Eliteforsker om Henrik Dahl & Messerschmidts kritik af aktivisme og anti-videnskab på universiteterne

Fuglesangs Allé, Campus Aarhus. Fotograf: Poul Ib Henriksen

Foto: Fuglesangs Allé, Campus Aarhus. Fotograf: Poul Ib Henriksen

Dette indlæg er skrevet af Asbjørn Steglich-Petersen.

Asbjørn Steglich-Petersen

Ph.d., dr. Phil, og Professor ved Aarhus Universitet.

Forsker bl.a. i videnskabsteori.

– Modtog prisen ‘Ung Eliteforsker’ i 2009

Der foregår for tiden en livlig debat om forskningskvalitet, aktivisme, og forskningsfrihed. Debatten blev til dels ansporet af en kronik i Berlingske Tidende af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF), hvori de anfægter lødigheden af en række konkrete teoridannelser indenfor humaniora og samfundsvidenskab. Og senest har et flertal i Folketinget, inklusive regeringen, stemt for en ”vedtagelsestekst,” der understreger at universiteterne skal sikre, at der ikke ”forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Den efterfølgende debat har med god ret især fokuseret på selve det, at man fra politisk hold kritiserer konkrete teorier og forskningsmiljøer. Dette opfattes som et farligt brud på det armslængdeprincip, der skal sikre forskningsfriheden på de danske universiteter. Her vil jeg imidlertid sætte denne problematik til side, og i stedet diskutere substansen i Dahl & Messerschmidts kritik.

Henrik Dahl & Messerschmidts kritik af Social Justice Theory

Deres centrale påstand er, at der på humaniora og samfundsvidenskab for tiden trives en række teoridannelser, der er anti-videnskabelige og intolerante. Blandt kritikere kendes denne familie af teorier sommetider som ”Social Justice Theory”(herefter ”SJT”), der bl.a. omfatter kønsstudier, queer-studier, postkoloniale studier, kritiske race studier, m.m.Det fremføres også, at tolereres sådanne teorier, vil de med tiden udkonkurrere videnskaben, så der intet andet er tilbage på universiteterne.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, hvor radikal anklagen er. Påstanden er ikke blot, at SJT har givet anledning til eksempler på tvivlsom forskning, eller at der findes udsædvanlig mange eksempler på tvivlsom forskning indenfor SJT. Der findes tvivlsom forskning indenfor alle videnskaber. Nej, påstanden er den mere radikale, at SJT står i fundamental modstrid med videnskabelighed. En sådan påstand er ganske svær at begrunde, al den stund at der slet ikke findes alment accepterede generelle kriterier for videnskabelighed.

Substansen i Dahl & Messerschmidts kritik synes i al væsentlighed at være overtaget fra den amerikanske debatbog Cynical Theories (2018) af Helen Pluckrose og James Lindsay, som de flittigt referer til. Vil man forstå kritikken, er denne bog derfor et oplagt sted at starte. Pluckrose & Lindsay hævder at spore SJT tilbage til den såkaldte ”postmodernisme,” der opstod som kulturel og intellektuel strømning i 1950’erne, og som de karakteriserer ved to grundlæggende teser.

Postmodernismens teser om sandhed og viden

Den første tese er socialkonstruktivisme om sandhed og viden. Ifølge denne tese findes der ikke objektiv sandhed, og følgelig ikke objektiv viden, kun sandhed og viden relativt til bestemte sociale og sproglige konstruktioner – særligt såkaldte ”diskurser” (groft sagt: måder at tale på). Det er notorisk uklart, hvordan denne tese skal forstås. I én forstand er den ganske triviel: sandheder udtrykkes sprogligt, og er i den forstand afhængige af den kulturelle frembringelse, som sprog er. Vi har andre begreber i dag, end for 1.000 år siden, og kan dermed tænke og udtrykke tanker, som ikke kunne tænkes eller udtrykkes dengang. Men dette synes ikke i sig selv at undergrave muligheden for, at disse tanker kan være objektivt sande. At ordet ”proton” kun har omkring 100 år på bagen, og blev defineret af en bestemt person i en bestemt historisk og social kontekst, gør det ikke umiddelbart mindre objektivt sandt, at protoner har positiv elektrisk ladning. Men ifølge Pluckrose & Lindsay mener postmodernisterne netop dette. Det er ikke objektivt sandt, at protoner har positiv ladning, kun sandt relativt til den kulturelle og sproglige kontekst, som påstanden er en del af.

