Tekst: Line Sass
Forestil dig, at du har fundet kærligheden, der puster nyt lyserødt liv og fest i dine kinder. Den gør dig glad, ør og skør, men du bliver nødt til at give slip på den, da din elskede bliver syg og dårlig. Du kan intet stille op, for du er selv så ludfattig, at du ikke kan holde varmen. Forestil dig at du må se din kærlighed blive en andens elsker, fordi det er den eneste måde, han/hun kan overleve på, mens du langsomt dør indeni. Og at vedkommende til sidst kommer tilbage for at dø hos dig, fordi du er livet for det menneske…
Som studerende i Danmark kan det måske være svært at forestille sig netop det scenarie i en tid, hvor gratis lægehjælp er lige ved hånden, og SU-pengene tikker ind hver måned. Det er ikke desto mindre dramaet og poesien, der udspiller sig i operaforestillingen La Bohéme af den italienske operakomponist Giacomo Puccini.
Det er et klassisk mesterværk om kunst, frihed, kærlighed og ansvar. Kunstneren/digteren Rodolfo bliver hovedkulds forelsket i underboen Mimi, da hun kommer op på det kolde loftsværelse for at låne ild en juleaften. Som Rodolfo synger, er han poeten, og hun er poesien. Men tragedien (hendes død) smadrer drømmen og den ansvarsløse verden af illusioner, han og vennerne lever i som ægte bohemer.
Fortællermæssigt foregår historien i Paris’ Latinerkvarter i 1800-tallet. Der var en ganske særlig stemning på scenen, som fik mig til at glemme tid og sted, og jeg fik på alle måder en sanserig oplevelse udover det sædvanlige fredag den 3. oktober, hvor La Bohéme havde premiere.
Værket fik mig i særdeleshed til at reflektere over, hvad det vil sige at være ung, fattig og forelsket, og i kærlighedens navn havde jeg taget min kæreste med. For at være ærlig havde vi ingen idé om, hvad der ventede os, da det spraglede scenetæppe gik op i Aalborg Kongres og Kultur center. Det var vores første tur i Den Jyske Opera, og jeg fortrød hurtigt, at jeg ikke havde pyntet mine læber med rød læbestift ligesom de ældre kvinder blandt publikum – for dramaets skyld.
Operaen, der varede lidt over to timer, virkede fra start til slut, og hver eneste takt i musikken var en del af historien, der blev fortalt med sans for detaljer. Det var som om, kærligheden og dramaet på en gang varmede og skreg på os i salen, og efter hver akt faldt publikums applaus som hård regn i stormvejr.
Værket havde en form for intensitet og inderlighed, der faldt på et tørt sted, og som gjorde det svært ikke at lade sig rive med. Jeg tog mig selv i at sniffe som en anden sporhund efter den skorstensrøg, der kom fra scenen, og jeg havde lyst til at komme tættere på karaktererne og de snefnug, der dalede ned fra den parisiske nattehimmel på scenen. Både librettoen (teksten) og den italienske musik var smukt afvejet og havde en kunstnerisk, inspirerende kraft over sig – særligt i samspillet med hinanden.
Når det er sagt, er jeg typen, der elsker at se og gerne i detaljer. Når jeg skal se en opera igen (hvilket jeg skal!), vil jeg tættere på scenen og prioritere et bedre udsyn, end det var muligt fra række 17. Hvor min kæreste og jeg først skottede os over, at vi var nogle af de yngste blandt publikum, sad vi hurtigt og savnede to sæt briller, fordi det til tider var svært at se, hvad der foregik på scenen. Eksempelvis havde jeg ikke opdaget de dalende snefnug og fornemmet vinterens kolde bid, hvis det ikke var for min bedre halvdel, der midtvejs ofrede ”synet” (brillerne), så jeg bedre kunne se.
Dog er det længe siden, jeg har klappet så meget, og det kom på mange måder som en befrielse, der fik mig til at græde og grine lidt på samme tid. Velvidende at vinteren, kulden og mørket er lige om hjørnet, vil jeg anbefale, at vi lader dramaet varme os!
La Bohéme spiller på Musikhuset i Aarhus i perioden 12/11-16/11.
