Eller Gensyn med Heisenberg
Oscar K. & Teddy Kristiansen
Graphic Novel
Af Vibe Kiil
At kalde Eller Gensyn med Heisenberg for et ambitiøst projekt er noget nær en underdrivelse. Det er en svimlende tour de force i et univers, hvor tider, steder og hændelser falder ind over hinanden i tilsyneladende tilfældig rækkefølge. De dukker op og forsvinder; erindres nu, men sker først engang i fremtiden. Det samme gør sig gældende for karaktererne, der ikke blot i kraft af tidsopløsningen dukker op hid og did, men også i deres relationer er filtret ind i hinanden i mere eller mindre usunde og komplicerede forhold. De elsker hinanden og har affærer på kryds og tværs – i et mærkværdigt forsøg på at agere i en eksistens, der er i opløsning.
Handlingen udspiller sig på øen Presenca, der har 11 tidszoner, og hvis økonomi på Borges-agtig vis afhænger af lotterier, der udgør hovedparten af virkeligheden. Men folk vil hellere gå i fængsel, end at betale bøden ved at trække et ulykkesnummer. Vinderne kan ikke få udbetalt deres præmier – virkeligheden vakler.Og Presenca rammes af Rystelsen, hvorefter alt sættes i skred.
Eller Gensyn med Heisenberg er en graphic novel i termens egentligste forstand. Teddy Kristiansens smukke illustrationer bevæger sig ikke udelukkende med teksten. De understøtter og kontrasterer den. De lægger sig smukt bag teksten men lader sig ikke overtage. Langsomt men sikkert bliver også illustrationerne ofre for den eskalerende ophugning og opløsning. Fra fuldfærdige billeder over skitser til smadrede spejlinger – virkeligheden skæres op og stykkes forskudt sammen. Den bliver en forvredet genkendelighed.
Det er eksistensens grundvilkår og mulighed, der sættes på spil. Primært italesat af forfatteren og landmåleren, der diskuterer tilfældighed versus determinisme, mens de gen-genspiller gamle skakpartier. Deres dialog er fastlagt men brydes af forfatteren for at tale om kvinderne. Bruddet med det forventede får dog ikke verden til at eks- eller implodere men giver anledning til et pludseligt nærvær.
Bruddet er lavmælt men mærkbart. Faktisk sigende for hele værket. Det er store spørgsmål og tungtvejende referencer, der udgør fortællingen, men det er ikke med store armbevægelser og højtråbende udmeldinger. Erkendelser, handlinger og overvejelser efterlader dybe spor og får store konsekvenser – og gør herved et ubønhørligt indtryk på læseren – i samme stil som illustrationerne. De er dragende i deres frostbidte, observerende, mennesketomme og menneskefjerne fremstilling af værkets blik. Brydningerne og rystelserne er mærkbare. De rammer grundvolden. De stilles til skue forrest på scenekanten uden at blive udstillet og udbasuneret. Det er stor kunst – både narrativt og ikke mindst visuelt – og en landvinding inden the graphic novel.