Postmodernisternes anden grundtese er, at samfund består af magtsystemer og hierarkier, der afgør hvad der tæller som viden, og hvordan man kan tilegne sig viden i et givent samfund. Igen er tesen i én forstand ganske triviel. Hvad der kaldes ”viden” i en bestemt historisk og social kontekst bestemmes helt oplagt i det mindste delvist af, hvem der har magten til at bestemme brugen af dette ord. Når påstanden om jødernes underlegenhed omtaltes som ”viden” i Nazityskland, skyldes dette helt oplagt hvem der havde magten. Men igen synes dette ikke i sig selv at undergrave muligheden for objektiv viden. At man i en bestemt historisk og social kontekst udnævner visse påstande til at være viden, betyder ikke, at disse påstande faktisk er viden. Ifølge Pluckrose & Lindsay er det imidlertid netop dette, postmodernisterne afviser: der findes ingen meningsfuld distinktion mellem det, som i et bestemt samfund udnævnes som viden, og viden som sådan.

Hvis vi følger Pluckrose & Lindsay i at identificere postmodernismen med disse to teser, er det måske ikke helt urimeligt at kalde den ”anti-videnskabelig.” Postmodernisterne selv ville uden tvivl afvise dette, eftersom videnskab ifølge dem slet ikke skal opfattes som et forsøg på at opnå objektiv viden. Men såfremt man mener, at videnskab aspirerer til netop dette, så afviser postmodernismen tilsyneladende selve muligheden for videnskab, og er dermed i den forstand en anti-videnskabelig doktrin.

Lever postmodernismen videre i Social Justice Theory?

Nu er det imidlertid ikke postmodernismen, men moderne SJT, der er til debat. Som Pluckrose & Lindsay selv påpeger, var postmodernismen ikke en særligt levedygtig doktrin. Forstået som generelle teser om sandhed og viden, var den for ekstrem og paradoksal for de fleste. Men Pluckrose & Lindsay hævder at postmodernismen som en ”virus” muterede og udviklede sig til et sæt idéer, der har vist sig mere modstandsdygtige, og trives den dag i dag som metodisk grundlag for SJT. Nærmere bestemt mener de, at tankegods fra postmodernismen lever videre i forskellige ”anvendelser,” i konkrete teorier om især køn, seksualitet og race.

Inden vi ser nærmere på disse konkrete teorier er det værd at bemærke, at de postmodernistiske idéer om sandhed og viden synes noget mindre alarmerende og paradoksale når de anvendes om mange af de fænomener, der studeres af humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning, end om virkeligheden generelt. For mange fænomeners vedkommende synes det faktisk ret indlysende, at de er delvist socialt konstruerede, og at sandhed og viden om dem derfor også må være relative til den sociale kontekst. Penge, eksaminer, virksomheder, religioner, fodboldkampe, politiske partier (fortsæt selv), er ikke naturgivne fænomener, men sociale skabninger.

Denne pointe synes også at gælde for de fænomener, som de forskellige grene af SJT fokuserer på. Er det f.eks. besynderligt at hævde, at køn er socialt konstrueret, og at sandhed og viden om køn dermed afhænger af den sociale kontekst? Ikke hvis man er omhyggelig med at specificere, hvad man mener med ”køn.” Det er i dag almindeligt at skelne mellem biologisk køn (engelsk: sex) og socialt køn (engelsk: gender), hvor biologiske kønsforskelle primært bestemmes af forskelle i forplantningssystemet, mens sociale kønsforskelle i det mindste delvist bestemmes af de skiftende kulturbestemte normative forventninger, der findes til mennesker af forskelligt biologisk køn. Dette er en fornuftig distinktion, der på ingen måde er anti-videnskabelig. På samme måde som med penge og fodboldkampe, synes det nærmest trivielt, at vi skal være socialkonstruktivister om socialt køn.

