Revyverden for begyndere

Ingen revy eller forberedelse hertil er det samme på de individuelle studier på AU. Én revy bliver afholdt med castet skuespillerhold på Hermans, mens en anden afholdes i fredagsbaren med skuespil af varierende kvalitet. I denne uge dykker Delfinen ned i AU’s revyunivers.

Vi vil give dig vores bedste grunde til hvorfor du bør overveje at være med til at stable en studierevy på benene. Artiklen tager afsæt i skribentens egne erfaringer fra revyen på Nordisk Sprog & Litteratur.

 

Opgaver for enhver

At være med i en revy er ikke nødvendigvis ensbetydende med at du skal på scenen, fyre jokes af eller bryde ud i sang. Andre opgaver kan være at skrive manuskript, stå for de sociale arrangementer, indsamle penge, sy kostumer og lave rekvisitter. Det kan måske være svært at gennemskue, hvorfor du skal bruge din sparsomme tid på at klippe en fisk ud i pap, når studiet og livet generelt tager nok af din tid, men det er netop hvad vi vil forsøge at overbevise dig om her!

Det kan være en fordel at melde sig ind i studiets revy, hvis man netop er startet på uddannelsen for at opbygge flere relationer på tværs af årgange. Du vil måske opleve, at du kommer i fredagsbaren og lige pludselig kan hilse på folk fra forskellige klasser og årgange. Dine medstuderende vil pludselig undre sig over, hvordan du blev bekendt med så mange, og forhåbentlig vil du inspirere dem til at hoppe med på revyvognen til næste år.

 


Annonce

Sammenhold og succes

At lære folk at kende fra andre semestre er heller ikke en helt dum idé. Står du og tænker hvad det egentlig vil sige at skrive en bachelor, hvordan du vælger valgfag, eller hvordan næste semesters undervisere kommer til at blive, er det altid en kæmpe fordel at kende de mere erfarende studerende eller kunne give dine egne råd til yngre studerende.

En revy består selvfølgelig også af langt mere end bare at klippe en fisk ud til en rekvisit. Det består også af en masse ”ryste-sammen”-arrangementer, der er en stor del af revytilværelsen. Disse sociale begivenheder varierer fra studie til studie, men på Nordisk-revy er en Aarhus pub-crawl fast inventar. Omkring 50 revyfolk dukkede op og lærte hinanden at kende over en billig øl sidst. Men det at blive rystet sammen kan også foregå over fællesspisning, eller når man forbereder til den intense revyuge som weekenden op til hvor alle hygger sig med kaffe og laver rekvisitter. Man kan også komme til at snakke godt med de andre, når man samler penge ind til revyen. Nordisk Revy afholdte eksempelvis en fredagsbar, hvor fine præmier samlet fra hele byen var på spil, og fik folk til at kaste deres penge efter en omgang tombola. At være med i en revy er et stykke frivilligt arbejde, men derudover er det aktiviteter der skaber gode venner og sammenhold.

Når selve revyen nærmer sig, kommer dens mest intense tid, men også den sjoveste. Når alle går rundt sammen og knokler for at få stablet det bedste show på benene, og glæden når ens venner og medstuderende endelig kommer ind og ser opsætningen, og man kan sige “Det dér har jeg været med til!”