“Film med håndskrift” er et oplysende, personligt og engageret kampskrift for filmkunsten og auteur-tanken, der har trange kår i filmbranchen for tiden. Det udmønter sig i irettesættelser og svadaer til både branchefolk, kritikere, kulturskribenter og politikere. Kritikken er informativ, debatskabende og nødvendig. Bedst fungerer bogen dog i dens både indfølende og skarpe læsninger af seks danske instruktørers produktioner. Her glimrer forfatteren med sin enorme filmhistoriske og tekniske viden, alt sammen generøst formidlet i et personligt og vedkommende tonefald.
TEKST Niklas Boel Kristensen
Christian Braad Thomsen er en uomgængelig skikkelse i den danske filmkritik og har gennem årene utrætteligt leveret formidlende analyser af filmkunstens enere og deres – til tider – svært tilgængelige værker. Han har skrevet en glimrende monografi om Alfred Hitchcock og med Kameraet som pen (1994) gav han en fremragende indgang til 1960’ernes franske nybølge, der er et helt afgørende kapitel i filmhistorien. I Thomsens nye udgivelse Film med håndskrift trækkes der igen veksler på nybølgens tanker om filmen som kunstart og den personlige brug af mediets muligheder. Derfor gives der først et kort rids af disse tanker, inden der bagefter stilles skarpt på bogen.
Nybølgens instruktører – som blandt andet talte Jean-Luc Godard og Francois Truffaut – var samtidig kritikere, der udfoldede deres opfattelser om filmmediets muligheder og tidligere generationers uduelighed i tidsskriftet Cahiers du Cinéma. Her blev film diskuteret, kritiseret og elsket – og værdidommene gik ofte på tværs af de gængse opfattelser. Således blev den franske kvalitetstradition, der overvejende består af filmatiseringer af litterære forlæg, nedvurderet til fordel for underlødige Hollywood-instruktører som Alfred Hitchcock og Howard Hawks. Disse to amerikanere formåede, indenfor underholdningsindustriens strikse rammer, at skabe personlige filmiske udtryk, hvor paradoksalt dette end kan lyde. Selv i bestillingsarbejdet og indenfor genreskabeloner, fornemmes filmskaberens personlige aftryk i stilen, og dermed bliver filmens iscenesættelse – snarere end dens litterære forlæg – det interessante.
Selv udfoldede nybølge-instruktørerne deres eksperimenter med filmsproget mere direkte, idet filmene blev lavet for relativt få penge og med hjælp fra venner og bekendte. Her leges med konventionerne, som det eksempelvis ses i Godards film, hvor man både kan finde genrepasticher og nye måde at klippe scener op på. Hele den filmopfattelse som nybølgen sætter i sving, kan samles under betegnelsen auteurteorien – selvom den nu først og fremmest må betegnes som en holdning snarere end teori. En auteur er en forfatter, og betegnelsen bygger på en sammenligning med litteraturen, der som etableret kunstart udlåner sit vokabularium til filmmediet, der derved hæver sin status. Auteurideen foreskriver, at en instruktør bør anvende kameraet som et ligeså personligt udtryksmiddel, som en forfatter anvender sin pen. Dette er programerklæringen, og med denne enorme frihed følger et kunstnerisk ansvar. Auteurteorien har således været afgørende for, at filmen (og gamle mestre som Hitchcock) har vundet i status og gjort plads til det personlige udtryk.
Auteurteorien er i dag i modvind, og denne kontekst skriver forfatteren frem i bogens polemiske og skarpe forord. Ideerne om – og tiltroen til – instruktøren som kunstner er i krise, hvilket Thomsen blandt andet lokaliserer ved den måde, branchen har indrettet sine støtteordninger. Filmbranchen har stirret sig blind på seertallene, der har fået status som kvalitetsstempling og som det afgørende succeskriterium. Det er med andre ord økonomiens logik, der dikterer kvaliteten og dermed også den førte politik. Faldgruben er her, at filmene bliver rene investeringer, hvor kun afkastet er det interessante, og at der således tilskyndes til at følge åndsforladte skabeloner. Det kan lyde som en gammel velkendt smøre, men Thomsen viser faktisk også, at den økonomiske tænkning i branchen opfylder sine egne profetier: Ved at give en dårlig lancering af en ”smal” film eller kun at gøre den tilgængelig i ganske få biografer besegles dens forudsete skæbne.
Det er på mange måder tiltrængt med denne kritik, og den er såvel oplysende som engageret. Forfatterens indgående kendskab til og erfaringer fra filmbranchen (han har selv instrueret, skrevet, importeret og formidlet film) kvalificerer kritikken, men afslører også, at lysten driver værket. Det illustrerer forfatterens metode: at gå i skarp, lyststyret og kritisk dialog med tingene frem for at holde sig på en forestillet objektiv afstand. Som enhver anden metode har den både fordele og ulemper.
