Carnarge (1t 20min)
Jeg er efterhånden blevet en klar tilhænger af tidlige biografture. Det er sikkert kommet af de mange dejlige formiddags-arrangementer i Øst for Paradis, hvor man flere gange kan være heldig at få både croissant og kaffe til filmen.
Tekst af Niklas Boel Kristensen
Det må være en af studentertilværelsens lyksaligheder at kunne starte en hverdag sådan: at sætte sig til rette i mørket, lade sig opsluge og lade filmen sætte sit præg på dagen. I går formiddags så jeg Roman Polanskis nye film, Carnage, om to New Yorker par, der mødes for at diskutere deres jævnaldrende sønners sammenstød.
Den ene dreng har slået den anden dreng med en kæp, som han tilfældigvis havde i hånden, og det hele lyder mere dramatisk, end det egentlig er. Dette understreges af filmens iscenesættelse af drengenes konflikt, der er filmens åbningsscene: Vi ser en park med en basketball bane, hvor en flok drenge spiller bold, et par træer i forgrunden og skyskrabere i baggrunden.
Kameraet er trukket tilbage fra hændelserne i en sekvens uden klip, og langt inde i billedet ser vi drengenes konfrontation. Det er næsten til at overse, hvis man er lidt uopmærksom og for eksempel dvæler lidt ved skylinen i baggrunden. Forældrene gør sig imidlertid ikke skyldige i uopmærksomhed overfor dette sammenstød, det er tværtimod hele omdrej-ningspunktet for deres møde, der også udvikler sig og optrappes til et sammenstød. Antydninger bliver til anklager, og bag det civiliserede ydres flotte rammer gemmer der sig – som ofte før hos Polanski – mere primitive drifter. De nydelige og omgængelige mennesker viser sig snart som både hævntørstige, rethaveriske og kyniske.
Denne transformation og optrapning er en fornøjelse at overvære, især fordi filmen leger kispus med karaktererne ved ikke at lade dem undslippe lejligheden, der er hele filmens scenografiske ramme. At lade rummet udgøre en markant afgrænsning er ikke et fremmed motiv i Polanskis bagkatalog, og man kan endda snakke om en triologi af film, der alle gør brug af lejlighedens indespærrende rum: Det gælder Repulsion (1965), Rosemary’s Baby (1968) og The Tenant (1976).
Mens lejligheds-triologien overvejende etablerer rummet som personligt og psykisk, er det i Carnage mere et fælles anliggende, der fastholder karaktererne i deres mellemværende og alle situationens pineligheder. De tvinges derved til at udspille deres ideologiske konflikter, hvad enten disse knyttes til børneopdragelse, rollemodeller, smagskoder, moral eller det eksistentielle.
Der er masser af politiske spørgsmål på spil i filmen, men der gemmer sig også grundlæggende værdidebatter og forskellige ideer om tilværelsens vilkår. Mens advokaten inkarnerer en typisk kynisk og hård opfattelse af magt, lader Jodie Fosters karakter til at være fortaler for den modsatte humanistiske, bløde magtopfattelse. Dermed er der lagt op til en konfrontation af disse yderpoler, men filmen giver os mere end det. Den undersøger samtidig også parforholdsdynamikken ved at lade de enkelte parter skifte side og lave alliancer på kryds og tværs af parrene. Og når der så kommer en flaske whisky på bordet, tager det for alvor fart, og modbydelighederne får frit spil.
Tilskuerens identifikation er ligeså rodløs og troløs som parrenes alliancer, så man tvinges ud i forskellige positioner og tager aldrig entydigt parti med nogen. Det skulle da lige være børnene – hvilket filmen også selv peger på. Dette efterlod mig med et mellemværende, et tankearbejde, man lystigt kunne diskutere på den efterfølgende spadseretur rundt i byen.
Sarkasmen og omskifteligheden er fantastisk og morsom. Og den illustrerer en væsentlig pointe i det sociale liv: Positioner og identiteter er noget, der forhandles i det sociale samspil. Samtidig viser det os en gammel traver i ny udgave – at parforholdets pæne facade er et illusionsnummer, og kernefamilien er samfundets institutionalisering og undertrykkelse af menneskets sande drifter. Filmen giver da også mindelser om Ingmar Bergmans fuldstændig fantastiske mini tv-serie Scener fra et ægteskab.
Dette spil mellem overflade og inderside iscenesættes flot i mange indstillinger, der fanger karaktererne i spejle og andre indramninger. Der peges således visuelt på karakterernes mange sider/ansigter. Filmen er en relativ kort men intens omgang. Den begrænsede scenografi og det forhold at skærmtiden næsten er det samme som realtiden, giver filmen et energisk nærvær. For mig er karakterenes stereotypi (Waltz og Foster) et minus, selvom dette nødvendigvis tilfører filmen komik samt nogle umiddelbare orienteringspunkter for tilskueren. Men det er et meget lille minus i en herlig, ondskabsfuld fornøjelse.
