Buried
Inst: Rodrigo Cortés
Af Anders Skeel
Efter fem minutter i selskab med Buried får man en uudholdelig trang til at komme ud. En trang der både er filmens styrke og svaghed. Buried er, som film er færrest. Som tilskuer flytter man sig ikke ud af stedet på noget som helst tidspunkt. Det betyder ikke, at filmen ikke flytter sig, men det gør det svært at få en fuldkommen filmoplevelse, uanset hvor anderledes og interessant filmprojektet er.
Filmen introduceres i bælgragende mørke ved en mands stønnen og klynken. Da manden efter noget tids fumlen får fat i en lighter og tænder den, ser han til sin forfærdelse undersiden af et kistelåg og indser, at han er levende begravet. Efter en del panisk råberi finder vores hovedperson en telefon. Han ringer til alarmcentralen i USA. Vi bliver her bekendt med, at mandens navn er Paul Conroy. Han er lastbilchauffør i Irak, og at han er åbenbart blevet kidnappet og begravet af nogle vrede irakere. Conroy ringer dernæst frustreret rundt til adskillige andre. Blandt andet FBI, sin kone og militæret. Kidnapperen har nemlig telefoneret Conroy og fortalt, at hvis ikke løsesummen på ”five million money” bliver indfriet, må han acceptere sit irakiske gravsted. Conroy får adskillige andre ting at se til nede i kisten, og fordi man netop tilbringer hele filmen under jorden, mærker man de nerver og frustrationer, en levende begravet må have. Det er også grunden til, at filmens skildring af forholdet mellem det udsatte individ og det kyniske bureaukrati er så vellykket og virkningsfuldt.
Men hvor er det lang tid at tilbringe med den samme person i den omtrent samme situation. Efter pointen om, hvor ubehageligt det må være at ligge dernede, er feset ind, fiser filmen ud. Burried er heldigvis ikke helt humorforladt, og der er nogle komiske afbræk, der letter den nervøse grundstemning i filmen. Flere gange sættes Conroys absurde situation op imod almindelige menneskers stille hverdag hjemme i USA, og ironien virker ligeså godt, som den er tiltrængt. Det udligner dog ikke den lidt trivielle situation i kisten. Filmen får meget ud af sin idé om det klaustrofobiske mareridt, men når filmen er slut, sidder man alligevel tilbage med følelsen af, at der manglede et eller andet. På trods af de mange sindrige effekter, der bærer filmen langt hen ad vejen, og som alt i alt gør Buried til en ganske udmærket film, lægger filmens basale idé desværre også låg på sig selv.
Efter fem minutter i selskab med Buried får man en uudholdelig trang til at komme ud. En trang der både er filmens styrke og svaghed. Buried er, som film er færrest. Som tilskuer flytter man sig ikke ud af stedet på noget som helst tidspunkt. Det betyder ikke, at filmen ikke flytter sig, men det gør det svært at få en fuldkommen filmoplevelse, uanset hvor anderledes og interessant filmprojektet er.
Filmen introduceres i bælgragende mørke ved en mands stønnen og klynken. Da manden efter noget tids fumlen får fat i en lighter og tænder den, ser han til sin forfærdelse undersiden af et kistelåg og indser, at han er levende begravet. Efter en del panisk råberi finder vores hovedperson en telefon. Han ringer til alarmcentralen i USA. Vi bliver her bekendt med, at mandens navn er Paul Conroy. Han er lastbilchauffør i Irak, og at han er åbenbart blevet kidnappet og begravet af nogle vrede irakere. Conroy ringer dernæst frustreret rundt til adskillige andre. Blandt andet FBI, sin kone og militæret. Kidnapperen har nemlig telefoneret Conroy og fortalt, at hvis ikke løsesummen på ”five million money” bliver indfriet, må han acceptere sit irakiske gravsted. Conroy får adskillige andre ting at se til nede i kisten, og fordi man netop tilbringer hele filmen under jorden, mærker man de nerver og frustrationer, en levende begravet må have. Det er også grunden til, at filmens skildring af forholdet mellem det udsatte individ og det kyniske bureaukrati er så vellykket og virkningsfuldt.
Men hvor er det lang tid at tilbringe med den samme person i den omtrent samme situation. Efter pointen om, hvor ubehageligt det må være at ligge dernede, er feset ind, fiser filmen ud. Burried er heldigvis ikke helt humorforladt, og der er nogle komiske afbræk, der letter den nervøse grundstemning i filmen. Flere gange sættes Conroys absurde situation op imod almindelige menneskers stille hverdag hjemme i USA, og ironien virker ligeså godt, som den er tiltrængt. Det udligner dog ikke den lidt trivielle situation i kisten. Filmen får meget ud af sin idé om det klaustrofobiske mareridt, men når filmen er slut, sidder man alligevel tilbage med følelsen af, at der manglede et eller andet. På trods af de mange sindrige effekter, der bærer filmen langt hen ad vejen, og som alt i alt gør Buried til en ganske udmærket film, lægger filmens basale idé desværre også låg på sig selv.
Efter fem minutter i selskab med Buried får man en uudholdelig trang til at komme ud. En trang der både er filmens styrke og svaghed. Buried er, som film er færrest. Som tilskuer flytter man sig ikke ud af stedet på noget som helst tidspunkt. Det betyder ikke, at filmen ikke flytter sig, men det gør det svært at få en fuldkommen filmoplevelse, uanset hvor anderledes og interessant filmprojektet er.
Filmen introduceres i bælgragende mørke ved en mands stønnen og klynken. Da manden efter noget tids fumlen får fat i en lighter og tænder den, ser han til sin forfærdelse undersiden af et kistelåg og indser, at han er levende begravet. Efter en del panisk råberi finder vores hovedperson en telefon. Han ringer til alarmcentralen i USA. Vi bliver her bekendt med, at mandens navn er Paul Conroy. Han er lastbilchauffør i Irak, og at han er åbenbart blevet kidnappet og begravet af nogle vrede irakere. Conroy ringer dernæst frustreret rundt til adskillige andre. Blandt andet FBI, sin kone og militæret. Kidnapperen har nemlig telefoneret Conroy og fortalt, at hvis ikke løsesummen på ”five million money” bliver indfriet, må han acceptere sit irakiske gravsted. Conroy får adskillige andre ting at se til nede i kisten, og fordi man netop tilbringer hele filmen under jorden, mærker man de nerver og frustrationer, en levende begravet må have. Det er også grunden til, at filmens skildring af forholdet mellem det udsatte individ og det kyniske bureaukrati er så vellykket og virkningsfuldt.
Men hvor er det lang tid at tilbringe med den samme person i den omtrent samme situation. Efter pointen om, hvor ubehageligt det må være at ligge dernede, er feset ind, fiser filmen ud. Burried er heldigvis ikke helt humorforladt, og der er nogle komiske afbræk, der letter den nervøse grundstemning i filmen. Flere gange sættes Conroys absurde situation op imod almindelige menneskers stille hverdag hjemme i USA, og ironien virker ligeså godt, som den er tiltrængt. Det udligner dog ikke den lidt trivielle situation i kisten. Filmen får meget ud af sin idé om det klaustrofobiske mareridt, men når filmen er slut, sidder man alligevel tilbage med følelsen af, at der manglede et eller andet. På trods af de mange sindrige effekter, der bærer filmen langt hen ad vejen, og som alt i alt gør Buried til en ganske udmærket film, lægger filmens basale idé desværre også låg på sig selv.
