Tekst: Vassili Stroganov
Da Angry Birds-spillet udkom i 2009, var der ingen, der havde regnet med, at det ville blive så stor en succes. Det finske firma Rovio Entertainment havde lavet spillet som en app, man kunne downloade til sin smartphone via Apples App Store, og dette var den perfekte platform for de vrede fugle. Herfra gik det stærkt for fuglene. Det hele startede dog i 2003, da Niklas Hed-den ene af Rovio Entertainments grundlæggere- sammen med nogle af sine studiekammerater vandt en konkurrence arrangeret af IT-firmaet Hewlett-Packard og Nokia, hvor det gjaldt om at lave det bedste multiplayerspil for mobiltelefoner. Dette gav Niklas Hed og hans team mod på og inspiration til at skabe et nyt spil. Det tog seks år og en masse forsøg, før man ved et ideudviklingsmøde faldt over et screenshot af en vred fugl. Ifølge Niklas Hed var de fleste medarbejdere helt vilde med den. Med dette ene screenshot kunne eventyret nu begynde. På bare fem år blev Angry Birds den mest populære betalings-app nogensinde med mere end tre milliarder downloads. En af grundene til de mange downloads er, at spillet er så simpelt og samtidig meget let at blive afhængig af.
Angry Birds, eller rettere sagt addictive birds, går ud på at skyde vrede fugle afsted mod de grådige grise, som har stjålet fuglenes æg. Man skyder fuglene afsted ved hjælp af en slangebøsse i de mange forskellige baner, der gradvist bliver sværere og sværere. I løbet af spillet får man kendskab til forskellige fugle, som hver især har sin egen baggrundshistorie og unikke egenskab.
De karismatiske og lidt skøre figurer er med til at gøre spillet farverigt og spændende, men ifølge forfatteren Michael Chorost er der et andet element i spillet, der gør, at det er svært at lade være med spille Angry Birds, når man først er kommet i gang. Chorost mener, at vores hjerner udløser stoffet dopamin, hver gang vi affyrer en fugl. Vi er hele tiden nysgerrige omkring, hvad der kommer til at ske, når vi har skudt fuglen af sted, og om vi nu rammer grisene og gennemfører banen. Så vi bliver ved med at affyre fugl efter fugl. Ved at gennemføre banerne, får vi hermed en ”instant feeling of satisfaction” på en meget nem og simpel måde.
Selvom de vrede fugle er simple, så er faktum, at de nu for altid har skrevet sig ind i historiebøgerne. Angry Birds er efterhånden blevet et verdenskendt brand, der har ført til en animeret spillefilm, animeret tv-serie, computerspil, forlystelsesparker, merchandise, bøger, mad, energidrikke og endda en religiøs analogi bestående af et fem siders essay med titlen: “Angry Birds Yoga – How to Eliminate the Green Pigs in Your Life”. De vrede fugle har sandelig taget verden med storm, og det bliver spændende at se, hvad de ellers kan finde på i fremtiden. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Angry Birds er blevet til addictive birds.