Overordnet kan vi altså ikke slutte fra det, at postmodernismens idéer er anti-videnskabelige når de forstås som generelle teser, til at de også er anti-videnskabelige om ethvert konkret fænomen. For mange fænomeners vedkommende, synes de tværtimod at være ret plausible. Pluckrose & Lindsay lader til at overse denne pointe i deres kritik. Det er også noget uklart præcist hvordan moderne SJT ifølge Pluckrose & Lindsay kan ses som mutationer af postmodernismen, ikke mindst i lyset af, at man faktisk finder mange forskellige metodiske tilgange indenfor de felter, som Pluckrose & Lindsay tæller som SJT.

Men lad os lade postmodernismen og dens eventuelle mutationer ligge, og i stedet se på de konkrete dele af SJTs teoretiske grundlag, som kritikerne særligt har fokuseret på. Jeg tror, at vi kan sammenfatte disse i tre idéer. Som vi skal se, er det svært at få øje på hvorfor disse idéer i sig selv skulle være anti-videnskabelige.

Strukturel racisme og sexisme

Det første aspekt af SJT, som kritikere har fokuseret på, er idéen om at institutioner, kulturer, teorier, måder at tale på, m.m. kan have strukturer og meningsdimensioner, der er krænkende eller undertrykkende – f.eks. ved at være racistiske eller sexistiske – uden at deltagerne nødvendigvis er bevidste om det. Dette fænomen kaldes sommetider ”strukturel” racisme eller sexisme. Det kan komme til udtryk i konkrete vilkår såsom lønforskelle mellem kønnene, eller det, at personer med mellemøstlige navne har sværere ved at blive indkaldt til jobsamtaler; men det kan også komme til udtryk på mere subtile måder, f.eks. ved at talemåder eller kulturproduktioner mellem linjerne giver udtryk for fordomme og stereotyper. Det er især eksempler på det sidste, der har været genstand for debat i medierne – er der f.eks. udtryk for racisme i historierne om Pippi Langstrømpe, eller i ”Den danske sang er en ung blond pige”?

Flytter begrebet ’strukturel racisme’ på grænserne for racisme?

Pluckrose & Lindsay finder det problematisk at SJT med idéerne om strukturel racisme og sexisme opfinder nye begreber, der flytter på de traditionelle grænser for hvornår noget kan kaldes racisme eller sexisme. Hos Dahl & Messerschmidt kommer denne kritik til udtryk derved, at de lader til at finde det absurd at betragte personer som racistiske hvis de ”højtideligt bedyrer, at de aldrig nogensinde har tænkt en ufordelagtig tanke om brune mennesker.” Men distinktionen mellem strukturel racisme, og den mere gængse form for individuel og personlig racisme, er jo netop til for at adskille to forskellige fænomener – den form for racisme, som personer kan beskyldes for, og en anden form, der i stedet er indlejret i f.eks. kulturer og institutioner. Opfindelsen af det nye begreb tjener altså ikke til at flytte grænserne for hvornår individuelle personer kan anklages for racisme, men til at skelne mellem forskellige ting. Og faktisk er det ret indlysende, at strukturel racisme er muligt, og dermed, at begrebet er nyttigt.

