Rejs på SU: Sådan sparer du penge på rejsen 

Ferien ligger og ulmer lige om hjørnet, og de fleste af os har brug for en pause fra tung teori og eksamensstress, men pengene er stadig små, og julen har taget hårdt på pengepungen. Frygt ej -  Delfinen har bikset en lille rejseguide sammen med SU-venlige rejsedestinationer og gode råd, til hvordan du sparer penge på rejsen

  1. Bestil i god tid

At rejse verden tynd og være på SU går sjældent hånd i hånd, men er du i god tid og er du god til at planlægge, så kan det alligevel godt lade sig gøre at finde billige rejser. Ofte kan man spare en del penge på at finde flybilletter lang tid i forvejen. Samtidig er der også større chance for at finde en speciel og autentisk AirBnB, da disse ellers hurtig bliver revet væk.

 

  1.        Rejs til billige lande

Ofte er flybilletterne det dyreste ved at rejse, i hvert fald hvis man skal et godt stykke væk fra Danmark, men det er værd at overveje, hvilke priser der er i det land, man gerne vil rejse til. Fx er det dyrt at flyve til Asien eller Østeuropa, men det er super billigt at leve dernede. På den måde sparer du faktisk næsten penge, fordi du skulle jo også have haft mad og drikke, hvis du bare lå hjemme i din seng og så netflix – i Asien koster det bare det halve!

 

  1.        Lej din lejlighed ud, mens du er væk

Hvis du har smadret sparegrisen og endegyldigt bestemt dig for at tage afsted på ferie, hvorfor så ikke tjene lidt penge, mens du er væk? Lej din lejlighed på AirBnB, selv hvis det bare er for en weekend, så kan du tjene en god slat penge, som du kan bruge på store øl på rejsen!

 

  1.        Pak let

Hvis du flyver med et lavprisselsskab, så er der ikke de gebyrer i verden, som de ikke kan finde på at bede dig betale for – heriblandt bagage. Hvis du blot skal på en forlænget weekend, så kan du sagtens spare nogle penge på at dele en kuffert med en af dine medrejsende.

 

  1.        Afbudsrejser

Hvis du ikke er den store planlægger og ikke helt ved, hvornår du lige kan flette en ferie ind i kalenderen, så kan du faktisk godt finde billige rejser i form af pakkerejser eller andre rejsetilbud. Sommetider skal du blot være lidt fleksibel, i forhold til hvilken lufthavn du skal rejse fra – selv her kan du finde orange-billetter på DSB eller billige flixbus-billetter som studerende.

 

  1.        Undgå lufthavnsmad og drikke

Alle der har været i en lufthavn før, er faldet i lufthavnsmadsfælden. Man tager hjemmefra i god tro og overbevist om, at så dyrt er mad heller ikke i lufthavnen – men det er det. Før du er gået om bord på flyet er du hurtigt kommet af med 100-150 kr. Medbring dine egne snacks, bland en pose slik fredag, når det er på tilbud, og hav en drikkedunk med, som du kan fylde op gratis i lufthavnen. Det er at rejse på budget!

 

  1. Rejsespejder

Hvis du ikke allerede har hørt om Rejsespejder, så er det på tide! Rejsespejder er din bedste ven, når det kommer til at finde billige rejser. Hjemmesiden fungerer sådan, at den løbende finder både hotel og fly til billige penge. Der er altid gode tilbud til mange gode destinationer, og ofte er der givet flere bud på både hotel og fly – samtidig er der flere datoer at vælge imellem, som de også har fundet.

Det kan godt virke en smule uoverskueligt som studerende at tage ud og rejse. Det kan synes som en stor udgift, men hvis man betaler hotel i en måned, fly i næste og til sidst bare mangler de omkostninger, der er, når du er afsted, så er det faktisk ret overskueligt. I sidste ende betaler det sig, fordi man får ladet batterierne op, får sat livet i perspektiv, og nogle gange glæder man sig endda helt til at komme hjem til sin hverdag og skolebøgerne igen!

https://delfinen-magasin.dk