Det nye forlag Sisyfos har stået for denne flotte udgivelse af Thomas Bernhards År- sagen. En antydning, der er den første i en række af fem selvbiografiske romaner, der udkom mellem 1975-1981. Forlaget planlægger at udgive hele serien, så bliver man fanget af Thomas Bernhards gale pen, kan man roligt glæde sig…
TEKST Niklas Boel Kristensen
Den afdøde, østrigske forfatter Thomas Bernhard påbegyndte i 1975 en række af selvbiografiske romaner, der, ligesom så meget andet han skrev, vakte furore, forargelse og debat. Og når man læser Årsa- gen. En antydning, der er den første i roman- rækken, skal man da heller ikke lede længe efter provokationerne.
Med udgangspunkt i Bernhards egen opvækst og skolegang tages der sigte mod Salzburg, som gennemhulles af en uforsonlig kritik. Det bemærkes ironisk et par gange undervejs, at denne kritik blot er antydet, men ikke desto mindre fulgte der i kølvandet på bogen en retssag med injurie-anklager fra en af bogens beskrevne personer. Derved planter romanen sig midt i skellet mellem fiktion og virkelighed, hvis man da kan tale om et sådan. Forfatteren påberåber sig her fiktionen ved at lade sin tekst være en erindrings-roman, hvis forpligtelse er den unge Bernhards oplevelser, frem for en mere objektiv skildring af begivenhederne.
Ungdommens traumer har sat sine spor
Det er dog ikke muligt at lave en klar opdeling mellem dengang og nu. Ungdommens traumer er og bliver uløseligt forbundet med landskabet, byen og stedet Salzburg, der selv i dag indhyller forfatteren i en depressionens tåge og manifesterer sig i et fysisk ubehag. Den unge Bernhard deler altså sin indædte modvilje og misantropiske holdninger med Bernhard senior, som det kan ses af følgende passage:
”Når jeg i dag ankommer til den [byen], hensættes jeg til den samme tilstand, føler den samme fjendtlighed, det samme fjendskab, den samme hjælpeløshed, ynkelighed, murene er de samme, menneske er de samme, atmosfæren, denne atmosfære der knuser alt og slår alt ned i det hjælpeløse barn, er den samme, jeg hører de samme stemmer, de samme lyde, lugter de samme lugte, ser de samme farver, og alle disse indtryk igangsætter ved min ankomst den sygdomsproces som under mit fravær kun tilsyneladende var ophørt, men som uafbrudt fortsætter, og som der ikke findes noget middel imod […] Igen indånder jeg denne død- bringende luft som kun findes i denne by, igen hører jeg de dødbringende stemmer, igen går jeg på steder hvor jeg ikke længere burde gå, gennem barndommen og ungdommen. Igen hører jeg, mod al fornuft, gemene menneskers gemene synspunkter”.
Bogens fremdrift stammer fra dette uafsluttede mellemværende med byens småborger- mentalitet, der samler sig i en insisterende og uforsonlig kritik. Tilbageblikket falder på tiden 1944-1946, hvor Salzburg er præget af krigens angst, bombardementer og efterfølg- ende afmatning, men alligevel lader Bernhard ikke undtagelsestilstanden undskylde den åndsforladthed, han genkender overalt i byen. Krigens afslutning medfører da heller ikke substantielle ændringer, hvilket bliver tydeligt i forfatterens skolegang. Her erstattes krigens nazistiske forstander, Grünkranz, af den katolske Onkel Franz, men systemet er ellers det samme. Historieforfalskningen motiveres nu blot af en anden ideologi, og således skifter skolens ritualer navne, men hensigten er stadig den samme. Skolen er fortsat en anstalt, der er sat i verden for at smadre ånden og kreativiteten hos samfundets børn, og begge forstandere straffer korporligt den unge Bernhard, der møder skolens krav og dannelsesidealer med den størst tænkelige trods.
Bernhards bog er præget af et generelt sortsyn og en fremmedgjorthed overfor hele lokalsamfundet. Han stiller sig i et ekstremt modsætningsforhold til sin omverden og af- skriver enhver tænkelig værdi, der relaterer sig til Salzburg, almindelig dannelsestænk- ning, uddannelsessystemet, religion og så videre. Kritikken griber altså om sig og er et ek- stremt personligt anliggende, hvilket bidrager til intensitet i læseoplevelsen.
Bernhard spreder sine forbandelser ud over lange sætninger, der snildt kan strække sig over en halv tætskrevet side. Dette bør man nu ikke lade sig skræmme af. Man bør i stedet forsøge at nyde de mange omveje og fornemme det engagement og de fintfølende iagt- tagelser, der gemmer sig heri. For selvom bogen til tider kan virke grovkornet i dens kri- tiske skildringer, er mange af Bernhards pointer tankevækkende og præcise. Læsningen drives frem af dette spil mellem den humoristiske reduktionisme og et usentimentalt klarsyn. Bernhards mellemværende med det provinsielle Salzburg er således både morbidt-sjovt og vedkommende, men bogen byder også på stærke og gribende personskildringer (ikke mindst jegets selvskildring).
110 sider der stiller krav
Kritikken – og hele Bernhards perfide facon – kan let virke overskyggende, men den gives faktisk i bogen en årsag. I fremstillingerne af krigen og dens rædsel antyder Bernhard misantropiens arnested, og den menneskelige skrøbelighed, han her viser, nuancerer bogens utallige fortørnede svadaer.
Der er med andre ord i denne demonstrative outsiderfigur en enorm gevinst at hente for den læser, som vil imødekomme de relativt høje krav, bogen stiller både til koncentration og indlevelsesevne. Igen bør man ikke lade sig afskrække, for selvbiografiske romaner behøver nemlig ikke være megalomane mastodontværker i omegnen af 1200-siders Karl Ove Knausgård. Bernhards bog klarer den på 110 sider, hvilket må siges at være en overkommelig men kompakt mundfuld.
