Den atypiske film handler kort fortalt om hovedpersonen Stefan, der er ved at udvikle sit første videospil, Bandersnatch. Det grundlæggende anderledes ved filmen er, at man som seer, i modsætning til ved andre produktioner, bliver stillet over for en række valg og gennem valgene styrer hovedpersonens handlinger og filmens forløb. De første valg er helt basale beslutninger om noget så trivielt som valg af morgenmad. Som filmen skrider frem, gik det dog op for mig, at alle de valg man træffer, får en konsekvens. Man kan derfor opleve at engagere sig i højere grad med filmens indhold i takt med filmens forløb. Når man ser film, vil man typisk forvente, at filmens karakterer træffer de åbenlyse valg for sig selv. Når man som seer pludselig står med valgene, kan filmen friste en til at træffe de åbenlyse ”forkerte” valg, blot for at se, hvad der vil ske. Men tror man her, at filmen har et lineært forløb på baggrund af seerens valg, så tager man grueligt fejl.
Multiple forløb og eksistenser
Filmen giver i nogle tilfælde et praj om, hvornår man tilsyneladende har truffet et ”forkert” valg, som enten bliver udtrykt i Stefans omgivelsers misbilligelse, eller idet at Stefan, og dermed seeren, får mulighed for at ændre sin beslutning. Men det er ikke den eneste gang, man som seer får lov at skifte kurs. I filmen bliver det diskuteret, hvorvidt der findes flere virkeligheder, og hvorvidt vi eksisterer i flere versioner af os selv. Det kommer også til udtryk i selve mediet, idet man som seer får mulighed for at gå tilbage og lave et skelsættende valg om, og dermed leve på ny. Jeg nåede at springe tilbage i filmen hele fire gange og ændre mine valg, før jeg endelig nåede til rulleteksten, hvor jeg egentlig var skuffet over mit sidste valg, da det ikke gav mig den tilfredsstillende slutning, jeg havde lagt to timer i. De forskellige veje, man som seer hele tiden bliver stillet overfor, inddrager i høj grad seerens engagement, men kan også blive en lettere langtrukken proces.
Legende oplevelse med flere lag
Filmens fokus på Stefans videospil, hvori de valg brugeren træffer, afgør spillets udfald, bliver også selve filmens koncept. Stefan opdager efterhånden, at han i filmen træffer nogle valg, som ikke stemmer overens med hans egen vilje, hvorefter han prøver at handle imod seerens valg. Dermed bliver seeren også pludselig Stefans modstander. Jo længere, man kommer i filmen, jo mere begrænset bliver ens handlemuligheder, og man kan derfor stå med følelsen af at skulle vælge mellem pest eller kolera for Stefans skæbne. På den måde styrer filmen en i en fjendtlig rolle, uanset hvad man selv ønsker som seer. Samtidig opstår der muligheder for at træffe valg i tide og utide, hvor Stefan også selv træffer valgene, og igen frarøver seerens påvirkning. På den måde får filmen utroligt mange lag, og kan næsten ikke beskrives, men skal opleves.
Filmens indhold er ikke det væsentlige. Interessen vækkes nærmere i det interaktive og i metaovervejelsen af filmen, som får seeren til at reflektere over filmens indhold i perspektiv til virkeligheden, som jo er Black Mirrors særlige kendetegn. Jeg vil klart anbefale filmen, da den blev hængende ved mig og fik sat sit præg på mine tanker. Jeg ville ikke anbefale filmen til en omgang fredagshygge, men uden tvivl som en oplevelse, du ikke må gå glip af.