                      Det er i denne forbindelse interessant, at ét af Dahl & Messerschmidts centrale eksempler på et offer for uretfærdige beskyldninger om racisme, den verdenskendte danske politolog Ole Wæver, heller ikke er uenig i idéen om strukturel racisme. Wævers berømte teori om sikkerhedsliggørelse blev i et fagligt tidsskrift beskyldt for at være racistisk – en anklage, der synes grundløs. Men mens Dahl & Messerschmidt bruger dette eksempel til at affærdige selve idéen om strukturel racisme, er Wæver mere nuanceret. I et interview udtaler han f.eks.: ”Vi har alle sammen bidraget til nogle institutioner, der samlet set opretholder nogle magtstrukturer i det her samfund, og derfor bidrager vi alle sammen til at reproducere nogle racistiske strukturer. Men hvis det skal undgå bare at blive en mudderkastning og en gensidig dolkning, så er vi nødt til at gøre det på en meget mere systematisk måde.” Det er altså først og fremmest den konkrete racismeanklage, og måden, den fremføres på, og ikke selve idéen om strukturel racisme, som Wæver opponerer imod.

Standpunktsteorien

Det andet aspekt af SJT, som kritikere har fokuseret på, er idéen om at man i kraft af sin identitet kan stå i en særligt fordelagtig position i forhold til at afdække krænkende og undertrykkende strukturer og meningsdimensioner. F.eks. at man i kraft af sine erfaringer som kvinde står i en særligt fordelagtig position til at afdække sexisme; og at man i kraft af at tilhøre en minoritet kan være særligt velplaceret til at afdække skjult racisme. På den anden side kan man som den dominerende part i en bestemt sammenhæng være blind for den undertrykkelse, man selv er en del af. F.eks. kan mænd på en mandsdomineret arbejdsplads være blinde for den sexisme, som kvindelige kolleger udsættes for. Dette kaldes sommetider ”standpunktsteorien.” Umiddelbart en rimelig tanke, så hvad er problemet?

Udviskes forskellen mellem virkeligheden og vores oplevelse af virkeligheden?

En kritik af tanken går på, at den udvisker forskellen mellem subjektiv opfattelse og virkelighed. Anklagen er, at man for personer med den rette identitet, og de rette identitetsrelaterede erfaringer, f.eks. sætter lighedstegn mellem det, at de føler sig krænket, og det, at de faktisk krænkes. Pluckrose & Lindsay fremfører denne kritik på teatralsk vis idet det hævdes, at SJT har udskiftet Descartes’ oplysningsfilosofiske aksiom Jeg tænker, altså findes jeg! med et nyt aksiom: Jeg oplever krænkelse, altså krænkes jeg!  

                      Man kunne være fristet til at sige, at dette aksiom ikke er helt uden plausibilitet. Faktisk kan det være svært at se hvad ”krænkelse” skulle betyde, hvis eksistensen af krænkelser ikke afhænger af, at nogle bestemte personer oplever krænkelse. Men selv hvis oplevelsen af krænkelse er en nødvendig betingelse for krænkelse, er det naturligvis ikke en tilstrækkelig betingelse. At en person føler sig krænket af, at jeg spiser marmelademadder til morgenmad, gør ikke i sig selv mine morgenmadsvaner krænkende. Forholdet mellem det, at nogen føler sig krænket, og det, at noget faktisk er krænkende, er altså mere kompliceret. Måske kan man sige, at en handling eller udtalelse er krænkende hvis og kun hvis det ville være rimeligt for nogen at føle sig krænket af den.

Hvis standpunktsteorien helt udvisker forskellen mellem subjektiv opfattelse og virkelighed, er det således ganske rigtigt problematisk, selv hvad angår krænkelser og andre delvist oplevelses-afhængige fænomener. Men det er nu heller ikke det, som standpunktsteorien siger at vi skal gøre. I officielle udlægninger af teorien, gør man sig tværtimod umage for at pointere, at man kan tage fejl, selv om de fænomener, man står i en særligt gunstig position til at erfare. Man kan selvfølgelig godt frygte, at standpunktsteorien inviterer til en slags ”epistemisk overmod,” hvor man med baggrund i sin identitet har en overdreven tiltro til sine egne erfaringer, og en overdreven mistro til andres. Men dette bør ikke i sig selv lede til konklusionen, at standpunktsteorien som sådan er anti-videnskabelig.