Bogens hoveddel består af seks instruktørportrætter af henholdsvis Nils Malmros, Jytte Rex, Lars von Trier, Simon Staho, Pernille Fischer Christensen og Christoffer Boe. Disse instruktører formår alle at styre uden om faldgruberne, der findes både i det kommercielle systems ligegyldighed og i avantgarde- og kunstfilmens selvtilstrækkelighed. Og som man fornemmer, er det en broget skarre af mere eller mindre etablerede – men også eksperimenterende – personligheder. Jytte Rex befinder sig således snublende nær kunstfilmen, og man kan problematisere den manglende afgrænsning mellem kunstfilmens rene visuelle forpligtelse og spillefilmens mere narrative karakter. Imidlertid har Thomsen en pointe med det manglende skel: Der er ikke væsensforskel på de to ting, og grænsen er flydende. Deri ligger også et opgør med tanken om et modsætningsforhold mellem spillefilm og filmkunst – og det er netop den slags systematik, som filmstøtten og branchen foreskriver.
Thomsen er med andre ord idealistisk i sin kritik og vil i stedet for systemer lade kritikkens fornemste organ, nemlig smagen, dømme. Det er en flot tanke, der dog ikke ligefrem har udsigt til at blive iværksat lige med det samme. I hele projektet fornemmer man samtidig et vist oplysende og didaktisk mål. Filmkritikken skal være formidlende, den skal, groft sagt, lære os kunstfilmens velsignelser. Derfor finder vi også en konstant argumentation for kunstfilmens plads både i biograferne og fjernsynets sendeflade. Også selvom den ikke umiddelbart kan lokke horder af seere til sig.
Men tilbage til instruktørerne! For hvorfor lige dette udvalg? Enhver udpegning af en kanon indebærer naturligvis en række fravalg, for hvad med alle de andre instruktører? Susanne Bier er en af tidens mest omtalte instruktører, men hun afvises i en bisætning som ugeblads-agtig. Nicolas Winding Refn får rosende ord med på vejen, men det er for hans Pusher-film, og succesen med Drive kommenteres end ikke. Det, udvælgelsen afspejler, er forfatterens smag på godt og ondt, men selvfølgelig udtrykker det også et alment pladshensyn. Det havde vel næppe heller været nogen fornøjelse – hverken for læser eller kritikker – at fylde bogen med pligtstof. Til gengæld bør man under læsningen holde sig denne udvælgelse for øje og se det som et forbehold. Men har man accepteret præmisserne, kan man have stor gavn og fornøjelse ved Thomsen tankevækkende læsninger, humoristiske indfald og sproglige godbidder. Det er endvidere svært ikke at lade sig imponere at det utrættelige engagement, der lægges for dagen.
De seks afsnit kortlægges tematiske og visuelle signaturer hos instruktørerne, og læsningerne er grundige, idet der både inddrages filmhistoriske referencer, tekniske virkemidler og kontekst-ualiserende fortolkninger. Man er som læser i kvalificeret selskab, og det hele leveres med et smittende overskud og som regel også en personlig anekdote.
Når det er sagt, har forfatteren sine faste briller, som tilværelsen og filmene ses igennem. Og her er det en fordel, hvis man som læser har en svaghed for Bob Dylan og Freuds psykoanalyse, idet denne dynamiske duo er uomgængelig i Thomsens optik. Er man ikke fortrolig med disse, bør man ikke frygte. Thomsen leverer nemlig ikke fortænkte eller teoretiske eksempler, ligeså lidt som hans læsninger er det. Der er en levende og ærlig no-nonsense tilgang hos ham, der er befriende og uprætentiøs, og man er aldrig i tvivl om, hvad han synes om et værk. Dette vil nogen givetvis lægge ham til last, men det er for mig at se hans styrke. Det gør ham til et kompas, man selv kan navigere efter.
Bogens inddeling gør den egnet som et opslagsværk eller en art håndbog, der kan guide gennem en instruktørs oeuvre (red. samlede værk) og nemt kan give et overblik over et bestemt værk. Og det kan blive en tro følgesvend for enhver, der har lyst til at fordybe sig i dansk film, og som ikke bare tager rygterne om dens påståede krise og forfald for gode varer. Her kan bogen tjene som et katalog, men er i sig selv mere end det. Vedlagt med bogen er nemlig en DVD med kortfilm af flere af de omtalte instruktører, og her kan man få syn for sagen. Dette er en flot appetitvækker, der i hvert fald har givet undertegnede smag for mere og for flere danske film.
