Tekst: Rasmus Lund Nielsen
Anmeldelse: Celestine af Olga Ravn, Gyldendal, udgivet den 12.02.2015
Olga Ravn skriver vedkommende og med et stort sprogligt overskud om kærlighed og spøgelser, og om de konsekvenser det kan have at vokse op i en skilsmissefamilie.
Celestine er Olga Ravns anden udgivelse, men første roman. Hun debuterede med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng i 2012. Den blev ualmindeligt godt modtaget, kaldt stærkt bevægende og en debut, der kalder på mere. Der var derfor høje forventninger til næste tekst fra Ravns hånd, og Celestine skuffer ikke.
Vi hører først om en kvinde på et slot, der fortæller om en kvinde klædt i hvidt: ”Man havde givet hende navnet Celestine. Man sagde, at hendes forældre, som straf for at hun havde forelsket sig i den forkerte, til en fest til hendes ære, det var i middelalderen, havde bedøvet hende og muret hende inde, så hun kvaltes bag muren.” Celestine er spøgelset. Hun er hjemløs uden en grav, men muret inde i det, der før var hendes hjem. Hun er hjemme og hjemløs på én gang. Hun er også romanens titel. Hun står med sølv og glimmer på forsiden under Olga Ravn, som slim fra snegle, ”så meget der glitrer af sølv, der bærer Celestines navn i sig.”
Den kvindelige fortæller er kommet til slottet, der nu er et hotel, for at finde et hjem. Hun vil opsluges og lære af spøgelset, lære at gentage sig selv: ”Jeg vil gerne blive i det, man ikke kan kalde tilgivelse. Jeg vil hade, det skal holde mig oprejst, det skal holde mig underholdt.” Det, hun vil lære, har også at gøre med erindring: ”Jeg skulle være den med en fortid, som ethvert menneske.”
Hun er ankommet til slottet en sommer, som er fuld af retningsløse dage med kæresten Kim, som bliver mere og mere deprimeret, og som hun både elsker og hader. Samtidig søger hun jobs og får et som lærer på en kostskole. Hun ankommer og glider igennem undervisningen, fantaserer om de unge mænd, men er mest fanget i sig selv: ”Jeg er vel min egen kiste,” fortæller hun. ”Jeg bærer hjemløsheden rundt omkring i landet som et skab.” Kostskolen bliver hendes slot. Hun går igennem gangene om natten klædt i en hvid kjole. Hun er efterhånden helt opslugt af Celestine.
Foreningen af kvinden og spøgelset bliver et erindringsarbejde. Vi hører om hendes barndom, at den har været ”en meget lang, utroligt befolket ensomhed.” Vi hører om, hvordan hun flyttede frem og tilbage imellem sine forældre, havde et værelse og et hjem hvert sted: ”Jeg havde et værelse i min fars hus og et i min mors. … Jeg bar hele tiden et fjernt og nedlukket område med mig. Kisteformet på en måde.” Kisteformet, som hjemløsheden hun bærer som et skab, husker vi! Vi hører kort og godt om, hvordan det er at være skilsmissebarn, om hvordan den kvindelige fortæller har båret lusene, både konkret og symbolsk, imellem sin mor og far. Lus, der synes at være blevet siddende: ”Jeg kunne, som hårvaskeren med denne sidste rest af balsam, ikke give slip på min barndom, og jeg formåede heller ikke at forny den.” Erfaringen synes at være, at lusene bliver siddende, til hun, som spøgelset, konfronterer barndommen med noget, der ikke minder om tilgivelse. Først da bliver hun den med en fortid.
Olga Ravn skriver overbevisende, kompromisløst og med stort sporligt overskud. Det lykkes at lade Celestines skæbne blive et godt billede på skilsmissebarnets limbo, samme uoverensstemmelse mellem hjem og hjemløs og en overvejende ensomhed. For hjem kan ikke så godt siges i flertal, synes erfaringen at være, og ikke bare for Ravn, men for en række forfattere i dag. Det er måske derfor rimeligt at håbe, at denne roman vil blive en del af en lang række værker, hvor vi vil diskutere, for eksempel hvordan Ravn nuancerer det, vi troede, vi vidste, om børn og voksnes erfaringer med skilsmissefamilier. For litteraturen kan noget særligt, den kan skabe billeder, og hvis det har været vigtigt at diskutere romanens forhold til virkeligheden, så må det også være vigtigt at spørge, hvad romanerne så faktisk siger om den virkelighed og den samtid, de på forskellige måder refererer til. For noget siger de, det er Ravns Celestine et godt eksempel på.
