Jason med det gyldne skind
Vilhelm Topsøe
Gyldendal
af Simon Nørgaard Iversen
I samarbejde med Kunstrådets litteraturudvalg er Vilhelm Topsøes hovedværk fra 1875 netop blevet genudgivet i en tekstkritisk og kommenteret udgave. En genudgivelse, der skal applauderes for sine kulturbevarende og -formidlende egenskaber.
Med sit hovedværk præsterede Vilhelm Topsøe at gå det moderne gennembrud i bedene. Han var på mange punkter forud for sin tid, men han nåede aldrig at blive krediteret for det. Georg og Edvard Brandes nægtede konsekvent at tillægge ham nogen som helst betydning. Manglen på anerkendelse skyldes, at han modsat de andre toneangivende kulturradikale aktører på den litterære scene var kulturkonservativ. Ja, ligefrem redaktør på den borgerlige avis Dagbladet.
I ”Jason med det gyldne skind” (i titlen stilles datidens occidentalisme til skue) møder man den danske læge og ingeniør Hastings, der igennem en årrække har forsøgt at gøre sin lykke i Indien. Bogen indledes med en symptomatisk allegori, der koncist formår at ramme datidens brydningsfelter, her udbasuneret i skibsturen mod Europa, hvor Hastings befinder sig midt i en polariserende diskussion mellem det britiske aristokrati og det franske bourgeoisi. Man fornemmer allerede de spændingsfelter, Topsøe, som en af de første, søgte at beskrive. Efter den indledende beskrivelse af den nye verden følger vi Hastings tilbagevenden til den sociale kontekst, han var en del af før afrejsen. Der er på mange måder løbet meget vand i åen i mellemtiden. Hastings gamle skolekammerater er, som perspektiv til hans hårdt erhvervede driftskapital, blevet formuende. Heri ligger en ironisk dissonans mellem romanens titel og Hastings faktiske situation. Forandringerne til trods indleder Hastings et erotisk forhold til den aldrig realiserede barndomskærlighed, der dog nu er blevet gift med et af hans formuende og gode bekendtskaber. Vi bevidner et trekantsdrama, hvori driftskapitalen får to betydninger. Gennem dramaet tager Topsøe afstand fra dannelsesromanens åndsliggørelse af forholdet og tager derimod, som der kort tid efter skulle blive god tradition for, det ubevidste til indtægt for forholdet. Det psykisk tærende forhold driver Hastings til Jylland, hvor han i splittelse må redefinere sig selv under overvejelse af jagten på det gyldne skind.
Jason med det gyldne skind er en god roman, der fungerer som et rammende tidsbillede på tiden lige inden det moderne gennembrud. Samtidig er bogen interessant, fordi den indledte det moderne gennembrud, men blev afvist som dilettantisk i et politisk forsøg på at henvise romanen til glemslen. Dermed har personer, der tager ”det moderne gennembruds mænd” for pålydende, fået en chance for at udvide deres horisont. En chance, der bør benyttes.