Aktivisme og videnskabelighed

Det sidste aspekt af SJT, som ofte kritiseres, er dens sociale aktivisme, altså dens mere eller mindre eksplicit erklærede mål om at afdække, kritisere og modarbejde krænkende eller undertrykkende magt- og meningsdimensioner, hvad angår f.eks. køn og race. At et forskningsfelt er aktivistisk i denne forstand, er dog igen ikke noget der i sig selv er videnskabeligt diskvalificerende. Vi kan sammenligne det med lægevidenskab. Hvis man kan tale om at lægevidenskaben har et mål, er det vel at gøre os i stand til at finde, behandle og forebygge sygdomme og andre problematiske tilstande i den menneskelige organisme, med den baggrundsantagelse, at disse tilstande faktisk findes. Lægevidenskab kan altså heller ikke opfattes som en værdineutral og uhildet aktivitet. Og godt for det, selvom lægevidenskabens mål og værdisæt undertiden leder den til at se sygdomme og problemer, der ikke findes. Hvis man med ”aktivistisk videnskab” mener videnskab, der sigter efter at afdække og modarbejde tilstande, der opfattes som problematiske ud fra et bestemt værdisæt, og fremme visse andre værdier, ja så må lægevidenskab vel også betegnes som ”aktivistisk.”

Man kan altså ikke sige, at aktivisme i sig selv er en forhindring for videnskabelighed. Tværtimod kan en grad af aktivisme at være en vigtig motivation for forskning: hvordan skulle vi vælge, hvilke forskningsspørgsmål vi skal beskæftige os med, hvis vi ikke havde nogle bestemte interesser og værdier, som vi gerne ville fremme – værdier som sundhed, sikkerhed, bæredygtighed, eller, ja, ligestilling og retfærdighed? Man kan selvfølgelig forestille sig forskning, der animeres af problematiske værdier. Men selv ikke dette er en forhindring for videnskabelighed. F.eks. kan forskning, der har som mål at finde de mest effektive torturformer eller kemiske våben, være videnskabeligt uantastelig.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at en videnskabspersons værdier og aktivistiske tilgang ikke kan skabe problemer. Måske er man mere tilbøjelig til forskellige former for bias i den måde man indsamler og fortolker evidens, hvis man på forhånd har en forventning og måske endda et ønske om, at den vil bekræfte ens værdier eller politiske ståsted. Måske kan man endda være mere tilbøjelig til bevidst at fordreje, fortie, eller endda opfinde evidens, så den fremmer ens aktivistiske mål. Men i så fald er det disse synder, og ikke aktivismen som sådan, der skal forhindres – og det er jo netop det, videnskabernes omfattende kontrolmekanismer og metoder til udelukkelse af bias er sat i verden til at gøre.

Må videnskaber fælde værdidomme?

En anden grund til at man kunne finde aktivistisk forskning problematisk, er hvis den udvisker den traditionelle arbejdsdeling mellem videnskab og politik. Lidt firekantet: videnskaben skal beskrive kendsgerningerne, og overlade det til politikerne at have normative holdninger til hvad vi bør gøre i lyset af kendsgerningerne. F.eks. kan man mene, at mens epidemiologiens rolle under Covid-19 pandemien f.eks. er at beskrive mulige konsekvenser af forskellige grader af nedlukning, så er det politikernes rolle at have holdninger til hvordan vi bør handle i lyset af disse mulige konsekvenser.

Men en del af de fænomener, som SJT beskæftiger sig med, såsom sexisme og racisme, synes i sig selv delvist normative, i den forstand at de ikke kan identificeres uden en negativ normativ vurdering. Når vi kalder en ytring ”sexistisk” eller ”racistisk” gør vi noget mere end blot at beskrive ytringens deskriptive kvaliteter, såsom hvilke ord, der blev sagt og hvilket tonefald, de blev sagt i. Vi fælder også en normativ dom – at ytringen var forkert i en bestemt henseende. Dette åbner op for, at to personer kan være enige om det deskriptive, uden at være enige om det normative, og dermed uden at være enige om, hvorvidt der var tale om racisme eller ej. Og det åbner dermed også op for, at videnskaben kan stå i en holdningsmæssig konflikt med politikere, der har en anden normativ holdning f.eks. til hvornår noget tæller som racisme.

