Spring til indhold
Hjem » Artikler » AARHUS FILMFESTIVAL 2012

AARHUS FILMFESTIVAL 2012

Det er ikke hver dag, Den Gamle By virker lige tillokkende. November måneds udbud af regn og blæst samt det faktum, at det først er i december, man kan få gratis æbleskiver, gør, at man som kulturel aarhusianer må se sig om efter alternativer. Et af novembers tilbud i år var Aarhus Filmfestival, der præsenterede sig selv med ordene: ”aarhus filmfestival viser hvert år internationale kort- og dokumentarfilm fire-seks dage i november. Skæve, sjove, rystende og tankevækkende film, der gør verden, kunsten og livssynet større. ” Tre af Delfinens skribenter sneg sig ud fra læsesalen og rundt til de mange steder i byen, hvor festivalen udfoldede sig.

LET ENGLAND SHAKE
TEKST Jeppe von Tangen Sivertsen

P.J. Harvey udgav i 2011 sit ottende album med titlen Let England Shake. Et album, som krigsfotografen Seamus Murphy i sommeren 2011 fik til opgave at lave en række film til. Albummets tolv numre resulterede i tolv film. Både P.J. Harveys album og Murphys film fik gode anmeldelser. På årets filmfestival kunne man med selvsyn opleve og bedømme album/filmkonstellationen.

Begivenheden fandt sted en tirsdag aften på spillestedet Radar en del af Godsbanen. Beliggende i skyggen af ARoS finder man Godsbanen, der med sine mange scener og kreative værksteder er et godt løft til byen. Med sine skæve vinkler er bygningen ligeså svær at finde rundt i, som den er fascinerende. Det er endnu ikke lykkedes undertegnede at gennemskue, om der er en egentlig indgang. Det lykkedes dog at finde indgangen til Radar, foran hvilken 20-30 sværdkæmpende mennesker var i færd med at udkæmpe en blodløs kamp. Hvorfor de gjorde det, og i hvilken sammenhæng, er stadig en gåde – men dramatisk så det ud.

Foran Radars lille hyggelige scene var der godt fyldt op, hvilket i høj grad skyldtes tilstedeværelsen af to gymnasieklasser, der hujende bifaldt konferencierens opfordring til at få en øl i baren efter filmen.  Efter en kort præsentation begyndte fremvisningen af filmen. Konceptet var enkelt, men virkningsfuldt: Hver film indledtes med forskellige briteres gengivelse af et vers eller omkvæd fra P.J. Harveys sange, hvorefter den egentlige musik gik i gang til billederne af landskaber, mennesker og stilbilleder. Mellem hver film var indsat et par sekunders sort skærm, hvor det formentligt var meningen, at folk skulle klappe. Det var der imidlertid ingen, der gjorde, hvilket nok i højere grad skal tilskrives almindelig forvirring end ses som et udtryk for, at folk ikke kunne lide, hvad de så. I stedet gav tavsheden plads til, at en enkelt lettere beruset herre fik mulighed for at udbryde sætninger som ”Skal vi snart være nøgne?” og ”Hvorfor helvede er folk så stille?” mellem hver film. På trods af disse indfald var det undertegnedes indtryk, at de fleste den aften forlod Radar med en god følelse og en lyst til at gå mere i dybden med P. J Harveys musik.

SHE MALE SNAILS
TEKST Sille Kirketerp Berthelsen”Skal jeg vise dig, hvordan snegle boller?,” spørger pigen drengen. Han samtykker og tager det meste af sit tøj af. På maven lægger han sig med bøjede ben, så hans fodsåler peger mod loftet. På ryggen lægger pigen sig – oven på drengen. Deres fodsåler mødes. Sådan ligger de i barnlig harmoni, mens verden forsvinder omkring dem.

