Tekst: Signe Regitze Berg
Foto: Morten Fauerby / CZOO
Aktivitet, aktion, aktivering. Der sker ikke noget, hvis man ikke gør noget. Det lyder logisk. Det er dog ikke helt tilfældet i INGA og LUTZ på teatret Svalegangen. For på trods af sit rygte for ikke at gøre noget, sker der en hel masse for den akademiske taber Lutz, der efter kort tids arbejdsløshed bliver rodet ud i vaskeægte gangstervirksomhed. Desværre er det som om, at forestillingen selv går i stå. Vi ved allerede fra start af, hvor vi skal ende – til dels på grund af forestillingens markedsføring. Overraskelsesmomenterne er givet på forhånd, og forestillingen kommer til at virke en anelse langtrukken.
Kan det lade sig gøre at lave rigtig tjubang-action i liveformat? Ja, det kan det vel egentlig godt. INGA og LUTZ er på den måde lige efter bogen. Masser af blod, høje lyde, kraftigt lys og effektfulde afhuggede fingre, der kan få det til at vende sig i maven på os. Det burde være guf for et moderne teaterpublikum. Og forestillingen kommer egentlig også ret godt fra alle de effekter, der ”let” kan laves på film, men er en udfordring for teatret. På god gammeldags vis har forestillingens instruktør Per Smedegård, der også er kunstnerisk leder på Svalegangen, valgt at lade de største blodsudgydelser foregå off-stage. Ved hjælp af den roterende scenografi flyttes scenen væk fra gerningsstederne, mens vi som publikum stadig ved, at der sker noget på den anden side af døren i netop det øjeblik.
Uden for selve handlingen står en velklædt fortællerfigur i skikkelse af Holger Østergaard, og styrer slagets gang. Han sætter den triste scene og fortæller det, der sker samtidig med, at han også fortæller skuespillerne, hvad de skal gøre. Forestillingen får især igennem Holger Østergaard og Troels Malling Thaarups Lutz en ironisk distance, der bidrager til forestillingens humor. Samtidig gør den ironiske distance, at vi aldrig helt holder med Inga og Lutz eller deres venner Manni og Britta – det gør os ikke rigtig noget, at det går galt for Lutz, for vi har aldrig helt holdt med ham. Den tragiske ballon bliver langsomt punkteret, og vi glæder os næsten til at Lutz går under. Forestillingen balancerer ikke det tragiske og det komiske, men bliver netop en lidt halvflad komisk suppedas på trods af nogle meget smukt fremførte monologer.
Der er lagt op til masser af action, men forestillingen er for længe om at komme op i gear, og når den endelig kommer derop, begynder den at gå i tomgang.