Men det er ikke realistisk at udrydde værdidomme fra videnskaberne, selvom de undertiden kan give anledning til svære diskussioner. Centrale begreber i en række videnskaber er utvetydigt værdiladede. Økonomien beskæftiger sig med rationelle økonomiske agenters valg. Og når lægevidenskaben udnævner tilstande i kroppen til sygdomme, bevæger man sig ligeledes ud over den neutrale beskrivelse. Især psykiatriske lidelser er ofte genstand for diskussioner, der bedst kan forstås som udtryk for uenighed om værdispørgsmål – er en bestemt tilstand tilstrækkelig problematisk til at blive betegnet som en sygdom? Er den problematisk overhovedet? Relevansen af sådanne spørgsmål betyder også, at videnskabelige vurderinger undertiden ændrer sig i takt med ændringer i vores værdier. For eksempel var homoseksualitet indtil 1973 på listen over psykiatriske lidelser i den amerikanske diagnostik manual. Dette gør ikke disse videnskaber håbløst subjektive, men det understreger at også videnskabsfolk må begive sig ud i svære diskussioner af normative spørgsmål.

                      Sammenfattende er det svært at finde grundlag for den meget ambitiøse påstand, at de forskellige grene af SJT skulle være fundamentalt anti-videnskabelige. Dette udelukker naturligvis ikke, at der kan findes tvivlsom SJT-forskning – det kan der uden tvivl. Men igen: dette er ikke i sig selv særligt bemærkelsesværdigt.

Intolerance

Hvad så med anklagen om en ekstrem intolerance? En intolerance, der ifølge Dahl & Messerschmidt betyder, at SJT med tiden vil udkonkurrere den ”ægte” videnskab, hvis den gives plads til det? Især den sidste påstand er svær at vurdere, al den stund at det er uklart, hvad der overhovedet menes. Mener de virkelig, at forskning i køn, seksualitet eller race vil udkonkurrere videnskaber om helt andre emner? Jeg ser ikke for mig at kønsforskere kommer til at dominere kemi eller odontologi. Fra pressen kan man nemt få det indtryk, at forskere med de ”forkerte” holdninger generelt lever i en tilstand af permanent angst for at blive opdaget og udelukket fra det gode selskab, eller for at komme til at sige noget forkert under en forelæsning. Dette er ikke en indtryk jeg personligt deler.

Når det er sagt, findes der bekymrende eksempler, især fra England og USA, på forskere, der udskammes og forsøges udelukket fra den akademiske diskussion af studerende og andre forskere, alene på grund af deres forskning. For eksempel er den akademiske diskussion i England om hvorvidt transpersoner på basis af egen kønsidentifikation kan betragtes som kvinder (eller mænd) for tiden stærkt polariseret og ikke just præget af tolerance.

Jeg tror dog at det lønner sig at se denne polarisering i en bredere sammenhæng. Det generelle politiske debatklima, særligt på de sociale medier, bliver stadig mere polariseret og uforsonligt. Forskningsverdenen er ikke isoleret fra denne tendens, og når det, som med SJT, ovenikøbet angår emner som mange har en holdning til, og som har stor personlig betydning for mange mennesker, er det slet ikke overraskende at SJT-forskere ender som aktive deltagere i en relativt uforsonlig offentlig debat. Og her hører det med til historien, at SJT-forskere også selv mødes med voldsom intolerance i offentligheden. Mest af alt kunne man således ønske dig en debat præget af en højere grad af empati og barmhjertig fortolkning – fra alle parter.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page