FOTO Presse
Historie bliver lig med gråd, når tre skuespillere fortæller historien om en historieløs kvinde. Sammen undersøger de forskellige skæbner. Drengen, som ikke kan lade være med at onanere. Kvinden, som bliver gravid i den ene balle. Kollektivisten, hvis kone er ham utro. Barnet, som bliver låst inde, når han græder. Fællesnævneren bliver således gråd. Delfinens skribent har været på Katapult, hvor hun har set stykket Når Mennesket Græder.
TEKST Sille Kirketerp Berthelsen
Tre skuespillere går i rask trav hen over scenen. De fortæller skiftevis om gråd. Replikkerne bider hinanden bagi, og som publikum må vi holde tungen lige i munden for at følge med. Informationerne følges af illustrationer: En skuespiller falder og illustrerer således, hvordan fysisk smerte kan føre til gråd. En skuespiller vrages og illustrerer, hvordan svigt har samme resultat. Det bliver hurtigt klart, at vi som publikum må acceptere præmissen: Denne forestilling er en illustration. Skuespiller og karakter bliver aldrig forenet. Dels fordi skuespillerne i historien springer mellem forskellige karakterer, herunder også en løbende rolle som fortæller. Dels fordi karaktererne er så stereotype, at man åbenbart ikke har fundet det nødvendigt at komme ind under huden på dem. Skiftet mellem de forskellige skæbner får altså karakter af en leg: ”Kom, så leger vi kollektiv.” ”Næ, jeg leger onani.” ”Og se mig, jeg leger typisk hysterisk kvinde”
Metafor eller løgn?
Desværre er det ikke kun karaktererne, som skuespillerne lægger afstand til. En meget klichéfyldt og teatralsk stemmeføring bevirker, at skuespillerne får skabt en stor unødig distance til publikum.
Undervejs i forestillingen bliver vi præsenteret for om historien om havet, som er skabt af kvindetårer, ligesom vi også møder en kvinde, som er blevet gravid med et barn i sin ene balle. Måske kunne historierne have fungeret som små poetiske metaforer. Desværre lykkedes det ikke, som resultat af distancen mellem publikum og skuespiller. Metaforerne bliver ikke smukke, men kommer i stedet til at minde om en løgn, man kunne have affærdiget et barns spørgsmål med.
Meget kan vises med lidt
Alligevel udviser instruktør Jeanette Munzert stort flair for at vise meget med lidt. Kostumer og scenografi er enkle. Det udviser en stor tiltro til, at skuespillerne med enkle remedier og deres mimik kan give publikum et hurtigt billede af karaktererne. Og det kan de.
Skæbnerne vi møder, kan tolkes som banale. Men det kan også være et bevidst valg at holde skæbnerne så enkle og letgenkendelige som muligt. Således bliver der rum til at fokusere på hovedhistorien: Hvad gør man, hvis man ikke selv har en historie? Og er det ikke disse halvbanale skæbner, man misunder, hvis man ikke selv har en historie?
Forestillingens primus motor er Jeannette Munzerts kreative og finurlige tekster. Til hver skæbne er knyttet en mantralignende sætning, som gentages flere gange. For eksempel den onanerende Kåre, som ”kommer overalt, fordi han er kommet sig over det meste.” Det bliver i høj grad disse ordspil, som er drivkraften i forestillingen.
Når mennesket græder er altså ikke en ubetinget god publikumsoplevelse. Skuespillerne illustrerer gråd, som resultat af mange forskellige situationer. Men tankerne bliver unægtelig ledt hen på talemåden: ”Det er ikke skuespilleren, der skal græde…”
Det er publikum.