Sneglens androgynitet bliver et gennemgående symbol i portrættet af den transkønnede Eli Leven – eller Pojktanten, som han kalder sig selv. Ideen til filmen kom fra Ester Martin Bergsman – Elis kæreste. Målet var at lave en dokumentar om transseksualitet. Alligevel er dokumentar ikke det første, man tænker, når man ser filmen. Filmen er snarere en række poetiske billeder af transseksualitet. Der klippes mellem Esters og Elis samtaler, rekonstruktioner af Elis barndom, en nøgen mand i den svenske natur – han ligner en kvinde, men han har en pik. Og sidst men ikke mindst snegle i massevis.

Specielt samtalerne mellem Eli og Ester gør indtryk. De to sidder gennem alle samtalerne i et badekar. Som tilskuer får vi indblik i en fortrolig intimitet. De vasker hinanden, barberer hinanden og hjælper hinanden i forvandlingen fra mand til kvinde. Intimiteten viser sig at have rod i en fælles melankoli over ikke at passe ind, snarere end den er af seksuel karakter. Som Ester tørt konstaterer efter en af Elis beretninger: ”Vi er bare to lesbiske drenge.”

Filmen viser sig dels som en æstetisk konstruktion med skæve personer som omdrejningspunkt dels som et portræt af transseksualitet. Men allervigtigst viser den sig som en universel fortælling om konflikten mellem trangen til at være unik og trangen til at passe ind.

VISION
TEKST Sille Kirketerp Berthelsen

Vi er ikke mange, der har valgt at bruge søndagen med kortfilm på Aarhus Filmfestival. Ti personer er mit bud. Stole er stillet op på rad og række i lokalet, som rummer siddepladser til i hvert fald 70 mennesker. Et yngre kærestepar sidder med hinanden i hånden og kigger undersøgende rundt i lokalet. Antageligt er ingen af de to særligt velbevandrede i filmfestivalskredse. Udover dem og et andet engelsktalende par er resten af os kvinder, som har bevæget os alene ud i filmfestivalens (vid)underlige verden.

Festivalens kunstneriske leder, Karen Rais-Nordentoft, introducerer programmet. Seks film skal vi se. Vi behøver ikke at kunne lide dem alle, får vi at vide. Og der drages en lettelsens suk i den lille forsamling.

Så starter en collage af mærkelige billeder. Malaysiske gadedrenge, som ryger og gør gadedrengeagtige ting. Andre malaysiske gadedrenge, som med stor omsorg retter på hinandens tøj, tænder hinandens cigaretter. Slut. Et svensk plejehjem får besøg af alt for voksne mennesker i alt for barnligt engletøj. Vi tror, det er Lucia – og så er det stump. Slut. Finske trolde? Den ene hedder Big Mama, den anden er hendes datter. Eller kæreste. Den ene drikker, den anden piller bussemænd, og til sidst eksploderer det hele. Troede vi, men det gjorde det ikke alligevel. Slut. Og denne gang bliver lyset tændt. ”You’re actually supposed to be clapping between the movies”, fortæller den kunstneriske leder os.

Collagen fortsætter. Et virvar af forstærket reallyd, nordisk natur og selvmordstrusler. Vi klapper på livet løs. Børn sat i relation til sex, mafia og prostitution i en norsk komedie. Satan, porno, film og organer, der flyver over lærredet. Klap, klap, klap.

Jeg havde tænkt mig at blive til det næste arrangement, men mættet, overrumplet, næsten chokeret og – hvem ved – måske endda klogere bevæger jeg mig ud af fremvisningslokalet. Bedre klædt på til filmfestival end nogensinde før.

SWIM THE FILM
TEKST Emilie Lukman NielsenEfter det obligatoriske brusebad før indgangen til svømmehallen, står vi med gåsehud og klaprende tænder og prøver at forberede os på den anderledes oplevelse, der venter os: Vi skal ind og svømme en film. 

Da vi åbner svingdørene ind til svømmebassinet, bliver vi mødt af et psykedelisk virvar af farver og lyde i samspil med de sædvanlige svømmehalsplask og klordampe. På vandoverfladen vugger en masse hvide balloner i takt til svømmernes svømmetag. Blandt ballonerne titter hist og her nogle hårtoppe frem, og livredderne har fået deres sag for med at holde øje med, hvad der foregår i og under vandet. De er måske de eneste, som ikke lader til at nyde den udsmykning og forandring, som Aarhus Filmfestival har bragt med ind på badeanstalten.

