,

Corona: Otte aktiviteter du kan fordrive tiden med

Danmark er i lockdown. Det betyder også, at vores elskede universitet må dreje nøglen de næste to uger. Selvom du ikke er i karantæne, så tyder det på, at vi danskere skal bruge meget mere tid hjemme på egen matrikel. Det er måske sjovt de første to-tre dage, men på et tidspunkt kommer du til at kede dig, sådan rigtig kede dig. Når det bliver virkelighed, så har Delfinen som altid din ryg. Vi har udarbejdet en liste med otte aktiviteter, du kan give dig til under lockdown.

1. Læs foran (eller bagud)

 

Som universitetsstuderende har du helt sikkert rigtig meget læsning. Lur mig, om du ikke har sprunget en enkelt pensumtekst over i ny og næ. Nu er tiden til, at du kan få indhentet det tabte og få skrevet noter i særklasse. Hvis du derimod føler dig helt overbevist om, at du er Danmarks bedste studerende, der læser hele pensum, så er det nu, du kan bibeholde den titel. Grib chancen for at læse alt den supplerende litteratur, som ingen har tid til at læse ellers.

 

2. Lær at hækle eller strikke

 

Et eller andet sted i min underbevidsthed, så har jeg en lille drøm om at være en af dem, der sidder og strikker eller hækler til forelæsningen – det ser jo vildt afslappende ud! MEN jeg har simpelthen ikke tålmodigheden til det. Det kan 14 dages lukning af universitetet måske lave om på. Hvis du ligesom mig har en lille drøm om at hækle dine egne klimavenlige vatrondeller, så er det nu, du skal i gang. Du må væbne dig med tålmodighed og dernæst kaste dig ud i lære at hækle eller strikke evt. ved hjælp af de mange YouTube-videoer, der findes derude.

 

3. Lav en surdej

 

Alle elsker en god surdejsbolle, men de færreste mestre surdejskunsten. Som mange andre gode ting i livet, så kræver en surdej tålmodighed og vedligeholdelse. Det har du minsandten tiden til nu. Lav din egen surdej med: 200 gram hvedemel og 2 deciliter vand. Lad den stå i 1-4 dage og komme til livs, og derefter kan du nemt bage en god portion boller. Så er du fri for at komme ned i Hamstre-Helvedet i supermarkedet og kan i stedet nyde dine hjemmebagte surdejsboller i fred og ro.

 

4. Læg puslespil

 

De første dage af lockdown er jeg sikker på, at du selv ved, hvad du skal. Har man ikke altid en 3-4 serier, man er bagud med? Men når Netflix er udtømt, og du stirrer tomt ind i skærmen, så må du underholde dig selv på gammeldagsmanér. Her er et puslespil genialt. Butikkerne har stadig åbent, og du kan nemt få fat i et puslespil med mange brikker. Det er bare at smutte ned i Bog og Idé og købe sådan en fætter. Underholdning til de næste 14 dage.

 

5. Gode gamle Sims eller andre computerspil

 

Hvis du er studerende og læser med, så har du helt sikkert en computer. Det vil sige, at du kan spille en masse fede spil på den. Selv har jeg tænkt mig at hente gode gamle Sims her under lockdown, så jeg kan få mine simmere til at leve det fede liv, jeg lige for øjeblikket ikke selv kan udleve. Hvis man ikke er til Sims, så kunne man spille CS og måske afholde et lan-party, hvor man sidder hver for sig, så er man både social, mens man tager sine forbehold for corona – win!

 

6. Frem med træningsmåtten

 

Den krop passer jo ikke sig selv. Som det ser ud nu, lukker de fleste fitnesscentre, så den form for motion er udelukket. Vi lever heldigvis i et digitaliseret samfund, hvor vi kan få vores egen personlige træner på YouTube. Du kan nemt finde en træningsvideo, hvis du bare søger home-workout, så kan du stadig nå at blive sommerklar trods nedlukninger af fitnesscentre.

Selv er jeg ret glad for at dyrke yoga med inspiration fra YouTube. Her kan jeg især anbefale Yoga With Adriene, som nice and slowly guider dig igennem den form for yoga, du har lyst til at dyrke i dag.

 

7. Rent hjem studerende-edition

 

Den her er kedelig, men I kender selv, hvor tilfredsstillende det er, når hele lejligheden bare skinner og alt står snorelige. Sådan en stor rengøring står sjældent højest på prioriteringslisten i vores travle hverdag, men mon ikke du kan få klemt den ind de næste 14 dage? Jeg snakker ikke bare en overfladisk støvsugning. Her snakker vi altså den helt store forårsrengøring af køleskab, fryser, ovn, mikroovn, sortering i dit tøjskab, tørre alle fodlister, rense afløb, pudse vinduer, støve alt af og støvsuge dine madrasser. Hvis du er i tvivl om, hvor ofte du faktisk skal gøre rent, så tjek den her hjemmeside ud, og lad den være en rettesnor for din store forårsrengøring: https://www.idenyt.dk/rengoring/ovrigt/huskelisten-her-skal-du-gore-rent-hver-dag-hver-uge-hver-maned/.

 

8. Hjemme-hygge-aften med lækker mad

 

Vi må ikke glemme hyggen, selvom den i en periode er tvunget til at udspille sig i vores eget hjem. På trods af at fredagsbarer og restauranter måske holder lukket den næste tid, så kan man sagtens have det sjovt og hygge sig. Smut ned i supermarkedet og køb nogle flasker vin, bag et lækkert surdejsbrød med den surdej, du selvfølgelig har lavet efter at have læst denne artikel, tænd nogle stearinlys, skru op for musikken og hyg on!

 

Det var otte gode råd fra Delfinen. Slutteligt vil jeg bare sige, at vi altid har så skide travlt, og at vi måske kan bruge den her lockdown til noget positivt. Til at komme helt ned i gear, mærke efter og komme foran med det tabte.

Indtil vi igen ses på universitetet, så vask jeres hænder, lad være med at hamstre og pas på hinanden!

https://delfinen-magasin.dk