Tekst: Rasmus Bach Frandsen og Rasmus Lund Nielsen
Foto: Søren Kjeldgaard
Det er sjældent, man får mulighed for at rejse tilbage i tiden, og det synes derfor dumt ikke at gribe chancen, når den endelig byder sig. Det er selv sagt forudsat, at den tid man havner i, er værd at besøge – undertegnede ville for eksempel nødigt havne midt i en skyttegravskrig eller lignende rod. Delfinen blev heldigvis sammen med Folkeuniversitetet og Århundredets Festival inviteret på en rejse tilbage til et både fredeligt, farverigt og festligt 1800-tal – og turen var ikke blot en nydelse, den var helt i 1800-tallets ånd en nydelsens nydelse.
Dansen med den grønne fe – og Jakob Bundsgaard
Enhver rejse tilbage til 1800-tallet må nødvendigvis begynde med et glas af århundredets absolut mest berømte drik – Den Grønne Fe: Absint. Efter at have krydset grænsen mellem nutid og fortid bliver vi derfor (dog mod nutidig betaling!) budt på et glas af den grønne eliksir, og endelig har vi nået vores mål.
Omkring os er der dans på traditionel 1800-tals manér. Vi danser selskabsdansen Les Lanciers, som trods dens franskklingende navn blev udviklet i England i 1817, og først omkring 1850 nåede hele vejen over Kanalen til absintdrikkerne i Frankrig.
Vi bemærker med det samme, at vi har glemt noget vigtigt: Vores tøj! De tarveligt almindelige jeans og dumsmarte skjorter (med to knapper åbne – naturligvis) falder helt ved siden af. Her er folk ordentligt klædt. Kvinderne er i lange pufkjoler, mens herrerne er i skræddersyede svalehalejakker og har høje hatte af muldvarpeskind på hovedet.
Vi går en smule afsides, – halvt i skam over vores tøj og halvt i skam over vores dårlige danseevner. Dér, afsides, støder vi på en anden mand, der også har glemt at klæde om, inden han kom: Byens borgmester, Jakob Bundsgaard, der står i et nydeligt – men helt moderne – jakkesæt. Vi spørger ham om, hvad det betyder for Aarhus at afholde Århundredets Festival, og han svarer, at festivallen er dannende, fordi den formidler viden på en interessant, oplevelsesorienteret og folkelig måde. Han er stolt af Folkeuniversitet, som han mener, viser sin høje kvalitet med festivallen.
Vi takker og bukker for svaret og skynder os i baren for at få fyldt absintglassene op – det er alligevel ikke hver dag, man taler med en samtidig borgmester i fortiden om nutiden. Det må skylles ned.
”Gentlemen slaar kun med flad Haand”
Med vores genopfyldning i hånden begiver vi os videre på vores færd i 1800-tallets sofistikerede jungle. I en Western-Saloon møder vi veninderne Louise og Emma, der også har taget turen tilbage i tiden. De er begge imponerede over arrangementet og over hvor mange, der er klædt efter 1800-tallets forskrifter. Det gør festivallen autentisk. Vi giver dem ret, siger skål (for det gjorde man vel også i 1800-tallet?) og går videre.
Mens vi står og falder i staver over de sidste dråber af vores Grønne Fe, bliver vi passet op af en velklædt bondekone, der inviterer os til dans i en orientalsk salon. Det lyder næsten for godt til at være sandt, så vi skynder i retning mod Orienten. Undervejs støder vi på Rokoko-Postens udsendte rapporter Mikkel Andersson, der er ude for at indsamle gode 1800-tals fortællinger, som han kan bruge i sin avis – og det er tilsyneladende ikke så svært. Han fortæller blandt andet, at han netop har hørt fra en herre i det finere borgerskab, at ægte gentlemen kun slår med flad hånd på kvindernes kampdag. Hvilken gentleman?!
En provst med tvivlsomme metoder – og mødet med stalddrengen Søren
Vi kan ikke komme for sent til Orientekspressen, så vi iler videre fra kvindekamp og Rokoko-Post. I den orientalske salon er der levende musik. Et Balkan-orkester spiller op til dans, og det er umuligt ikke at komme i stemning. Vi danser lystigt med, indtil vi har svedt så meget, at vi har brug for et nyt glas absint.
På vej til vores franske absintbar bliver vi imidlertid stoppet af en forførende duft af vandpibe. Vi gør stop og sidder en stund og nyder en stille pibe tobak, mens vi kigger op på Orientens stjernehimmel. 1800-tallet er nu slet ikke så tosset.
Da vi atter vender blikket tilbage til jorden, bliver vi mødt af to højtråbende – måske endog småberusede – ungmøer, der i en munter tone diskuterer provstens tvivlsomme karakter og metoder (hvad end det så må betyde). Vi kommer det ikke nærmere, for ungmøerne forsvinder pludselig, da stalddrengen Søren dukker uanmeldt op.
Tilbage til absinten
Det var den absint, vi kom fra. Vi rejser os og går i retning mod vores startsted: Absintbaren. Men tiden er fløjet og baren er lukket. Det er tid til at vende tilbage til nutiden. En herlig aften i selskab med borgmestre, bondekoner, ungmøer, tvivlsomme provster og balkanmusikere er slut.
Vi finder vores (jern)heste og rider ud i det aarhusianske natteliv med en god portion dannelse og absint i blodet. Hurra for 1800-tallet og hurra for Århundredets Festival!