Vi beslutter os for pligtskyldigt at snuppe et par baner i det store bassin. Midt i det hele bliver der projekteret et billede op på en storskærm, alt imens lyden af jetmotorer transporteres rundt i svømmehallen. Det syrede sanseindtryk forstærkes af festivalens leg med elementernes sammenspil: Pludselig kan en svømmetur forenes med bevægelser i luftrummet. Kortfilmen erstattes kort efter af en animeret tegnefilm. Hovedpersonen er en forknyt figur, indhyllet i post-its. Små gule sedler med to-do-lister og gøremål. Nedtynget af andre menneskers byrder bevæger denne udmattede skikkelse sig rundt, imens flere post-its klistres på ham. Filmen skifter. Vi befinder os i en dansk bøgeskov, invaderet af mountainbikeryttere. Billedet skifter igen.

Svømmehallens gæster har efterhånden fundet sig til rette rundt omkring i bassinets hjørner og tager sig et hvil ved kanterne. Alles opmærksomhed er rettet i højere eller mindre grad mod kortfilmsfremvisningen. Nogle er dybt optaget af filmen, andre dybere optaget i hviskende samtaler om andre ting. Men Swim the Film er uden tvivl en anderledes måde at opleve en film på.

Med vitaminer til hele sanseregistret, viste Swim the Film sig at være en opløftende nyfortolkning af begrebet ’at se en film’.

HIGH TECH LOW LIFE
TEKST Emilie Lukman Nielsen

Det er sidste dag på Aarhus Filmfestival, og lyset i Øst for Paradis’ sal A er netop blevet slukket. Da vores øjne langsomt har vænnet sig til mørket, bliver hele salen oplyst i grønt. På skærmen foran os ser vi i skarpe farver billedet af en frodig rismark, midt i hvilken der står en ung kineser i bar overkrop. I hånden holder han en iPad. Hans stemme lyder klart ud i salen: ”Jeg plejede at være ubetydelig. Men så opdagede jeg internettet.”

Under hovedoverskriften ’Struggle’ portrætterer dokumentaren ’High Tech Low Life’ to af Kinas første såkaldte mikrobloggere. 27-årige ’Zola’ og 57-årige ’Temple Tiger’ har viet deres liv til at trænge igennem ’The Great Firewall of China’ – regeringens censurinstrument, der kontrollerer hvilke nyheder, der bliver videregivet til omverdenen og den kinesiske befolkning. I dokumentaren følger vi deres kamp for at berette om en anden virkelighed end den, det officielle Kina forsøger at vise.

Filmen sætter spørgsmålstegn ved de, i vestlig forståelse, grundlæggende værdier som menneskerettigheder og ytringsfrihed og formår at skildre den underrapporterede kinesiske virkelighed samt de vilkår, mikrobloggere må lære at navigere under i et censurstyret Kina.

Delfinen talte efter filmen med en 22-årig kinesisk studerende fra Beijing. Filmen vakte frustrationer hos den unge kineser, som tydeligt genkendte det billede, som dokumentaren tegnede af Kinas censurforhold: ”Jeg nød virkelig filmen, fordi den giver mig en bedre forståelse for mikrobloggernes arbejdsvilkår og de risici, de løber. Jeg har hørt deres navne og dele af deres historier før, men fordi deres blogs og hjemmesider er blokerede af den kinesiske regering, har min viden været begrænset. Jeg er vred over vores regerings opførsel, men jeg tror samtidig på, at vi, med hjælp fra mikrobloggere som disse, der kæmper for at gøre en forskel, går imod lysere tider i Kina.”

Filmen blev første gang vist i Danmark under CPH:DOX i år og har vakt stor begejstring til filmfestivaler verden over, hvor den har vundet adskillige prestigefyldte priser.