Spring til indhold
Hjem » Artikler » Anmeldelse af chokoladejulekalendere

Anmeldelse af chokoladejulekalendere

Har du i sidste øjeblik besluttet dig for at gøre din december-læseferie lidt sødere? Er det er en chokoladejulekalender, du mangler for at bevare læselysten intakt helt til jul? Ja det er så! Derfor har vi her på Delfinen gjort det nemt for dig at finde ud af hvilken julekalender, du skal ønske dig af dig selv i år

Kinders julekalender til barnlige sjæle

Æstetik: Fra første øjekast er du ikke i tvivl om, at dette er en Kinder julekalender. Kinders berømte og genkendelige rød-hvide farver pryder den festlige indpakning og bringer enhver barnlig sjæl i begejstring.

Smag: Kinders mælkechokolade, der smelter blødt på tungen, slår aldrig fejl, og du er med denne julekalender garanteret en dejlig smag hver dag op til jul. Hvis du, som os på Delfinen, elsker den klassiske Kinder chokoladebar, Schoko-Bons og ikke mindst Kinderægget, vil du elske denne julekalender, der minder dig om barndommens simplere tilværelse.

Overraskelseseffekt: Med denne julekalender skal du ikke ret mange dage hen i december, før overraskelseseffekten daler en anelse, da der desværre ikke er den store variation i chokoladerne. Til gengæld får du de gode klassikere hver dag. Med den gennemsigtige plastik inden i skal du ikke lade dig friste af at smugkigge bag de andre låger, hvis du vil beholde bare en lille smule overraskelseseffekt.

Pris: 119 kr.

Delfiner: 4,5 ud af 5

Änglamarks økologiske julekalender

Æstetik: Rent æstetisk er her et mere minimalistisk udtryk, der tenderer til det kedelige. I forhold til de andre julekalendere er pakken en anelse flad, farveløs og uden indlevelseseffekt. Barnlige sjæle lyser ikke op ved synet af denne julekalender; den henvender sig snarere til et mere modent segment. Änglamark har dog prioriteret at vise deres fokus på fairtrade og økologi, hvilket vi på Delfinen bakker op om.

Smag: Änglamarks julekalender byder på mange yderst spændende chokolader, der i høj grad varierer i smag. I chokoladerne kan du smage alt fra citron og chili til whisky og kaffe. Her er altså tale om lækre kvalitetschokolader til voksne, men du kan ikke regne med, at alle smage er noget for dig.

Overraskelseseffekt: Om end der med de forskelligartede fyldte chokolader er lagt op til stor overraskelseseffekt for dine smagsløg, kan du ikke undgå at se den udførlige beskrivelse af hver enkel chokolade på pakkens bagside. Derfor vil du ikke blive så overrasket alligevel, når du åbner lågerne. 

Pris: 149 kr.

Delfiner: 3 ud af 5

Toms stemningsfulde julekalender

Æstetik: Julekalenderens indpakning, der med lune farver fortæller en sød julehistorie, giver den helt rigtige følelse af december og julehumør. Man får lyst til at hænge den op på væggen og dermed udnytte den smarte ophængsfunktion på pakkens bagside. Desværre er lågerne svære at åbne uden at de også bliver ødelagt, og den fine juledekoration vil altså ikke være fin i særlig mange dage, før den ligner noget fra skraldespanden.

Smag: I denne julekalender får du stor variation af alle Toms mange forskellige klassikere: chokoladebarer, karameller og slikstænger. Her er altså noget til enhver smag, men naturligvis kan ikke alle låger indeholde din favorit. Hvis du eksempelvis ikke er til de berømte chokoladeskildpadder, skal du måske gå udenom denne julekalender eller dele den med din roomie.

Overraskelseseffekt: Siderne på kalenderen prydes med billeder af alle de lækre chokolader, og du ved derfor, hvad du vil få. Dog vil det med julekalenderens store variation altid være en overraskelse, hvad dagen byder på (medmindre du er snedig til at gætte ud fra lågernes størrelse).

Pris: 89 kr.

Delfiner: 4 ud af 5