Af Maj Bendix Nielsen
En kold torsdag aften begav jeg mig af sted for at overvære præmieren på ”En chance til” i Øst for Paradis. Til at starte med må det slås fast, at det er en film, hvor der sker en hel masse på meget kort tid: Politibetjentene Andreas (Nikolaj Coster-Waldau) og Simon (Ulrich Thomsen) skal undersøge et husspektakel, og det viser sig at være et junkie-par der er røget i totterne på hinanden. Betjentene kender manden i lejligheden, Tristan (Nikolaj Lie Kaas), en voldspsykopat, som de ellers troede, var spærret forsvarligt inde. Dette er tydeligvis ikke længere tilfældet, og Tristan er nu i gang med at smadre endnu en kvindes liv. Efter noget tumult finder Andreas parrets baby i et klædeskab, smurt ind i sin egen afføring; en scene der skær sig ind i hjertet på tilskueren. Og som om alt dette ikke er nok, får betjentene besked på, at myndighederne ikke mener, at der er grundlag for at fjerne barnet.
Efter denne rystende oplevelse tager Andreas fortvivlet hjem til sin smukke kone Anna (svenske Maria Bonnevie) og sit eget spædbarn. Skæbnen spiller imidlertid det lykkelige par et pus, og samme nat sover deres elskede barn ind. Anna nægter at lade barnet komme på hospitalet, og truer med at tage livet af sig selv, hvis Andreas tager det fra hende. Efter at have givet Anna et par sovepiller, kører Andreas imidlertid af sted med barnet, men ikke til hospitalet; han tager hjem til junkie-parret og ombytter de to spædbørn.
Det giver sig selv at fortællingen, der ellers havde fart på lige fra starten, for alvor accelerer efter denne bizarre handling, alt sammen for at sætte spørgsmålstegn ved livets uretfærdigheder og hvad ”den gode forælder” er.
Men giver filmen overhovedet tilskueren lov til at sætte sig ind i disse dilemmaer? Ikke helt; fortællingen bliver skåret så meget ud i pap, at man som tilskuer ikke får lov til at skabe sig et billede af situationen selv. Man får nærmere Anders Thomas Jensen og Sussanne Biers holdninger trukket ned over hovedet. Dette sker dog via meget flot filmteknik, og et enormt flot skuespil, som absolut gør fortællingen medrivende. Man bliver gennem filmen grebet om hjertet, og man mærker hele tiden personernes dilemmaer, frustrationer og smerte.
Når man går fra biografen føler man sig godt og grundigt gennemrusket, og tusind følelser flyver igennem en.
