Festligt, forvirrende, til tider skinger og ikke mindst fantastisk sjovt. Sådan beskriver jeg bedst årets ingeniørrevy. Selvom revytitlen ’Os Fronter Man Ikke’ hurtigt bliver glemt som forestillingen går i gang, vækker sketchs og sange latter og ikke mindst begejstrede tilråb fra publikum. Og selvom titlen ikke emmer noget der ligner et tema, er der ingen tvivl: Det her bliver sjovt.
Men ak, humanisterne blev ramt. Ingeniørerne har erklæret krig mod humanisterne. Alene tanken om at nyde en god bog eller en opera, er åbenbart nok til at tvinge dem i hemmelige støttegrupper. Dog ville det ikke være helt galt at antage, at ingeniørerne måske ville have godt af en hjælpende hånd fra humanisterne. Måske en enkelt musiktime eller lidt dramaturgikundskab ville være godt for revyens medlemmer. For selvom sangteksterne er skrevet med glimt i øjet og skuespillet vækker latter i hele salen – ingeniør eller ej – så kunne lidt sangtimer eller koreografi fjerne de sidste skingre toner og skabe den ekstra wow-effekt.
Selvfølgelig er dette kun sagt for at skyde igen. Jeg er vel ikke humanist for ingenting. For selvom sangstemmerne måske trængte til lidt kærlighed, må jeg indrømme at aftenen hurtigt svandt hen i latter. Ingeniørrevyen lader dig dvæle tilbage til den svundne barndom og blander det elegant med referencer til ingeniørlivet. En perfekt opskrift på en hel ny slags genre.
Revyen vælger da også at tage udgangspunkt i det helt store fænomen fra de flestes barndom, nemlig Harry Potter. Både i form af den klassiske fortælling – dog med uglepost flyttet til eBoks – og ikke mindst ’The Mysterious Ticking Noise’. Alt sammen krydret med interne ingeniørjokes og en på grænsen til det upassende involvering af Peter Madsen som ’He who shall not be named’.
Derudover pryder melodierne fra blandt andet Løvernes Konge, blandet med alt fra solosang til en hel ny verden af IT-problemer. Lad os bare sige, at jeg selv med min stakkels humanistiske personlighed, pressede lattertårerne på. Som om det ikke var nok, bliver publikum genforenet med en mere pervers, og ikke mindst upassende, Doktor Pjuskebuks. Her er det dog ikke ’Gæt en lort’ der er på spil, men derimod en venlig påmindelse om at huske at fjerne dit ur, før du foretager en koloskopi – altså medmindre du foretrækker at få ’en ven i dig’. Lad mig bare sige, at Doktor Kussesjusk ikke får besøg af mig foreløbigt.
Kort og godt om ingeniørrevyen
Hvis du er ingeniør, men endnu ikke en del af revyen, så få fingeren ud og join fællesskabet, for jeg tror ikke at det bliver meget sjovere end det her. Hvis du mangler et godt grin så tag med til ingeniørrevyen, når den vender stærkt tilbage næste år. Og kan du ikke vente indtil da, så glæd dig til at Youtube opdateres og giver dig adgang til hele herligheden digitalt.
Jeg blev i hvert fald glædeligt overrasket og med den gode stemning fra revyen (og ikke mindst festen bagefter) er jeg gået derfra med et opladt batteri og ømme mavemuskler.