Foto Hanne Hornyak
Lad det være sagt med det samme: Jeg er et pragteksemplar på en ”lad os lige starte med at definere, hvad det er, vi vil diskutere her”-humanist. Når det er sagt, så er der noget befriende ved det der med, at der kun er ét facit og ét rigtigt svar. Ikke så meget diskussion, ikke så meget snak
Tekst Helle Breth Klausen
På egen krop og hjerne oplevede jeg for nylig faget Kvantitativ Mediebrugsanalyse på mit studium Medievidenskab. Og kvantitativt – det skal jeg love for, det blev. Fra tekster på 100 sider med ekstra noter sirligt skrevet i højre margen med blyant, stod jeg nu over for en verden af databasetal om alt fra Bo Bedres læsere til internetdanskernes brug af nyhederne.tv2.dk. At skulle tolke en tabel fuld af tal kan faktisk godt være noget af en udfordring. Især hvis man, som jeg, er nødt til at møde op på instituttet alene en fredag aften, fordi der om dagen ikke er nok computere tilgængelige med licens til Gallup. Jeg mister hurtigt både overblikket og koncentrationen, når der 1) er SÅ mange tal og 2) er en kakaoautomat ret tæt på (og jeg har næsten 10 kr. i småmønter).
Nogle timer og en bundfaldsslat af en kop (halvgrumset) kakao senere, gav nogle af tallene dog alligevel mening, om end det ikke var dem alle sammen. For én ting er den vandrette og lodrette aflæsning af tabellen; noget andet er de såkaldte nøgletal, der angiver alt fra hvor mange personer i tusinder, der forbruger begge de undersøgte medier, man har tilføjet til en kanals dækning af forskellige dele af befolkningen og variansen af opnåede kontakter (kan du mærke, hvordan du selv netop har skim-læst og ikke forstået dén beskrivelse?).
“Tal for tallenes skyld har aldrig sagt mig noget”
Et sted mellem et uforståeligt spørgsmål og alt for mange nøgletal, der umiddelbart er udtryk for det samme (og så alligevel overhovedet ikke), opstår: Frustrationen. Og så er det, jeg prøver at finde konsensus mellem det nye ‘land of numbers’ og det, jeg kender så godt: homeaniora, sweet homeaniora. Jeg fandt ud af, at det ikke kun er humanister, der stiller (mange) spørgsmål til den empiri, de arbejder med. Det gør man også, når man har med tal at gøre. Endda i høj grad. For hvad nu hvis man ikke kan regne(!) med tallene?
Hvor man på humaniora typisk stiller flere spørgsmål for at imødekomme en problem- stilling, indsætter man i kvantitativ analyse en formel i stedet. Inklusiv kvadratrod og alt for mange parenteser på lommeregneren (hvis batterier var irret væk efter asylophold i skuffen siden gymnasiet). Jeg bliver nok aldrig bedste venner med formler, men efter en visuel fremstilling af meningen med det hele (og en pædagogisk peptalk a la ”vi skal jo finde ud af det her og det her”) gav formlen faktisk mening. Også i henhold til ”virkeligheden” – det var jo praktisk talt den, vi via tallene forsøgte at tegne et cirka-billede af. Tal for tallenes skyld har aldrig sagt mig noget. Men kombinationen af tal sammen- holdt med det efterfølgende ”hvorfor?”, fik faktisk tallene til at indgå i en naturlig kontekst, hvor jeg kunne få svar på spørgsmål som: Hvem læser hvad? Og hvor mange lytter til hvad hvornår?
En decideret hybrid af en humanist og en naturvidenskabskvinde er det nok ikke blevet til i løbet af dette statistik-for-humanister-forløb. Men som en humanist med en knivspids forståelse for tal og tabeller føler jeg mig dog – altså hvis jeg får lov at fortolke og reflektere over tallene efterfølgende, naturligvis.
