Corona har anskaffet sig en hulens masse dårlig medieomtale – og med god grund. De sidste par måneder har vendt op og ned på verden. Jeg har fx skrevet om, hvordan du undgår, at myrde din roomie under lockdown og hvordan effektiviteten er dalet som resultat af lockdown, men nu er det som, at der endelig er lys for enden af tunnelen.
Jeg har under lockdown bemærket en række ting, som jeg aldrig troede, at jeg ville savne, men som jeg nu virkelig glæder mig til at kunne gøre igen. Jeg har kreeret et lille positivt skriv om alle de ting, som corona-lockdown har fået mig til at indse, at jeg faktisk savner og glæder mig til, at jeg skal igen! Følg med her – måske du kan se dig selv i nogle af dem.
At komme i gang med alt det nederen, som at gå på arbejde og gå i skole. Jeg glæder mig til, at mit liv ikke udspiller sig på den samme scene (min lejlighed) hele dagen lang. Bare en lille ting, som at stille vækkeuret kl. 7:30, snooze tre gange, vælte ud af sengen og halvsove i badet for derefter at trække i jeans, der strammer lidt mere end de sweatpants, jeg bor i nu. Hælde en dårlig instantkaffe i et termokrus og suse ud af døren for at nå en bus. Hold nu op, hvor jeg glæder mig til at have travlt igen. Få den der følelse af udmattelse efter en lang dag afsted. Jeg glæder mig til at komme hjem og føle, at jeg har udrettet andet end at gå mine 10.000 skridt.
At holde kæft og bare…. være. Jeg er en snakker. For eksempel har min far altid sagt: “Amanda, du behøver ikke snakke for at trække vejret”, men på det seneste har det sgu føles sådan. Alle de her virtuelle måder at være sammen på lægger op til, at man SKAL finde ting at snakke om. Man er ikke bare i et zoom-rum med vennerne uden at tale sammen, fordi det føltes akavet, og man går ikke en tur med en veninde uden at tale sammen. Jeg savner at være til en koncert eller på en klub, hvor musikken er så høj, at jeg ikke kan høre, hvad nogen siger, men bare er. Hvor man står og er en del af en stemning, og bagefter går hjem med følelsen af, at have haft den fedeste aften uden at have snakket med en eneste sjæl.
At de forpulede fitnesscentre åbner. I starten af lockdown skrev jeg en artikel, hvor jeg rådede folk til at dyrke yoga hjemmefra – glem alt om det. Jeg gider det ikke mere. Jeg savner at komme ned i Fitten og ligge på en måtte, der lugter af andre menneskers sved og lave en trebenet hund, mens jeg får en fod i hovedet fra hende foran mig, og yogainstruktørens stemme kører på repeat som et kassettebånd. Det er bare ikke det samme at sidde og sige “Namaste” for sig selv hjemme på soveværelsegulvet, mens kæresten sidder i rummet ved siden af og råber ’’Der var sgu da offside!’’af sin playstation. Det er sgu ikke særligt zen. Så jeg glæder mig virkelig til at komme på et godt yogahold igen!
At koge af raseri i en lufthavn. Jeg plejer at hade den stress, der er op til en udenlandsrejse. Man pakker altid for sent, hvilket er slemt nok i sig selv, men det værste er køen i lufthavnen, securitychecks og forsinkede fly. Jeg er født uden tålmodighed, og der er intet, der kan sætte mit pis i kog som at befinde mig en lufthavn – men det er ligesom også en del af præmissen. For jeg vil gå igennem security, stå i kø og være forsinket 10 gange på samme dag, hvis det bare betød, at jeg snart måtte komme ud og rejse! Jeg glæder mig virkelig til at hoppe i en turistfælde, hvor man giver alt for meget for en opvarmet lasagne, at købe en dum magnet der afbilleder Rhodos til 5 euro og bare leve mit bedste turistliv.
At betale en halv arm for en fadøl. Jeg hader at betale overpris for ting, men jeg savner at give 50 kr. for en fadøl nede på Café Jorden, som derefter bliver til 10. Jeg glæder mig til at sige: ’’Fuck det, vi ved aldrig, hvornår det er godt vejr igen’’ og købe en runde mere, mens jeg sidder under en terrassevarmer, pakket ind i Tuborg-tæpper i 15 grader og lader som om, at jeg er midt på Ramblaen i Barcelona.
Den her liste kunne for fire måneder siden havde været en opremsning af ting, der kun irriterede mig, men lockdown har fået mig til at se anderledes på min egen tilværelse. Den har fået mig til at indse, hvor mange ting jeg tager forgivet. Jeg håber, at jeg i fremtiden vil tænke mig om en ekstra gang, når jeg står og er pissesur i en lufthavn eller bander over at skulle give 50 kr. for en fadøl. Jeg håber, at jeg vil tænke tilbage på den her mærkelige periode, hvor alle de irriterende ting har været taget fra mig. At jeg til den tid vil sætte pris på overhovedet at få lov til at være der.
