Eventguide: September

September i Aarhus plejer at være festrig og fyldt med alsidige arrangementer. Men september er, ligesom alle andre ting i 2020, påvirket af den verdensomspændende pandemi. Mange arrangementer i Aarhus er aflyst, men der er stadig en del tilbage. Delfinen har fundet en god håndfuld, som er værd at besøge.

X-Ray Fashion

Hver dag indtil d. 5. september – Klokken 13:00-15:00 – Teatret Svalegangen – Gratis

Oplev tøjproduktion gennem VR! Forestillingen er en 15 minutters virtual realityrejse ind i modeindustrien. Oplev hvordan industrien sætter penge over moral, mennesker og miljø. VR-installationen blev hyldet på Venedig Filmfestival og er nu sat op her i Aarhus.  Kræver booking.

Emberfest – éndagsfestival på Ungdomskulturhuset

5. september – Klokken 12:00-23:00 – Gratis

Ember Music Collective er en ny musikforening i Aarhus, og de inviterer til deres allerførste festival! Festivalen vil foregå i foreningens baghave i det nye Ungdomskulturhus i Aarhus C. Der vil være bar og et fremragende musikprogram bestående af 8 acts. Se al information om coronasikkerhed og festivallen på facebookbegivenheden ’Emberfest – éndagsfestival i Aarhus C’.

SUP Around Aarhus

6. september – Klokken 11:30-14:00 – 150 kr

Er du ligesom så mange andre hoppet på SUP-bølgen? Sailing Aarhus har planlagt et hyggeligt arrangement, hvor du og dine SUP-venner kan sejle rundt på en 5 kilomenter lang route, som runder de fede hjørner af Aarhus. Efter turen er der både servering af pølser på molen og lodtrækningspræmier. Tilmelding sker på www.sailing-aarhus.dk.

Filmen ‘Sphere’ på Kunsthal Aarhus

18. september – Klokken 20:30-23:30 – Kunsthal Aarhus – Gratis

Kunsthal Aarhus viser en række film i løbet af efteråret. Hver film har en tematisk vinkling på de aktuelle udstillinger på Kunsthal Aarhus. Den 18/09 vises filmen ’Sphere’ som er en psykologisk thriller og science-fictionfilm fra 1998. Arrangementet er gratis og derfor en oplagt mulighed for studerende at komme forbi og se både kunsthallen samt en fremragende film. Filmen bliver vist under åben himmel, så kast en tyk sweater over skuldrene, et tæppe i muleposen og kom ned til Kunsthal Aarhus

Paneldebat om ligestilling og virksomhedsstrategi på Kvindemuseet

 23. september – Klokken 17:00-19:00 – Kvindemuseet – Gratis

Kom til paneldebat om mangfoldighed og ligestilling på Kvindemuseet. VIA University College og Dansk Industri inviterer til debat i ligestilling i praksis og som strategi i virksomhederne. Kom og vær med til en spændende aften, hvor du vil opnå større kendskab til den aktuelle ligestillingsdebat og dine egne holdninger til dén. Mere information kan findes på Facebookbegivenheden ’Ligestilling som samfunds- og virksomhedsstrategi’.

Delfinens skriveworkshop – Journalistik 101

23. september – Klokken 18:00 – 21:00 –  Studenterhuset – Gratis

Delfinen holder skriveworkshop endnu engang! Sidste gang var en succes, og succeser skal gentages. Temaet for denne skriveworkshop vil være ’Journalistik 101’. Arrangementet er perfekt, hvis man leger med tanken om at skrive journalistisk. Skriveworkshoppen er samtidig en introaften til magasinet Delfinen, hvor du vil blive klædt på til at udgive artikler sammen med os.

 

https://delfinen-magasin.dk