig til den anderledes oplevelse. Jeg gribes af stykkets lune og finurlige humor og almenmenneskelige problematikker om kærlighed, bedrag og livets valgfrihed og dertilhørende konsekvenser.
Hovedfigurerne er søstrene Dorabella og Fiordiligi, denne aften spillet af Trine Bastrup Møller og Elin Pritchard. De er forlovede med og dybt forelskede i venneparret Ferrando og Guglielmo, spillet af Joel Annmo og Jens Søndergaard. Men den ældre herre Don Alfonso(Jonathan Best) udfordrer Ferrando og Guglielmos overbevisning om, at deres skønne kvinder aldrig vil være dem utro. De indgår et væddemål: I et døgn skal de teste kvindernes kærlighed. Venneparret lader som om, de er blevet indkaldt til fronten, og klæder sig efterfølgende ud som to charmører, som det næste døgn skal prøve at blødgøre kvindernes hjerter og vinde deres kærlighed. De to søstre er ulykkelige, men bliver langsomt mere og mere interesserede i de to nye mænd. Falder de for deres charme og smiger? Eller venter de på, at ders forlovede atter vender hjem?
Parrenes skæbne ligger i publikums hænder. Slutningen afgøres ligeledes ved et demokratisk klappe-valg. Skal de smage kærlighedens sandhed eller konsekvens? Det nådesløse publikum dømmer dem til konsekvens.
Stykket er sat både humoristisk og flot op af instruktør Elisabeth Linton, som er gået meget bevidst til bearbejdningen af stykket. Mozart ville ikke bare vise, at kvindens natur er troløs, og at kvinder er til fals for enhver smiger. Værkets undertitel er: La Scuola degli amanti- de elskendes skole; En lektion i kærlighed. Dette er nok mere rammende, for af stykket lærer man, at kærligheden ikke er sort-hvid. Vi elsker og svigter. For søstrene falder i. Men de to mænd er jo medaktører, som ligedes betages af den anden søster. Og på trods af bedraget ender stykket med, at de to oprindelige par atter får hinanden. For vi er blot mennesker, som tilgiver. Dette livskloge stykke bliver bestemt ikke min sidste operaoplevelse.
