Studiestart: Tutorernes beretning

Om et øjeblik vækkes der liv i Universitetsparken, læsesale og kantiner igen. Men først begynder de nye studerende på Aarhus Universitet. 7000 af slagsen skal indvies og introduceres til deres nye tilværelse.

Et korps af tutorer er med til at planlægge og sammensætte den rusuge, der skal blive startskuddet til studielivet. Hvordan det foregår, kan du blive klogere på, når fem tutorer fra forskellige studier fortæller om hvordan deres rusuger bliver til.

En tutorfamilie

Det kræver mange hoveder at organisere en varm velkomst. I mange tilfælde vil to-tre overhoveder have det store overblik og udvælge et solidt sammensat tutorhold. Laust Lykke Andersen, der skal være tutor på Institut for Statskundskab, fortæller om et alternativt ansøgningsskema, hvor han blandt andet skulle besvare, hvilken slags kemisk binding han var. Frederik Flyvholm Dalsgaard, der er cheftutor på Medicin, fortæller også hvordan der er i ansøgningsskemaet på Medicin både er sjove, mærkelige og alvorlige spørgsmål.

Når tutorholdene er sat, går planlægningen i gang. ”Vi har holdt møder over sommerferien, hvor vi har delt os ud på diverse poster, tjanser og aktiviteter, som vi også står for at eksekvere i selve introugen – selvfølgelig stadig med en guideline fra cheftutorene,” siger Victor Laurents Kelsen, der skal være tutor på Arabisk- og Islamstudier. Det samme gør sig gældende på Nordisk Sprog og Litteratur, hvor Güde Marie Kugler har debut som tutor. Derfor er det ikke kun russerne, der skal lære nye mennesker at kende, men også tutorerne der mødes på tværs af hold og årgange om at planlægge en god og tryg studiestart. På medicinstudiet tager tutorerne blandt andet på hyttetur og holder sociale arrangementer, for at de 45 medicinstuderende bliver én stor tutorfamilie. ”Det, at vi har det godt, det er nærmere en forudsætning for, at vi kan skabe et godt miljø for russerne,” slår Thomas Bang fast, der også har debut som tutor på Institut for Statskundskab.

Grænser og komfortzone

Rusugens formål er at ryste de studerende sammen, præsentere dem for universitetets praktikaliteter og byde dem godt velkommen. ”Vi lægger først og fremmest vægt på et grundlæggende tryghedsmiljø, der betyder, at vi møder de nye studerende med en motiveret og ærlig åbenhed. Når den er skabt, har vi til formål at præsentere studiets indhold uden at determinere de nye studerendes opfattelse, inden de faktisk er startet,” fortæller Güde om studiestarten på Nordisk Sprog og Litteratur. Et trygt miljø er også vægtet højt i rusprogrammet for Arabisk- og Islamstudier ”Vi har forsøgt at planlægge et program, som alle skal kunne have lyst til at deltage i. Man må godt forlade sin komfortzone, men det må aldrig gå så vidt, at de nye studerende ikke føler, at de kan være med,” siger Victor.

Alle fem tutorer understreger, at de forsøger at skabe et rusprogram, der favner bredt og imødekommer alle typer – både de festglade og de mere tilbageholdende. I den forbindelse er alkohol et emne, der er svært at komme udenom. Aarhus Universitet har udformet en skærpet alkoholpolitik, der netop har til formål at inkludere alle studerende i arrangementer relateret til rusugen. ”Da jeg startede for et par år siden, der var det bare en druktur,” fortæller Frederik for eksempel. På medicinstudiet forsøger tutorerne derfor at planlægge forskellige aktiviteter, der foregår uden alkohol. Et af disse er et orienteringsløb på hytteturen, der tager afsæt i de studerendes faglighed. Og det er altså bedst at have med nåle og griseorganer at gøre i ædru tilstand. Faglighed er også omdrejningspunkt i et par af aktiviteterne på Statskundskab, men i den lettere kategori. Det er oplagt at tage udgangspunkt i det faglige, men rusugens primære formål er ikke at teste folk i hvor meget de ved i forvejen.

Uanset promille er der ingen tvivl om, at rusugerne er intense og tager energi. ”Det er en hård uge, men det er også bare en sjov uge,” siger Laust, da jeg spørger ham om, hvordan han husker sin egen studiestart. Derfor er makkeren Thomas’ bedste råd til de nye studerende da også at ”være klar på udfordringer og forskelligheder. Være tro mod sig selv og ikke gøre noget, de ikke har lyst til”.

På tværs af hold og årgange

Selvom rusugen har sin ende, holder relationen mellem tutor og russer ved. ”Vi er bevidste om rollen som tutorer, der ren pragmatisk stopper på et tidspunkt, men på ingen måder udelukker, at man ikke har været så heldig at have fundet en ny ven at hilse på gangene, i Kommabar eller i Aarhus´ smukke gader,” siger Güde og bekræftes af de andre tutorer.

Tutorerne er ikke i tvivl. Det vigtigste, som de studerende skal huske på, er at nyde rusugen, have mod og slappe af. ”Tag det roligt. Alle er nervøse første dag – første uge for den sags skyld,” beroliger Victor sine kommende russere. Han opfordrer desuden til at deltage i studiemiljøet ”men husk også, at du ikke kan være medlem af alle foreninger – selvom de alle kan lyde sjove. Og husk at komme i Arabar, men det gælder for alle studerende”. Selvsamme råd fremhæver Frederik også som sit bedste til sine medstuderende. Han synes, at det er vigtigt at huske at holde en pause fra bøgerne og møde sine hinanden i uformelle rammer. ”Det er så vigtigt at man finder et afbræk fra studierne. Hvis man ikke kan tage fri fra fredag til lørdag, så skal man lige genoverveje hvad man laver” lyder opråbet fra Frederik til sine medstuderende på medicinstudiet, hvor læsemængden rygtes for at være tung.

God fornøjelse til tutorer og nye studerende.