Tekst Mazdak Khosravi
Foto Thomas Frydendal
Siden de gæstede Voxhall sidste år, har rockbandet GoGo Berlin mildest talt været rundt omkring. Og efter heftig turnevirksomhed som har budt på koncerter i både Tyskland, Kina og Indien, vendte bysbørnene for en stund hjem til Århus, da de atter gæstede et udsolgt (og tændt!) Voxhall.
Da undertegnede indfinder sig med en Blå Thor midt i mængden, er det da også tydeligt at aftenen står i Rock n’ Roll’ens tegn, da der overalt spottes læderjakker og piger med smoky eyes og netstrømper under deres hotpants. Og rock kom der satme! For efter en stemningsfyldt opvarmning af de følsomme festfunkere i Xolo Island, kommer der fem silhuetter på scenen til lyden af et messende orgel.
Denne varslende messen erstattes et snerrende guitarriff da nummeret Gimme Your sparkes i gang, og forsanger Christian Vium tyrer et par flænsende licks i hovedet på publikum, inden har indfinder sig bag mikrofonen. Og alt imens Viums karakteristiske hæse vokal brøler om kap med Anders Søndergaards bobbende tresserorgel, er det svært ikke at føle sig hensat til netop disse tressere.
En følelse som jeg tydeligvis deler med flere af mine medpublikummer, da en distinkt snert af Peter Belli urt, synes at indfinde sig. Og som koncerten skrider frem, er det tydeligt at vi har med et band at gøre, som på trods af deres unge alder har en god portion mil på tælleren. For selvom vi står overfor en håndfuld showmænd, virker det ikke koreograferet. Både jam-passagerne samt timingen i deres crowdcontrol vidner om, at vi har med et band at gøre, der har tillært sig deres håndværk på landevejen.
Betonrock og popballader
Go Go Berlins seneste par år har budt ret så heftig radiorotation af singlerne fra deres debutplade New Gold, og set i lyset af at vi har med et relativt ungt band at gøre, har undertegnede haft en frygt for at airtime ville blive prioriteret for tungt i forhold til deres retrohardrock-rødder, når nyt materiale skulle skrives. Denne frygt bliver dog hurtigt gjort til skamme, da nummeret Electric Lives med dets nærmest grædende guitarriff rammer mig i mellemgulvet, og endnu engang sender mig tilbage til en svunden tidsalder.
Mørket og syren hvirvler omkring, mens både Zeppelin og Sabbath bliver sat i spil, og det er svært ikke at blive imponeret over et band som synes at kunne favne betonrock og popballader på en ubesværet måde som sjældent er set herhjemme. Dette slås fast med syvtommersøm da bandet sætter gang i hitballaden Castles Made Of Sand, og en tydelig rørt Christian Vium overrumples af publikums fællessang, i en sådan grad at han lader dem om at synge hele første vers. Og netop i Christian Vium har bandet en frontmand der kalder på idoldyrkelse af den klassiske rockskole. Hvilket han da også beviser, da han bevæger sig ud blandt publikum, som han kort forinden har bedt sætte sig, og flere gange må se sig befamlet af ungmøer som tydeligvis ikke kan være i deres egen krop af ren og skær kådhed.
Efter at bandet på infernalsk vis har sluttet koncerten af, står det malet i ansigtet på publikum at de har været til rockfest. Med et drømmende udtryk flirtes og kæderyges der, og lysten til at stable en teenagebrandert på benene, mens bandets refræner skråles, er allestedsnærværende. Og når man som publikum til en rockkoncert, tager sig selv i at blive krammet og highfivet af vildtfremmede mennesker, går det op for en at en rockkoncert egentlig ikke skal kunne så meget andet.
GoGo Århus
Undertegnede satte sig efter koncerten ned og tog en kort snak med bandets metalelskende bassist Emil Rothmann. Udover at fortælle om GoGomania i Kina, og gustne germknödels på tyske spillesteder, satte han også nogle ord på bandets forhold til at spille på hjemmebane i Århus. For da bandmedlemmerne, med Emils egne ord, alle er fra små bondebyer i det jyske, har Århus fungeret som samlingspunkt, og samtidig været et sted hvor bandet har gået rundt og drømt sig op på spillestedernes bannere.
En drengedrøm som må siges at være gået i opfyldelse. Selv fortæller Emil at der i aften er tale om en hjemmebanesejr (”7-0 bang!”) foran et publikum blandt andet bestående af familie og venner. Det fornemmes da også tydeligt på Emil at aftenens koncert har været noget særligt for bandet der kører deres største produktioner når det gælder Århuskoncerter. For som han selv påpeger, har der simpelthen været tale om en vaskeægte homecoming for det hårdt tunerende band.