Jeremy Ricketts

Delfinen svømmer sydpå, men vender tilbage d. 28/08

Regn, blæst og kulde. Sommeren er over os, ferien er indtruffet og skribenterne er flygtet mod varmere himmelstrøg. Inden Delfinen også glider ud af fingrene på os, vil vi kort se tilbage på semestret der gik, og se frem på tiden der kommer.

Hvordan er det at skrive speciale udenlands? Eller at starte og drive sin egen virksomhed, imens man studerer? Hvor mange unge føler studiestress, og hvad kan vi gøre for at komme det til livs? Hvis du har kigget Delfinen over skulderen i første halvdel af 2017, har du sikkert fået svar på flere af de spørgsmål. Dygtige og arbejdsomme skribenter har sikret, at der med Delfinens overgang fra papir til net stadig udkommer indhold, der er vedrørende og interessant for de studerende.

Med overgangen fra papir til net har Delfinen også fået sin nye debat-sektion. Her er det ikke kun I og vi på universitet, der udfolder argumentrækker og punchlines. Også folketingspolitikere lufter her deres tanker og idéer, om det vi alle har tilfælles; studielivet. Vi er glade for aktiviteten, og vi håber at I vil tage den endnu mere til jer i næste halvår, så vi fortsat kan rejse debat og stille spørgsmål.

Næste halvår bliver uden nuværende redaktør, Mathias Overgaard Bjerrum. Da han i forbindelse med praktik drager mod København, søger vi en ny til at stå ved roret sammen med ansvarshavende redaktør, Rasmus Norup. Hvis du har blod på tanden efter at stå i det journalistiske maskinrum, kan du læse mere om det her.

Delfinen går nu på ferie indtil næste semester, hvor vi d. 28/08 vil åbne op med et  tema om studiestart. Vi læses ved!

Her på Delfinen ønsker vi at være i tæt kontakt med de studerende på AU. Så har du nogle kommentarer, idéer eller forslag til Delfinen? Så skriv gerne en mail til delfinen@sr.au.dk.